Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 16. april 2012

Fra landsbytosser til brokkerøve…

Man må lade Villy Søvndal, at han er god til at lyde som en mand med styr på tingene. Der findes simpelthen overhovedet ingen som helst uenighed i Socialistisk Folkeparti. Det lod han i talrige interviews under og efter partiets landsmøde forstå. Med andre ord har medierne i ugevis beskæftiget sig med et rent fatamorgana, og derfor er Søvndal blevet vred på dem. De skriver ikke de rigtige, ”glade” historier.

Nej, Villy Søvndal er ikke bare en ”lun fætter” med blus på piben. Forbavsende hurtigt forvandlede han det lettere støvede skolelærerparti, inklusive sig selv, til en moderne, topstyret meningsfabrik med hurtige og smarte svar. Men de luftige regeringsdrømme blev vigtigere end reel politisk indflydelse. I dag er både medlemmer og vælgere på vild flugt, mens lederen som et ekko fra Nordkorea bedyrer, at alt er i sin skønneste orden.

En avisleder sammenlignede forleden Socialistisk Folkeparti med ”Titanic” – aktuelt i anledning af 100 års dagen for det synkefri skibs forlis. På kommandobroen står kaptajn Villy Søvndal og den unge ”chef-ideolog” eller styrmand Thor Möger Pedersen, mens skuden synker. Sidstnævnte søn af en direktør siger i øvrigt, at SF ikke er et parti for direktører, topchefer og overlæger.

Hele fløjkrigen i SF lyder i øvrigt en lille smule mærkelig – måske ”spin” på højt niveau?

Det er noget med en ”højrefløj”, en ”grøn fløj” og en debat om, hvorvidt man skal være et ”arbejderparti” eller et ”folkeparti” som om de to ting skulle udelukke hinanden. Selv har jeg vanskeligt ved at identificere fløjene. Det virker som akademisk sniksnak og en kunstig konstruktion – og SF er jo også først og fremmest et parti for akademikere og halvstuderede. Det har valgforskerne slået fast.

Mon ikke virkeligheden snarere er, at der findes følgende to fløje i Socialistisk Folkeparti: ”Magtfløjen” og ”de skuffede”? Magtfløjen er kredsen omkring Villy Søvndal, Ole Sohn, Thor Möger Pedersen og de tavse ministre, der bare nyder magten og æren - og den anden fløj har de sådan set selv skabt med brudte løfter på stribe, fordi de ville have magten for enhver pris. Denne fløj personificeres af den forbigåede næstformandskandidat Meta Fuglsang, der søndag grædende forlod landsmødet i Kolding.

Mens Villy Søvndal i sin tid bakkede på sin pibe og sagde, at Hizb-ut-Tahrir kunne gå ”ad helvede til”, blev der ved hjælp af medierådgivere og fokusgrupper sat gang i en samlebåndsproduktion af det ene løfte og politiske tiltag efter det andet i takt med, at medlemmerne strømmede til butikken.

Der var noget på hylderne for enhver smag op gennem ”00”´erne. Er du bekymret for integrationen af udlændinge? Bare rolig, SF ønsker at bevare en stram udlændingepolitik. Synes du, at udlændingepolitikken er for stram? Bare rolig, SF vil afskaffe kontanthjælpsloftet og starthjælpen, som rammer indvandrere helt urimeligt. Vil du gøre mere for miljøet? Så er SF det helt rigtige valg. Er du bange for EU? Så vil SF tage dine bekymringer alvorligt.

Der var ingen ende på de taktiske manøvrer. Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti blev fremstillet som det onde selv. Der var ingen grænser for vores nedrighed. Vi havde forvandlet Danmark til en social massegrav, samtidig med at vi satte økonomien over styr med ”ufinansierede skattelettelser” – noget som den røde regering rutinemæssigt messer i én uendelighed, hver gang nogen har den frækhed at efterlyse konkrete politiske initiativer så ”kort tid” efter septembervalget.

Mon ikke de fleste husker, at SF lovede danskerne velfærd for milliarder, mens en af de alvorligste kriser siden Anden Verdenskrig fra 2008 lagde virksomhed efter virksomhed ned og fik arbejdsløshedstallene til at skyde i vejret. Der var råd til det hele – hvis bare danskerne ville love at arbejde 12 minutter mere om dagen.

Efter folketingsvalget og de opslidende dage og nætter i tårnet på Crowne Plaza vaklede SF ud som den store taber. Efterhånden som tiden er gået, står det klart, at Villy Søvndal har betalt den højeste pris – eller rettere sagt hans vælgere og de mange begejstrede medlemmer.

Fløjkrigen i Socialistisk Folkeparti handler ikke meget om politik, den er nemlig svær at få øje på, men mere specifikt om regningen for regeringsmagten. Den menige SF'er har betalt for ministerbilerne, de smarte kontorer og dronningeballerne. Villy Søvndals bukser kunne ikke holde til spagatet mellem gyldne løfter og en kriseorienteret realpolitik. Som en anden boligboble er Socialistisk Folkeparti punkteret af mødet med virkeligheden.

Jeg husker det tydeligt: I Fremskridtspartiet kaldtes de landsbytosser. I Socialistisk Folkeparti bliver de kaldt brokkerøve. Men der er en forskel; i Fremskridtspartiet – og i den første tid i Dansk Folkeparti – måtte vi kæmpe med næb og kløer for selv den mindste smule konkrete indflydelse. I SF fik Villy Søvndal magten serveret på et fad – efter årevis i hængekøjen uden det mindste forsøg på at opnå indflydelse.

Journalister har i årevis spurgt såvel Dansk Folkepartis ledelse som vores medlemmer, om ikke det ville være naturligt at komme i regering. Det er sjovt nok ikke noget, vi selv har været så optagede af. I modsætning til Socialistisk Folkeparti, der siden 2005 har været besat af regeringsdrømme. Vi ved nemlig, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at ministerbiler ikke nødvendigvis er ensbetydende med indflydelse.

Men jeg kan love én ting: Hvis Dansk Folkeparti en dag kommer i regering, vil vi gøre en bedre figur end Socialistisk Folkeparti. Simpelthen fordi vi har en politik, et program - og en sjæl.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard