Pia Kjærsgaards ugebrev

- tirsdag den 25. maj 2010

 

Fagbevægelsen vil blæse på lønmodtagerne

 

Der er god grund til at tage hatten af for den danske fagbevægelse. Gennem mere end et århundrede har den været med til at forme det Danmark, vi kender og holder af i dag. Et Danmark med selvbevidste lønmodtagere og et enestående velfærdsniveau.

 

Det stærke bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, var i begyndelsen noget helt naturligt, fordi det kun var dette parti, der tilgodeså arbejdernes behov på Christiansborg. Socialdemokratiet var så at sige fagbevægelsens forlængede arm i dansk politik.

 

Men siden er meget ændret. Socialdemokratiet er ikke længere det naturlige valg for lønmodtagere, som er bekymrede for konsekvenserne af masseindvandringen, eller som er skeptiske over for EU. Socialdemokratiet kappede for mange år siden fortøjningerne til store dele af baglandet

 

I takt med at Socialdemokratiet op gennem 1990´erne satte turbo på flugten fra danskernes hverdag, udviklede medlemsbidragene til Socialdemokratiet sig til det glade vanvid. Var det ikke Poul Nyrup Rasmussen, der sprang fra sine garantier om efterlønnen, og var det ikke SR-regeringen, der stik imod almindelige danskeres interesse nægtede at sætte en bom op for masseindvandringen?

 

Efter SR-regeringens historiske nederlag i november 2001 meldte der sig – tilsyneladende - en ny nøgternhed i fagbevægelsen, for meget tydede på, at der ville gå rigtig lang tid, før Socialdemokratiet kom til magten igen. Fagbevægelsen havde reelt også kun én mulighed: At arbejde for medlemmernes interesser gennem et samarbejde med VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

 

Fagforeningerne tog debatten om partistøtten til Socialdemokratiet, og flere smækkede kassen i, mens ledende socialdemokrater var hvidglødende af raseri. Der var en bred indrømmelse af det urimelige i at tvinge medlemmer, som stemmer på for eksempel Venstre og Dansk Folkeparti, til at støtte Socialdemokratiet.

 

Ja, en overgang virkede det som om, der endelig blev fokuseret på medlemmernes ve og vel i stedet for politik. Men nu er fagbevægelsen i færd med at hælde det hele ned ad brættet. Medlemmerne kan rende og hoppe, for nu gælder det magten i Danmark.

 

Ikke alene har fagbevægelsens top sagt ja til, at lade medlemmerne arbejde 1 time mere om ugen. Den rendte også fra en aftale til 500 millioner kroner med regeringen om en særlig indsats for langtidsledige. En aftale, som LO endda selv havde skrevet teksten til. Så langt rækker altså medlemmernes tarv.

 

Men allerede forud for valget i 2007 brugte fagbevægelsen 35 millioner af medlemmernes penge til at støtte venstrefløjen, og i dag udarbejdes der atter annoncekampagner til svimlende millionsummer – og sjovt nok udføres kampagnen af bureauet Advice, som pudsigt nok har Socialdemokratiets tidligere partisekretær Jens Christiansen i sit brød.

Sådan trives kammerateriet og nepotismen helt uforstyrret lige op i medlemmernes ansigter – vel at mærke også de medlemmer, som ikke kunne drømme om at sætte deres kryds hos Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti eller ekstremisterne i Enhedslisten.

 

Foreløbig har fagbevægelsen – med undtagelse af FOA-formanden Dennis Kristensen – valgt at blæse den halve milliard kroner til de langtidsledige en lang march, fordi beskæftigelsesminister Inger Støjberg og regeringen har den forkerte farve.

 

Medlemmerne er til for fagbevægelsens skyld og ikke omvendt. Og nu har de værsgo at smække hælene sammen, børste støvet af Arbejdersangbogen og danse efter toppens pibe. De må forstå, at en indsats for de langtidsledige må ofres for det ”højere formål” at få Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen udskiftet med Helle Thorning-Schmidt og den tidligere kommunistleder Ole Sohn.

 

Og hvis medlemmerne ikke forstår det, kan det såmænd være lige meget. For toppen skal nok sørge for, at medlemmernes penge havner i de efter deres mening helt rigtige lommer.

 

I grunden må netop Ole Sohn være yderst tilfreds. Symbiosen mellem fagbevægelsen og de socialistiske partier giver mindelser om den tidligere østblok, hvor samarbejdet mellem fagbevægelsen og Partiet var dikteret fra oven.

 

Tilbage står medlemmerne med håret i postkassen. De skal gøres til ufrivillige støtter for en venstrefløjsalliance, som indtil videre kun har lovet dem ”12 minutter” mere arbejde pr dag samt et par løse formuleringer om mere velfærd og flere penge – det er vist noget med ”dynamiske effekter”. Pointen er, at ingen ved, om det virker.

 

Hvor er det ærgerligt! 

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard