Giv os Nørrebro tilbage...

Pia Kjærsgaards ugebrev

For os, der er vokset op i København i 50erne og 60erne står Nørrebro i et særligt skær.

Det var jo nok ikke ligefrem den fineste del af hovedstaden. Man var af natur vant til lidt af hvert, hvis man var nørrebroer.

For der var jo alt derude på den nordre side af Dronning Louises Bro: Solide og ordentlige arbejderfamilier med respekt for sig selv var så langt det almindeligste - men dertil kom de skæve eksistenser, smårapsere og ballademagere, kunstnere og unge troende indremissionske, der lige var kommet ind med firetoget, folk der - med og uden anstand - tog en tår over tøsten. Lette piger og nette piger.

Og det hele i en herlig københavnsk blanding. På Nørrebro lod man sig ikke let chokere - for man havde allerede set det hele før. Der var ikke plads til snobberne. Til gengæld var der højt til loftet - og masser af tolerance.

I dag er Nørrebro totalt forandret.

Der er blevet lavt til loftet og lummert.

Tolerancen er væk.

Og en af de væsentlige årsager hertil er at Nørrebro er blevet en muslimsk enklave.

Og hvor islam går ind, går tolerancen ud.

Hvis man i dag på Nørrebrogade er så dum at stå af linje 16 uden at have den rette politiske eller seksuelle eller religiøse orientering med i bagagen, er man selv ude om det.

For nogle år siden gik jeg naiv, uden at ane uråd, lige ind i et inferno af hysteriske stenkastende autonome og andengenerationsindvandrere. Kun ved skæbnens gunst og nogle snarrådige bankfolk reddede jeg livet den dag. Siden den dag har jeg holdt mig langt væk fra Nørrebro - som Dansk Folkeparti iøvrigt generelt holder sig væk fra Nørrebro.

Vi har den forkerte politiske orientering...

Forrige sommer gik det ud over et optog, der kalder sig Gay Pride. Det er bøsser og lesbiskes festlige manifestation. Det er lidt vildt - men det er ganske harmløst. Det synes det muslimske broderskab derude ikke - så de homoseksuelle måtte løbe spidsrod.

Homoseksuelle har den forkerte seksuelle orientering...

I dag er det så de danske jøder, der går ud over. Drenge med kalot og piger med Davidstjernen som halssmykke gør klogt i at holde sig væk - ellers bliver de chikaneret eller får bank. Lederen af Rådmandsgades Skole har ligefrem frarådet jøder at sende deres børn til skolen. Den kloge chefkriminalkommissær Per Larsen har foreslået jøder ikke at give sig til kende på Nørrebro. Såmænd.

Jøderne har den forkerte religiøse orientering...

Og mens vi nu er ved jøder: EUs kontor til overvågning af racisme og fremmedhad har netop besluttet ikke at fremlægge en 112 sider lang rapport om jødehad i Europa.

Det sker fordi rapporten entydigt peger på, at det er muslimer og pro-palæstinensiske grupper, der står bag angrebene på jødisk ejendom og overfald af jøder rundt om i Europa. Det afslører den ansete britiske avis, Financial Times.

Ansvarlig for syltning af rapporten er to personer: Beate Winckler, den tidligere DDR-kommissær, som vi allerede længe har haft et godt øje til - og vor egen socialdemokratiske tidligere justitsminister, Ole Espersen. De to smagsdommere mente, at rapporten havde slagside, og at dens budskab ville kunne opfattes som en udhængning af muslimer, bosat i Europa.

Ja, de har ret, de to - Beate Winckler og Ole Espersen. For der er vist ingen tvivl om, at kom rapporten ud, ville det præcist blive den generelle opfattelse.

Ikke mindst fordi det er sandheden. Og sandheden er som bekendt ilde hørt.

Modsat Beate Winckler og Ole Espersen er jeg af den mening, at sandheden skal frem, og har derfor bedt Dansk Folkepartis mand i Europa-Parlamentet, Mogens Camre om at tage sagen op i Parlamentet. Vi vil gerne se rapporten sort på hvidt.

Herhjemme vil vi så i mellemtiden arbejde på at få Nørrebro tilbage.

Så tolerance og frisind atter kan gøre sit indtog nord for Dronning Louises Bro.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard.

 Tilbage
 Print