Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 3. august 2009 

 

Giv os proportionerne tilbage

 

Intet tænkende menneske kan benægte, at den globale opvarmning er en realitet, og ingen med fornuften i behold kan være modstander af, at vi træffer vore forholdsregler, når det gælder om at modvirke opvarmningen – også selv om omfanget af menneskets indflydelse på denne ikke entydigt er fastlagt, og selv om klimaet er en uhyggelig kompleks størrelse, der er genstand for stor uenighed blandt forskere.

 

Da VK-regeringen fik magten efter valget i november 2001 gik et af løfterne til vælgerne på, at man ville gøre op med smagsdommerne og ekspertvældet. I begyndelsen viste regeringen, at den turde tænke i helt nye baner. Da den amerikanske fhv. vicepræsident Al Gore med fly turnerede verden rundt med sine dommedagsbudskaber om oversvømmelse af hele verden som følge af den globale opvarmning, valgte Anders Fogh Rasmussen meget modigt at lade Bjørn Lomborg virke som en frisk vind i den lumre og vindstille klimadebat.

 

Lomborgs budskab gik i alt sin enkelthed på at sætte tingene i proportioner. Lomborg var ingen ”klimafornægter” – et modeord, der har meget til fælles med ”islamofob”, og som bruges til bekæmpelse af mennesker med en anden mening – nej, han mente blot, at der måske var andre og vigtigere prioriteter, når det f.eks. gælder bekæmpelsen af global fattigdom og andre presserende problemer. Kort sagt: Lomborg tillod sig at stille det formastelige spørgsmål, om vi nu også fik nok for pengene.

 

Reaktionen fra regeringens modstandere, herunder venstrefløjen, var hysterisk. Bjørn Lomborgs budskaber blev set som led i regeringens og Dansk Folkepartis skumle planer om at bombe Danmark tilbage til stenalderen. Lomborg blev hurtigt et af venstrefløjens yndlings-hadeikoner på linje med George Bush, og han blev søgt fremstillet som værende i lommen på fæle olie-kapitalister og andre med en umættelig trang til at ødelægge deres omgivelser i jagten på profit.

 

Presset blev efterhånden så stort, at regeringen langsomt kapitulerede. Og jeg forstår sådan set godt, at regeringen ikke orkede også at kæmpe denne kamp sammen med alle de andre kampe – eksempelvis den økonomiske politik, udlændingepolitikken samt udenrigspolitikken, hvor Danmark i modsætning til flertallet af lande i Europa valgte at føre en aktiv politik. Regeringen lukkede langsomt ”klima-flanken” og skubbede Lomborg ud i kulden.

 

Venstrefløjens åndelige drivhusklima sejrede.  

 

I dag er Venstre og Konservative helt i front med klimaet. Ikke mindst takket være vores energiske klimaminister Connie Hedegaard, som har forvandlet Danmark til en slags avantgarde-nation på klimaområdet. Men nu må vi til at overveje, om ikke det er gået lidt for vidt. Der er således god grund til at spørge, om ikke klimadagsordenen er gået hen og blevet et slags skalkeskjul for magtesløse politikere i en tid med global krise?

 

Vi danskere bliver dagligt belært om at leve energirigtigt. Vi køber sparepærer i et væk, og vi har umådelig dårlig samvittighed, når vi sætter os ind i bilen eller køber en billig flyrejse – medmindre vi da ligefrem køber ”Co2-aflad” sammen med billetten, og det er det da vist nu alligevel de færreste, der gør. Jeg medgiver gerne, at vi alle skal yde en indsats til gavn for klimaet, så længe vi endnu ikke ved, om vi egentlig har en indflydelse på den globale opvarmning, og jeg indrømmer, at det er nødvendigt med internationale aftaler på klimaområdet, hvor alle er med. Også Kina, Indien og USA. Ellers nytter det ikke noget. Men jeg står helt af, når man ”aftaler”, at temperaturen ikke må stige mere end to grader over en årrække. Hvordan i alverden kan man aftale noget, som man end ikke aner, om man har indflydelse på?

 

Det er fint, at Danmark er i front, og at vi udviser den store generøsitet at være vært for et kostbart klimatopmøde i København. Men klimaet må ikke overskygge andre vigtige dagsordener. I øjeblikket virker det som om, regeringen bruger klimaet som undskyldning for at være handlingslammet på en lang række områder – og til ligefrem at bebyrde danskerne yderligere økonomisk.

 

For nylig foreslog regeringen at vælte yderligere udgifter over på husejerne i en tid, hvor priser på fast ejendom rasler ned, og hvor flere og flere boligejere bliver teknisk insolvente. Boligejerne vil man tvinge til at vælge energirigtige – og dermed dyre - løsninger, når de renoverer eller isolerer deres bolig. Her stopper festen for Dansk Folkeparti. Det er det helt forkerte budskab at sende til pressede boligejere, som i forvejen frygter for yderligere værditab på deres huse – vi nægter at lade boligejerne slide i selen for at Danmark kan være førende nation.

 

I Dansk Folkeparti efterlyser vi den ”gode gamle” VK-regering, som ikke lå på halen for politisk korrekthed og moderigtige meninger, men som netop turde tage kampen op med smagsdommere og eksperter. Det betyder ikke, at man ikke skal lytte til eksperterne, men det betyder til gengæld, at man gerne må lytte til flere – også dem, der måske har en anden opfattelse af virkeligheden.

 

Jeg ved godt, at vore modstandere vil komme farende fra alle hjørner og anklage os for at være ligeglade med klimaet, også selv om de ved, det er løgn: Dansk Folkeparti har i årevis samarbejdet med regeringen på alle områder – også om klimaet. Nej, vi sigter ikke efter ”laveste fællesnævner”, og hvad man ellers kan finde på at beskylde os for. Vi savner bare regeringens oprindelige varemærke: Evnen til at prioritere og sætte tingene i rette proportioner.

 

Endelig frygter vi, at klimatopmødet kan gå hen og blive en fiasko, hvis det alligevel ikke lykkes at få de store lande med i en aftale. Både Indien, Kina og USA prioriterer anderledes end europæerne. De har det for eksempel med at sætte de økonomiske hensyn i højsædet, hvilket ikke kan undre, set i lyset af den aktuelle, verdensomspændende krise.

 

Dansk Folkeparti er villig til at diskutere alt – også klimaet. Vi medvirker også gerne til at træffe de nødvendige forholdsregler. Men i modsætning til andre nægter vi at stirre os blinde på klimaet som det altoverskyggende, globale problem. Vi ønsker kort sagt proportionerne tilbage i dansk politik.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard