Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 26. oktober 2009

Giv os Tingbjerg tilbage

Vi er ofte i Dansk Folkeparti blevet beskyldt for at ønske os tilbage til et Morten Korch-samfund, som for længst er overstået og aldrig kommer tilbage. Der er dog langt fra Morten Korch filmenes herlige glansbillede af det danske samfund anno1960, som beboerne i Tingbjerg i år 2009 må tage til takke med. Der er endog meget langt fra Morten Korch-samfundet til en dansk virkelighed i et muslimsk domineret bydel, som Tingbjerg, hvor en dansk præst bliver krænket i sit eget hjem og forfulgt af en gruppe dybt utilpassede, muslimske kriminelle.

Tingbjerg er en bydel, som er under socialdemokratisk styre på snart hundredetiende år. Københavns Kommune er nærmest blevet synonym med socialdemokratismen på godt og ikke mindst ondt. Socialdemokraterne havde løsningerne på sidste århundredes problemer, men nærmest som et udslag af selvfedme og magtfuldkommenhed, følte socialdemokraterne sig kaldet til at grundlægge dette århundredes største politiske problem. Det skete som bekendt via en uoprettelig dumhed i form af den totale åbning af Danmarks grænser for masseindvandring af ofte helt uintegrerbare mennesker fra Mellemøsten.

Det giver sig selv, at de færreste ressourcestærke mennesker i længden har lyst til at blive boende i en bydel, hvor selv borgmestre bliver bombarderet med sten og flasker, og hvor altså senest den lokale præst, Ulrich Vogel, har måttet lade sig sygemelde efter at være blevet personligt chikaneret og sågar har været udsat for indbrud og hærværk i sin præstegård. Tænk sig, at det er normalen i dag i indvandrerghettoerne, at såkaldte forfulgte flygtninge og deres efterkommere tillader sig at trænge ind på en præstegård og stjæle, true og udøve hærværk. Jeg er dybt, dybt rystet. Næstekærligheden har trange kår i Tingbjerg, Gellerup og Vollsmose i år 2009.

Der var derfor heller ikke megen tvivl i mit sind, da jeg besluttede mig for at deltage i søndagens gudstjeneste, som blev gjort til en uofficiel støttegudstjeneste i Tingbjerg kirke for den fordrevne præst, Ulrich Vogel. Fremmødet var overvældende. Mere end 300 mennesker, vurderede kirketjeneren, var mødt frem i kirken, der blot er bygget til at rumme 180 mennesker. Der var rift om pladserne, mange måtte stå udenfor, men der var også en fantastisk, om end højtidelig, stemning præget af beslutsomhed og solidaritet blandt de mange fremmødte.

Rørende var det at opleve, at så mange helt almindelige mennesker var mødt frem for at vise deres solidaritet, ikke alene med den forfulgte præst, men i virkeligheden også med alle borgere i Tingbjerg og andre urohærgede boligkvarterer i Danmark, der lider under en fejlslagen indvandringspolitik.

Det er værd at gentage og understrege, at det netop er indvandringspolitikken, der har været fejlslagen, i langt højere grad end integrationspolitikken. For skulle man have været i tvivl tidligere, må den sidste tids mange ubehagelige, voldsomme og ikke mindst grænseoverskridende episoder have gjort det klart for snart sagt den mest overbeviste multikulturalist, at der findes en ikke ubetydelig gruppe mennesker her i landet, der hverken kan eller vil tilpasse sig normerne for anstændig adfærd i et moderne vestligt demokrati som Danmark. Mennesker der angriber præster kan og vil ikke integreres, og bør i videst muligt omfang udvises fra landet.

Det gælder for de vanvittige bandemedlemmer, som tillader sig at skyde ind i en velbesøgt restaurant, for at få ram på deres dødsfjender i Hells Angels, det gælder de gale mennesker, som skyder på busserne i Gellerup Planen og stiger ud af bilen bagefter og tager billeder af deres ugerning og det det gælder for de voldsforbrydere, som krænker en præstegård, hvorefter de og deres medløbere forklarer forbrydelsen med, at præsten er homoseksuel.

Her skulle man tro, at venstrefløjen, som i årevis har erklæret sig på de homoseksuelles side, endelige var kravlet frem fra deres sten og sagde fra. Men, ak nej, i stedet oplever Ulrich Vogel, at den socialdemokratiske tidligere socialborgmester, Pelle Jarmer, rykker ud og udviser forståelse for de hærgende indvandreres primitive homofobi. Det er rent ud sagt modbydeligt og dybt pinligt endnu engang at opleve venstrefløjens svigt, når det kommer til problemer med de selv samme indvandrere, som de så brændende har ønsket sig herop.

Jeg har meget stor sympati med de borgere, som bor i de udsatte områder og som gang på gang oplever samfundets svigt. Det kan de ikke være tjent med, og vi er nødt til at gøre det bedre. I Dansk Folkeparti helmer vi ikke før, vi har flere betjente at sætte ind i de indvandrerdominerede områder. Vi fortsætter ufortrødent kampen for længere straffe og nemmere adgang til at udvise kriminelle udlændinge. De udlændinge, der ikke kan og vil lade sig integrere, må hjemsendes. Vi kan ikke have mennesker rendende rundt, der tæsker deres barns skolelærer, fordi læreren vil trykke datteren høfligt i hånden til velkomst.

Vi er oppe mod stærke kræfter. Biskoppen svigtede præsten i Tingbjerg, en del jurister kæmper for islamistiske gevandter til muslimske dommere, menneskerettighedsadvokater kæmper for asyl til islamistiske terrorsympatisører og selvudnævnte humanister kæmper utrætteligt for nedlæggelse af fængslerne og eftergivenhed overfor voldelige kriminelle.

Endelig vil flertallet i Københavns Borgerrepræsentation, som så længe har svigtet borgerne i Tingbjerg, fremme byggeriet af hele to stormoskeer i kommunen, hvor vi ved, at intolerancen og hadet til jøder og homoseksuelle vil have alt for gode vækstvilkår. De vil altså mere islam og mindre integration, det er det rene galimatias.

I Dansk Folkeparti står vi som de eneste fast. Vi vil ikke acceptere at flere områder bliver overtaget af muslimske bøller. Vi vil have Tingbjerg tilbage.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard