Som de fleste nok har bemærket, er økonomien i en sørgelig forfatning i mange lande i eurozonen. Det viser sig bl.a. ved, at man i Danmark og Tyskland kan udstede statsobligationer, der giver lavere rente for køberen end den forventede inflation, hvorfor indehaveren reelt vil stå med færre penge i hånden, når han indløser obligationen, end da han købte den. Det er ikke noget sundhedstegn. Omvendt står det skidt til i Spanien, hvis tiårige statsobligationer nu giver over 7 procent i rente, hvilket presser den i forvejen nødlidende spanske stat helt i bund, når de skal betale deres obligationsholdere så store renter ud af et i forvejen dybt presset budget. Det er således kun, efter mange eksperters bedste vurdering, et spørgsmål om kort tid, før spanierne må bede EU om nødhjælp til at klare til dagen og vejen. Det vil i så fald betyde, at EU's redningsfond vil blive spændt til bristepunktet, og så kan de øvrige Eurolande kun bede til, at problemerne ikke snart spreder sig til Italien eller Frankrig, for så vil euroen for alvor blive spændt til bristepunktet - og derudover.

Jeg og et stort flertal i den danske befolkning er i dag uendelig taknemmelige over, at danskerne stemte nej til eurodeltagelse i år 2000. Tænk hvis vi i dag på linje med tyskerne, finnerne og hollænderne skulle garantere for statsgælden i Grækenland, Portugal, snart Spanien, Cypern og måske Italien osv. Sagen er jo den, at gælden blot stiger og stiger i de fleste lande i eurozonen, og ikke mindst i de sydeuropæiske lande, hvor landene er gået i recession, hvilket betyder, at arbejdsløsheden stiger, skatteindtægterne falder og staternes økonomi er på vej ned i noget, der mest af alt minder om en dødsspiral.

Det er vanskeligt at se, hvordan medlemslandene i eurozonen skal løse de alvorlige økonomiske problemer, de er havnet i. Sagen er den, at økonomierne i henholdsvis Syd- og Nordeuropa er så forskelligt skruet sammen, at de aldrig skulle have indgået i en fælles mønt med alle de bånd, det lægger på landenes økonomisk-politiske handlefrihed. Lige nu er økonomierne så pressede i Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Cypern osv., at det formentlig eneste, der på kort sigt kan bringe disse landes økonomier i fremdrift ville være, at de forlod euroen og devaluerede.

Desværre er euroen udelukkende en politisk konstruktion, da den ud fra de fleste økonomiske parametre skader de deltagende landes økonomier voldsomt, måske med den tyske økonomi som en lykkelig undtagelse. Derfor fortsætter eurokrisen nu på tredje år, og desværre uden nogen realistisk udsigt til en fornuftig løsning i sigte. De sydeuropæiske økonomier er over en bred kam ude af stand til at balancere deres budgetter og samtidig afdrage på deres gæld. Det betyder, at så længe de forbliver i euroen, vil de være bundet til massive nedskæringer i den offentlige sektor og et langt sejt træk, der presser lønningerne nedad, så landenes konkurrenceevne på langt sigt kan blive genoprettet.

Problemet er blot, at tyskerne næppe reelt sammen med Finland, Østrig, Holland og en række andre og eventuel fremtidige nordeuropæiske medlemmer af euroen vil betale for gildet i takt med, at de sydeuropæiske økonomier får brug for stadig mere massive milliardoverførsler. Derfor bliver krisen bare værre og værre, senest i Spanien, hvor arbejdsløsheden er på ca. 25 procent og ungdomsarbejdsløsheden på hele 50 procent!

Borgerne i Sydeuropa er allerede nu ved at have fået mere end nok, hvorfor eksempelvis det næststørste parti i Grækenland, der er et søsterparti til Enhedslisten, mens Pasok, der bedst kan sammenlignes med Socialdemokraterne i Danmark, nu kun er under halvt så store som det nævnte venstreorienterede parti, Syriza. Med andre ord vil vælgerne i Sydeuropa ty til stadig mere ekstreme løsninger, hvis og såfremt de evindelige besparelser bare fortsætter, mens økonomierne skrumper og arbejdsløsheden eksploderer.

Euroen er helt og aldeles fejlkonstrueret, og det er svært, om ikke umuligt, at forestille sig, at den tragiske situation kan fortsætte meget længere, hvor fattigdommen eksploderer i syd, mens tyskerne ser magtesløse til og kun kan foreslå smalhals og finanspolitiske stramninger til sydeuropæerne.

Jeg er ikke som sådan ude på at placere skyld hos tyskerne og de andre nordeuropæere for at være for effektive eller sydeuropæerne for at være for ineffektive og økonomisk uansvarlige.

Svaret på miseren er at give de europæiske nationer deres nationale valutaer tilbage, så de svage økonomier kan devaluere og starte på en frisk. Det vil selvsagt skabe problemer på kort sigt, hvor nogle af landene vil opleve mangelsituationer, hvilket nogen må sørge for at udglatte via diverse akutstøtte-foranstaltninger, så borgerne i Sydeuropa hjælpes ud af krisen på en anstændig måde.

Euroens dage er i mine øjne talte, hvorfor det er bedst for alle parter at demontere den hurtigst muligt og derved mindske tabene. Den europæiske ideologi må vige for sund fornuft, og det jo før desto bedre.

Mvh.