Pia Kjærsgaards ugebrev

mandag den 16. juli 2012

Fra Pol Pot til Per Clausen

Skønt vi befinder os midt i agurketiden, har aviserne alligevel interessante ting at berette. I weekenden var der især to historier, som fangede mig. Umiddelbart havde de ikke meget med hinanden at gøre. Men ved nærmere eftertanke er de nært forbundne. Ikke mindst fordi de handler om forholdet til historien – og om man har villet tage ved lære af denne.

Og så handler de hver især om forførte mennesker. Om grænseløs naivitet. Om utopiske drømme og blodige ideologier. Om totalitarisme og massemord.

På Alrø i Horsens Fjord trisser en gammel mand rundt med sin rollator. Den 84-årige tidligere rigsarkivar og direktør for Nationalmuseet Olaf Olsen er bror til afdøde justitsminister og formand for Folketinget, Erling Olsen. I 1947 udarbejdede han som studentermedarbejder en fortegnelse over danske videnskabsfolk og kunstnere, som han videregav til Sovjetunionen. Det var to år efter Anden Verdenskrig.

”Jeg var naiv som bare Satan”, indrømmer Olaf Olsen i dag. I 1956 da Sovjetunionen brutalt nedslagtede det folkelige oprør i Ungarn, sagde han stop. Men noget egentligt opgør med fortiden er det aldrig blevet til. Og som formand for det videnskabelige råd på Den Store Danske Encyklopædi har Olaf Olsen muligvis medvirket til den bagatellisering af kommunismens forbrydelser, som værket fra flere sider er blevet kritiseret for.

Olaf Olsen indrømmer altså, at han var naiv, og at han ikke gjorde sig de store tanker om, hvad hans oplysninger kunne (mis)bruges til. De var så flinke på den sovjetiske ambassade i København og betalte ham to kroner i timen for hans arbejde. På tysk berettede han om, hvorvidt denne eller hin kunne betegnes som ”unfreundlich” eller ”freundlich”.

Med rette kan man kritisere Olaf Olsen for, at han har gået og skjult sandheden. Han var i anonymiseret form nævnt i bind seks i PET-Kommissionens beretning fra 2009. Hvorfor gav han sig først til kende, da journalister fra Jyllands-Posten spurgte ind til sammenhængen? Det kan ikke skyldes andet end skam.

Som attenårig kan man være et let offer. Hertil kommer, at Sovjetunionen hørte til blandt sejrherrerne i Anden Verdenskrig. En ikke ubetydelig del af den danske modstandsbevægelse var kommunister. Men med indledningen af den kolde krig blev det hurtigt klart, at truslen fra Sovjetunionen var mindst lige så konkret som i sin tid truslen fra Nazi-Tyskland – i hvert fald for de fleste.

Historien om Olaf Olsen prægede billedet på TV-2 News hele søndagen. Det kunne være mere interessant at spørge erhvervs- og vækstminister Ole Sohn om, hvorfor han først indså sin fejltagelse efter Murens fald i 1989…

En helt anden historie fik mindre opmærksomhed, men er til gengæld langt mere skræmmende…

På Christiansborg sidder den 57-årige Per Clausen, medlem af Folketinget for Enhedslisten. ”Jeg tror, at revolutionen vil komme i ét ryk, og jeg tror, den kan komme inden 20 år”, siger han til Berlingske Søndag. Han ønsker en revolution ”uden vold”, men understreger, at ”omfattende strejker, blokader og civil ulydighed” vil føre til nationalisering af store dele af den finansielle sektor, ligesom arbejdspladserne vil være ejet af de ansatte.

Håbet i Enhedslisten er, at den dybt ulykkelige situation i Grækenland og de sydeuropæiske lande vil fremprovokere en egentlig revolution. Hos Enhedslisten tror man stadig slavisk på Karl Marx' teorier og overser dermed den væsentlige pointe, at det netop er den planøkonomiske EU-model og den fælles valuta, der har trukket Sydeuropa ned i det økonomiske morads.

”Man må godt eje sin egen tandbørste”, hedder det i overskriften på Berlingske Tidendes artikel – underforstået: så må man heller ikke eje mere. Ifølge hovedbestyrelsesmedlem Katrine Toft Mikkelsen, der stadig er medlem af SAP (Socialistisk Arbejderparti) vil Enhedslisten afskaffe politiet og militæret, hvis partiet får 90 mandater.

Der vil heller ikke være nogen, der tjener på andre. Børsen bliver lukket. Virksomheder er under medarbejderkontrol. Alle skal tjene det samme i løn uanset profession eller branche. Man kunne passende tilføje: og uanset arbejdsindsats og kvalifikationer. Og hertil kommer naturligvis omfattende mediecensur.

Et sådant samfund vil være mere vanvittigt end selv det værste samfund i den tidligere østblok – ja, endda mere tosset end Nordkorea, hvor man ganske vist mere eller mindre har afskaffet penge, men hvor de sparsomme risrationer stadig udleveres efter et princip om komplet opfyldelse af arbejdsnormen.

Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis ”røde khmerer” naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.

Pol Pot havde studeret i Paris og var nået frem til, at det socialistiske idealsamfund kun lod sig skabe ved at diktere absolut lighed fra oven. Han afskaffede penge og lukkede landet hermetisk af. Han udstedte et forbud mod byer, evakuerede millionbyen Pnomh Penh og drev befolkningen ud på rismarkerne, de berygtede ”killing fields”, hvor de enten sultede ihjel eller blev myrdet.

Men Pol Pot gik endda endnu længere. Han forbød også ”familien” som et levn fra fortidens klassesamfund. Den bagvedliggende teori var, at det klasseløse samfund kun kunne realiseres gennem et radikalt brud med alle tankegange fra fortiden. I ”Demokratisk Kampuchea” var politi og militær også afskaffet i den forstand, at alt blev administreret og dikteret af Partiet.

Modsat hos Olaf Olsen og andre vildledte lever drømmen om verdensrevolutionen videre i Enhedslisten, som udgør den røde regerings parlamentariske grundlag. Endda en meget farlig og utopisk udgave af revolutionen. Spørgsmålet er, om der er mange af Enhedslistens vælgere, der deler denne utopi?

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, var for nyligt ude med en bandbulle mod sit eget parlamentariske grundlag. Han beskyldte dem blandt andet for at være ekstremister.

Men hvorfor hørte man ikke mere om det i valgkampen? Det talte hverken Socialdemokratiet, de radikale eller Socialistisk Folkeparti om i valgkampen, for man skulle jo bruge stemmerne.

Kynisk talte man Enhedslistens stemmer med uden at tage konflikten, mens det gav mening. Groft hykleri!

I dag er mange frustrerede vælgere lokket lige lukt i armene på Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen – uden at de nødvendigvis deler drømmen om den klasseløse utopi eller kender den historiske baggrund for Enhedslisten.

En utopi, som ifølge historikerne bag ”Kommunismens Sorte Bog” har kostet omkring 100 millioner mennesker livet. Der går en lige linje fra Pol Pot til Per Clausen. Målet er det samme – og målet helliger som bekendt altid midlet, når det kommer til stykket.

Med venlig hilsen