Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 30. april 2012

Forsvar for folkets skole

Jeg var meget glad for at få mulighed for at overtage undervisningen af en 3. klasse i tre dage. Det skete i udsendelsesrækken ”Velkommen til virkeligheden”, som havde premiere i sidste uge på TV-2. Det var både lærerigt og spændende. Men det var også langt hårdere, end jeg troede. Også selv om det var nogle herlige børn.

Mødet med 3.a på Holmegårdsskolen i Hvidovre har givet mig stor respekt for det arbejde, som lærerne dagligt udfører – men også anledning til en lang række spørgsmål.

Er disciplin og faglighed blevet gammeldags? Er karaktergivning en fæl ting, som giver børn unødvendige nederlag? Er faglighed blevet overflødig og sat helt i skyggen af ”det sociale”? Er ro og orden blevet en by i Rusland? Er vi ikke ved at tabe en hel generation af børn på gulvet?

Det første chok fik jeg, da jeg skulle overvære klasselærerens egen undervisning i 3.a. Børnene løb ikke alene rundt mellem hinanden, men også ud og ind af klasselokalet. Læreren kalder princippet ”vind i håret”. Det indebærer, at børnene lige kan smutte ud og trække frisk luft, hvis de keder sig – også selv om man er midt i et undervisningsforløb. Samtidig udskiftes temaerne hvert 20. minut, så børnene ikke kommer til at kede sig.

Klasselæreren var i øvrigt meget optaget af, at børnene kun måtte få ”succesoplevelser”, og at de selv blev taget med på råd i planlægningen af undervisningen. Derfor var forargelsen stor, da jeg i deres afleverede opgaver satte røde streger – og da jeg samtidig efterlyste karaktergivning.

Men hvordan skabes der sammenhæng i en sådan undervisning? Hvordan lærer børnene nogensinde at koncentrere sig? Stemmer kravet om ”succesoplevelser” overens med det virkelige liv uden for klasselokalet? Er livet ikke netop en blanding af fiaskoer og succesoplevelser, og af styrker og svagheder hos den enkelte?

Jeg anerkender, at der i nutiden stilles større krav til sociale og kreative kompetencer, end da jeg selv gik i skole. Men disse kompetencer kan ikke stå alene. Hvis ikke barnet lærer at læse, skrive og regne, kan det hverken tilegne sig eller formidle viden ordentligt. Mon ikke børnenes kedsomhed, i forhold til at beskæftige sig med et emne i mere end 20 minutter ad gangen, netop kan skyldes manglen på grundlæggende færdigheder?

At kunne læse og stave stort set fejlfrit vil jeg faktisk ikke en gang betragte som et mål, men derimod blot et middel til at tilegne sig viden. Hvis ikke det grundlæggende er på plads, og hvis ikke børnene kan læse, er der ikke noget at sige til, at alt bliver ”kedeligt”. For så bliver selv de mest enkle ting jo forbundet med uoverstigelige vanskeligheder – som eksempelvis at læse nogle enkelt formulerede tekster om Slotsholmens historie.

Klasselæreren i 3.a på Holmegårdsskolen har en opfattelse af, at børn er bedst tjent med at blive pakket ind i vat. Karakterer og røde streger er ”negative” og giver børnene en følelse af nederlag. Men de kan så sandelig også give børnene en følelse af succes, vil jeg selv lige indskyde; nemlig når de oplever glæden ved at have gjort sig umage og have forbedret sig. Så forsvinder de røde streger samtidig.

Før eller siden melder virkeligheden sig – det burde være folkeskolens opgave at forberede børnene på den virkelighed.

Klasselæreren indrømmede selv, at der går rigtig meget tid med at ”opdrage” børnene. Med andre ord en opgave, der egentlig burde være forældrenes. Opdragelsen stjæler nødvendigvis store ressourcer fra selve undervisningen. Det oplevede jeg, da jeg besøgte Hofteatret sammen med 3.a og klasselæreren. Her blev al tiden brugt på at holde styr på børnene, der havde fået ligeså meget ud af at løbe rundt på en græsplæne.

Jeg kan ikke lade være med at blive en smule bedrøvet. Børnene var simpelthen så søde, at man havde lyst til at tage dem med hjem. Men hvor var de dog usikre og famlende. Det siger sig selv, at man ikke kan give så små børn ansvar for noget som helst – og da slet ikke for egen læring. Det er udelukkende forældrenes og skolens ansvar at sørge for, at børnene lærer noget, og at rammerne for denne læring sikres.

Kan denne form for ansvarsforflygtigelse skyldes, at forældrene og den nye generation af folkeskolelærere er bange for at tage ansvar, og at de derfor overlader det til børnene? Jeg vil kalde det et kæmpemæssigt svigt. Engang var folkeskolen - ved hjælp af blandt andet disciplin - i stand til at bryde den sociale arv. Tidligere fik også arbejderbørn mulighed for at tage en videregående uddannelse.

I dag vil jeg hævde, at folkeskolen medvirker til at fastlåse børnene i deres sociale miljø. De velfungerende børn fra ressourcestærke hjem skal nok klare sig. Men hvad med børn fra marginaliserede hjem? Hvem putter viden i hovedet på dem? Hvem tager et ansvar for deres fremtid?

Folkeskolen er ”folkets skole”. Det fantastiske ved den konstruktion har været, at bankdirektørens søn kunne møde kantinemedhjælperens datter i et fællesskab omkring indlæring af kundskaber. Men i dag sender bankdirektøren - og statsministeren - børn i privatskole. Disciplinen i folkeskolen er ikke et mål, men derimod et middel til at skabe de perfekte rammer for indlæring.

Disciplin handler ikke om en lærer, der svinger en pegepind eller råber højt, men udelukkende om, at børnene lærer at respektere hinanden og deres forskelligheder. Og at de, som noget helt naturligt, lærer, at når én taler, så tier resten stille. Hvis folkeskolen skal overleve som ”folkets skole”, vil jeg fastholde, at roen og fagligheden atter skal sættes i højsædet.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard