Pia Kjærsgaards Ugebrev

- mandag den 23. november 2009

 

Fejende flot kommunalvalg for DF

 

Kommunalvalget den 17. november er fra flere sider blevet betegnet som Dansk Folkepartis kommunalpolitiske gennembrud. 8,1 procent af stemmerne er også et fejende flot resultat, som vi alle har grund til at være stolte af. Ingen tvivl om at Dansk Folkepartis landspolitiske indsats har spillet en afgørende rolle i forhold til at skabe den nødvendige tillid hos vælgerne, ligesom mange vælgere nok også har i erindring, at de så sent som i juni satte krydset ved Dansk Folkeparti ved Europaparlamentsvalget, så de også har været parate til at give Dansk Folkeparti et lokalt kryds, men mange steder har gode DF-kandidater også gjort en forskel og sikret Dansk Folkeparti meget flotte resultater.

 

I lyset af så godt og flot et resultat, er der al mulig grund til at vise ydmyghed over for vælgerne. Langt de fleste steder er det flotte resultat opnået som resultat af teamwork og generel sympati til Dansk Folkeparti. Enkeltpersoner skal ikke i sejrens stund forsøge at tage æren af et resultat, der er opnået på grund af fælles indsats.

 

Vi har massevis af succeshistorier rundt omkring i kommunerne og regionerne. Der er ingen grund til her at fremhæve nogle kommuner frem for andre, for det, der er så afgørende for Dansk Folkepartis succes er, at det vi gør, det gør vi for Dansk Folkeparti og ikke for egen vindings skyld – og det er min klare oplevelse, at det også er under den parole, at vi er gået til valg langt de fleste steder i landet: En for alle – og alle for én.

 

Det generelle billede er, at Dansk Folkeparti de steder, hvor vi har haft én repræsentant er gået frem til to repræsentanter – og de steder, hvor vi har haft mere end to repræsentanter har vi fået helt op til fem medlemmer af kommunalbestyrelsen. Der er nu kun otte kommuner i landet, hvor DF ikke er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, heraf er de fire ø-kommunerne Ærø, Læsø, Fanø og Samsø.

 

I langt de fleste kommuner har Dansk Folkeparti dannet fælles front sammen med Venstre og Konservative. Det vil også være det bedste i de fleste tilfælde, men der kan være lokale forhold, der afgør, at det i den konkrete situation kan være bedre at pege på en vellidt lokalliste-mand eller måske en socialdemokrat. Derfor har vi også set, at Dansk Folkeparti i nogle få kommuner har været med til at hjælpe en ikke-borgerlig borgmester til magten.

 

Det afgørende for Dansk Folkeparti må altid være, at når vi har indgået en skriftlig aftale, så overholdes den aftale naturligvis også.

 

I Køge blev Dansk Folkeparti tilbudt borgmesterposten mod at trække støtten til den socialdemokratiske borgmester, Marie Stærke, efter at vi havde indgået en skriftlig aftale, hvor Venstre og Konservative kom alt for sent med deres tilbud. Men vores gode folk i Køge holdt fast og sagde fra over for dette ellers generøse tilbud. Det viser igen, at Dansk Folkeparti har høj troværdighed.

 

Anderledes har det været for andre partier. Lad os f.eks. tage Socialistisk Folkeparti, der også fik en stor fremgang ved kommunalvalget, men mange steder har de nyvalgte socialister ikke rigtig vidst, hvordan de skulle håndtere deres nye opgave.

 

Tag f.eks. Region Hovedstaden hvor de borgerlige partier var enige om at pege på den unge Andreas Røpke fra SF som ny regionsformand. På trods af at en enig SF-regionsbestyrelse på forhånd havde givet mandat til, at Røpke kunne gå efter en aftale med de borgerlige, ja så lykkedes det ikke for Andreas Røpke at få flertallet blandt sine syv SF-kolleger i Region Hovedstaden til at acceptere aftalen. Resultatet er at SF vil få absolut intet ud af en ny konstitueringsaftale med den siddende formand, Vibeke Storm Rasmussen. SF har nemlig ikke noget alternativ til at indgå en aftale med Socialdemokratiet.

 

I Randers havde et andet medlem af Socialistisk Folkeparti en skriftlig aftale om, at han skulle være borgmester, indtil hans eget parti også her underkendte aftalen for i stedet at pege på den siddende socialdemokratiske borgmester. Det detroniserede SF-medlem har naturligvis valgt at melde sig ud af sit parti al den stund, at han jo ingen opbakning har i sit eget parti.

 

I Glostrup har et medlem af Socialistisk Folkeparti skiftet hest midt i vadestedet og har meldt sig ud for i stedet at pege på en Venstre-borgmester, og i Frederikshavn havde SF’erne indgået en aftale med Socialdemokratiet om at lade den siddende borgmester fortsætte, indtil SF pludselig fortrød og i stedet pegede på en Venstre-mand.

 

Midt i al begejstringen hos Socialistisk Folkeparti over at have fået en stor fremgang, er der altså efterhånden røget betydeligt mere end en centiliter malurt i bægeret.

 

Læren af dette spil er, at Socialistisk Folkeparti ikke er til at stole på. Den opvisning i brudte aftaler, som Socialistisk Folkeparti har præsteret i den forgangne uge, kan man roligt regne med også vil kendetegne partiets præstation i Folketinget, hvis det skulle gå så galt, at flertallet skiftede fra VOK til S, SF, Radikale og Enhedslisten.

 

Kontrasten til Socialistisk Folkepartis utroværdighed udgøres af Dansk Folkeparti, der intet sted er rendt fra en skriftlig aftale.

 

Efter at vore nyvalgte kommunal- og regionsrådsmedlemmer sikkert netop har holdt en velfortjent weekend, handler det igen om at trække i arbejdstøjet. Dansk Folkeparti skal kendes på ihærdighed, troværdighed og arbejdsomhed.

 

De kommende fire år skal vores nyvalgte medlemmer bevise deres værd. De skal sørge for at få maksimal indflydelse for deres stemmer, og det naturligvis uden at gå på kompromis med Dansk Folkepartis grundlæggende holdninger om for eksempel bedre ældrepleje og bedre integration.

 

Vi har store forventninger til, at vores nyvalgte medlemmer kan gøre Dansk Folkeparti stolte og gøde jorden for endnu en fremgang for Dansk Folkeparti i 2013. Men arbejdet det begynder lige nu, så det er bare om at komme i gang.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard