Der skal også være plads til landsbytosser. 3/2-2010
Af Byrådsmedlem Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti
Det er dejligt at læse, at Mogens Andersen (A) mener, der i den kommunale konstituering er gjort plads til selv landsbytosserne fra DF. Vi kunne vælge at blive stødt på manchetterne. Det bliver vi ikke. Mogens Andersens valg af øgenavne fortæller mere om ham end DF’s medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Lad mig nøjes med at fastslå, at det er betryggende, at Socialdemokraterne er så altfavnende, at de trods alt vil være i samme rum som sådan nogle landsbytosser..
Men Mogens Andersens udtalelser er nok snarere et udtryk for en frustration, som måske er til at forstå.
I Dansk Folkeparti arbejder vi nemlig for at hjælpe de borgere, som er kommet i klemme i et system, hvor det er systemet, der har fejlet. Vi forsøger at kæmpe for den lille sag, som gør en stor forskel i hverdagen for den enkelte borger. Det gør Socialdemokraterne ikke længere.
I den akademiske verden, de efterhånden alle kommer fra, er det tydeligt, at de har glemt, hvad det vil sige at være en hårdt arbejdende håndværker, rengøringsassistent, kassedame osv.
Hvis det gør os fra Dansk Folkeparti til landsbytosser, er jeg stolt af at bære den titel.
Kommunens lokalplan er ene om at bære skylden for, at Sushi-bar ikke kan åbnes…
Af Pia Adelsteen, Byrådsmedlem Dansk Folkeparti 18/1-2010
Det er alene kommunens restriktive lokalplan, der er skyld i, at Sushi-baren ikke kan åbnes. Man kan på ingen måde klandre Naturklagenævnet for at give medhold i sagen.
Det sker jævnligt, at kommunen vedtager lokalplaner, hvor restriktionerne er så store, at der ofte, skal bedes om dispensationer. Det giver naturligvis arbejde til personalet i Teknisk Forvaltning, men er aldeles tåbeligt.
Lokalplanen er lavet med en forventning om, at lokalet, hvor Sushi-baren skulle være, ville blive købt som fælleslokale for Amsterdamhusene. Dette har der ikke været interesse for, og lokalet har nu stået tomt i 8 år. I stedet for at ændre lokalplanen, beslutter man sig for at give dispensation. Det er tåbeligt og slår nu tilbage på kommunen som en boomerang.
I Dansk Folkeparti har vi undret os over, at en del lokalplaner har restriktioner, som kommunen ikke sikrer bliver overholdt, eller som der gives dispensation for. Og man kan jo så spørge sig selv om, det er bevidst.
Naturklagenævnet har i forhold til Sushi-baren egentlig blot sagt, at lokalplanen skal overholdes!
Det kan de ikke lægges til last for. Til gengæld kan kommunen lægges til last for, at vedtage en lokalplan, der er for restriktiv.
Lukning af biblioteker? 10/11-2009
Af Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, spidskandidat og medlem af Folketinget.
Typisk Grethe Olsen og SF, tænkte jeg, da jeg læste indlægget i avisen d. 10. november. SF vil bevare alt, have nyt hovedbibliotek og satse på kulturel udvikling. Og typisk for SF: De fortæller aldrig, hvor pengene skal komme fra! Men det må Grethe Olsen selv forklare.
Jeg vil til gengæld gerne fortælle, hvorfor Dansk Folkeparti sidste år foreslog at lukke 3 biblioteker.
I 2006 foreslog DF at spare penge på bygningerne og indføre bogbusser. Byrådet modtog en lang rapport, hvori det blev fastslået, at det ikke kunne lade sig gøre.
I 2007 foreslog DF at spare penge på bygningerne og lave kombibiblioteker. Altså placere det offentlige bibliotek sammen med et skolebibliotek. Byrådet modtog en lang rapport, hvori det blev fastslået, at det ikke kunne lade sig gøre.
I 2008 foreslog DF derfor i ren protest, at lukke 3 biblioteker. Det kan nemlig lade sig gøre!
Vi føler nemlig ikke, at rapporterne kan bruges til noget, da de er lavet sammen med de mennesker, der rammes af besparelserne. Samtidig finder vi det meget underligt, at andre kommuner har kunnet finde ud af at lave kombibiblioteker og bogbusser, men det er altså helt umuligt i Frederikssund Kommune.
Min tomme stol og to heste… 9/11-2009
Af Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, spidskandidat og medlem af Folketinget.
Daniel Egmose, Slangerup har været ude med riven overfor mit fravær til byrådsmøder og udvalgsmøder. Jeg vil derfor redegøre for det.
Jeg har været fraværende til 3 byrådsmøder. D. 24. juni, d. 16. september og d. 8. oktober. I juni var jeg syg, i september var jeg i USA og i oktober var jeg til åbningsdebat i Folketinget.
Jeg har været fraværende til 2 møder i Sundhed- og Forebyggelsesudvalget. D. 8. juni og d. 17. august. I juni var jeg til debatmøde og i august var jeg på ferie.
Altså er fraværet for 2 byrådsmøder forårsaget af Folketingsarbejdet.
Alle byrådsmedlemmers fravær kan i øvrigt ses i referaterne fra møderne og er således offentligt tilgængelige, dog uden årsag til fraværet.
Med hensyn til budgetforliget for 2010 kan jeg oplyse, at Dansk Folkeparti er med. Budgetaftalen blev indgået med underskrift ved møde d. 5. oktober.
Ud over alle disse fakta skal jeg være den første til at beklage, at jeg har fraværet. Jeg vil dog gerne påpege, at lokalpolitik foregår i fritiden, og at alle byrådspolitikere har et fuldtidsjob ved siden af. Mit fuldtidsjob er så tilfældigvis i Folketinget.
Lokalpolitik er også værdipolitik. 9/10-2009
Af Pia Adelsteen, spidskandidat til byrådet og MF, Dansk Folkeparti
Det er blevet nævnt, at den landspolitiske værdipolitik ikke skal trækkes ind i lokalpolitikken.
Det er vi i Dansk Folkeparti meget uenige i. Værdipolitik er knyttet til arbejdet i både byråd og folketing. Og vælgerne ønsker helt naturligt at få kendskab til de værdier, som en politikker lægger til grund for sine holdninger.
Sådan er det på alle områder, blandt andet skoleområdet, hvor jeg tillægger det stor værdi, at eleverne kender de grænser, som forældre og lærere sætter for opførsel.
Lad mig give et par eksempler:
Når skoleeleven for 3. gang ikke har lavet sine lektier, vil nogen mene, at en løftet pegefinger og en snak over bordet er det, der skal til. Det mener jeg ikke. Jeg ser gerne, at eleven får en eftersidning.
Når skoleeleven gentagne gange bruger mobiltelefon i timen, vil nogen mene, at en løftet pegefinger og en snak over bordet er det, der skal til. Det mener jeg ikke. Jeg ser gerne, at telefonen bliver konfiskeret og efterfølgende afhentet af forældrene efter skoletid.
Når skoleeleven gentagne gange forstyrrer i timen, vil nogen mene, at en løftet pegefinger og en snak over bordet er det, der skal til. Det mener jeg ikke. Jeg ser også her gerne, at eleven får en eftersidning.
Som nævnt er der værdipolitik alle vegne. Både landspolitisk og lokalpolitisk. Og i en kommunalvalgkamp skal hver kandidat naturligvis fortælle og stå inde for, hvilke værdier vedkommende har.
Busdriften og ambitionerne for ungdomsuddannelserne harmonerer ikke. 19/5-2009
Af Pia Adelsteen, spidskandidat til kommunalvalget og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
I byrådet har vi besluttet, at der skal oprettes et 10. klasses center ved gymnasiet i Frederikssund. I Dansk Folkeparti havde vi gerne set, at det var blevet en separat bygning, men det var der desværre ikke flertal for.
Ikke desto mindre er det væsentligt, at 10. klasse centeret bliver så attraktivt som overhovedet mulig, så vi kan få de unge, der ikke helt ved, hvad de vil, til at vælge dette tilbud.
Et af problemerne er dog busdriften. Hvis vi i byrådet ønsker, at de unge mennesker kommer til Frederikssund og går i skole, er vi nødt til at se på busforbindelserne. Og den er jo latterlig…
Skal man fra Skibby til Frederikssund Gymnasium og man møder kl. 8 og har fri kl. 15, skal man af sted kl. 6.40 og bruge 1 time og 8 minutter på at køre 17km og hjemturen starter kl. 15.20 og tager såmænd kun 1 time og 23 minutter!!!
Foregår rejsen fra Slangerup til Frederikssund skæres tidsforbruget væsentligt ned – nemlig til 29 minutter – der er så også kun 7 km.
Problematikken er væsentlig og vi bliver simpelthen nødt til at forbedre bustrafikken, hvis vi på nogen måde ønsker at få de unge på skole i Frederikssund.
Museumsgæster lever længere – bare de ikke bor på landet… 5/12-2009
Af Pia Adelsteen, spidskandidat til kommunalvalget og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
Grethe Olsen fra Socialistisk Folkeparti skriver i et indlæg d. 28. april om kulturlivets fortræffeligheder og henviser til en svensk undersøgelse, der har påvist, at man lever længere, hvis man går på museum eller til koncerter.
Dog glemmer hun at fortælle, at undersøgelsen også viser, at det ”kun” er byboere, der får glæde af den sundhedsmæssige effekt, idet det ingen effekt havde på folk, der bor på landet.
Derfor var min konklusion, da jeg læste om undersøgelsen, at den sundhedsmæssige effekt må komme af roen, fordybelsen og glæden ved at se og lytte. Og eftersom effekten ”kun” var der for de mennesker, der bor i byen – og vi ved ikke om størrelsen på byen er som København, Herning eller Frederikssund – viser det vel snarere, at der mangler ro og stilhed i byerne og at mennesker, der bor i byer, har en tendens til at alting skal gå hurtigt.
Om samme sundhedsmæssige effekt kan opnås ved at sidde ved Marbæk Strand og se på vandet ved jeg ikke, men hvis man ikke er interesseret i museer eller koncerter, så prøv det..