Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 19. december 2011

Gå nu i kirke juleaften

Hvad er julen? Er det kun nisser og julemænd, ”Søren Banjomus”, ”Rudolf med den røde tud” og Tuborg Julebryg? Eller er det også budskabet om Jesu Fødsel, om Frelserens komme? Ikke at der er noget galt med nisser og julemænd og alle julens andre festlige indslag, men julens kerne er og bliver juleevangeliet og kristendommens lære.

Uden dette mister julen sin mening og bliver det rene pjank og pjat.

Meget tyder på, at julens budskab bliver mere og mere trængt – ikke mindst på skoler med et stort muslimsk islæt. Nej, jeg vil ikke kalde disse skoler ”multikulturelle”. Brugen af dette begreb forudsætter, at vi har med en mangfoldighed af kulturer at gøre. Det har vi ikke. Der er tale om en kristen og en muslimsk kultur – og førstnævnte er i færd med at bøje af.

Tag nu for eksempel Møllevangsskolen i Århus med mere end 40 procent tosprogede elever. Her protesterede en gruppe muslimske elever i 3 klasse over at skulle synge salmen ”Her komme Jesus dine små” og blev bakket op af deres forældre. Skoleleder Majbritt Jensen forklarede, at valget af salmer, er op til musiklæreren, men spurgte på traditionel politisk korrekt vis, om salmen ”var den bedste sang til at skabe en god situation nede i klassen” (JP, 18.12.2011)

Flere skoler har helt afskaffet børnenes deltagelse i den traditionelle julegudstjeneste. Argumentationen går på, at ingen må føle sig ”stødte” eller ”krænkede”. Og kan jo ikke så godt bede kirken om at udelade indgangsbøn, prædiken og oplæsning af juleevangeliet. På Klostervængets Skole i København er der kun tre elever med etnisk dansk baggrund.

Her har ledelsen pillet vers ud af ”Et barn er født i Bethlehem”. Man må forstå, at disse vers er ”forkyndende”, som den etnisk danske skoleleder Karen Margrethe Grønlund forklarer. ”Vi skal være forsigtige og sørge for ikke at støde nogen”, tilføjer hun. Heldigvis gælder denne holdning ikke på alle skoler. Nogle skoleledere har fornuft nok til at sige fra.

Men desværre er denne hensyntagen og misforståede tolerance blevet udbredt i den danske folkeskole. Det virker her som om man er pinligt berørt over den mere end tusind år gamle kristne kulturarv i Danmark. Man græmmes over sin egen baggrund og indfører fremmede religioners helligdage i skolens kalender. Men hvordan skal elever med fremmed baggrund kunne respektere en kultur, der har mistet respekten for sig selv?

I Storbritannien har premierminister David Cameron opfordret Church of England til at holde fast i en dagsorden, der henvender sig til hele folket og sagt, at Storbritannien skal være stolt over landets kristne baggrund. Cameron ønsker et opgør med kulturrelativismen og det, han kalder ”moralsk neutralitet”.

Overført til danske forhold er det netop denne moralske neutralitet, der råder i mange af landets folkeskoler.

Af frygt for konflikter, af angst for at støde og krænke andre kulturer, opgiver man helt sin egen. I dette tilfælde er det julen og dens traditioner, der står for skud – og dermed overlades fortolkningen af julebudskabet til markedets kræfter, som med larmende og kulørte reklamer oversvømmer danskerne med nisser, bjældeklang og meningsløshed.

Mere end nogensinde har vi brug for den fred, stilhed og vilje til forsoning, som julen repræsenterer. At kirkegang bliver mere og mere populær i juledagene viser, at danskerne higer efter stilheden og en mening med livet. Kirken giver rum for ro og selvransagelse. I kirken er der ingen reklamer, julemænd og ”trængsel og alarm”, men fred og fordybelse.

Præsterne i kirken bør derfor selvsagt også respektere julen og forkynde juleevangeliet uden de politiske undertoner, som desværre alt for ofte har forpurret glæden ved julen eller andre højtider. Intet er mere anstrengende end politiseren fra en prædikestol. En gruppe præster havde under den tidligere regering på denne måde travlt med at tage afstand fra den førte politik på udlændingeområdet – og slæbte dermed hverdagspolitikken ind i kirkens rum.

I Danmark bør vi følge David Camerons opfordring om at stå fast på vore kristne værdier. Ikke som en omgang politisk korrekt og fersk sødsuppe, men derimod en ægte stolthed over vores kristne baggrund. De mange danskere, der juleaften går i kirke, får ofte hånlige ord med på vejen fra dem, der ikke kunne drømme om at sætte deres ben i en kirke.

Men det vidunderlige ved folkekirken er netop, at den er der – hvad enten man kommer der ofte eller en enkelt gang om året. Og selv om de fleste af os danskere måske ikke er flittige kirkegængere, giver kirken os vished om et fast holdepunkt i tilværelsen. Det er en tryg og rar følelse. I sorg og glæde, ved dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser udgør kirken et centralt omdrejningspunkt i vores liv.

Fra flere sider forsøger politikere at bekæmpe folkekirken – adskillige i den røde regering drømmer sågar om at adskille kirke og stat. Hvad disse politikere ikke fatter, er, at netop folkekirken har været den bedste garant mod religiøs fanatisme og overdreven hellighed – og at folkekirken er en uadskillelig del af den demokratiske kultur i Danmark.

Lad os alle gå i kirke juleaften, og lad os synge af karsken bælg med god samvittighed. Lad os for en stund glemme alt om de sure, triste og frygtsomme kujoner, der skammer sig over deres egen kultur og kristendommen – i hvert fald, indtil hverdagen melder sig igen.

Jeg ønsker alle en glædelig jul.

Med venlig hilsen