Dansk Folkepartis ugebrev

v./ udenrigsordfører Søren Espersen

mandag den 23. juli 2012

Euroen - årsagen til Sydeuropas kollaps

Forleden læste jeg i avisen, at hvis Danmark var gået med i Euroen, ville vi danskere allerede i dag have hæftet for svimlende 338 milliarder kroner.

338.000.000.000 kroner..!

Det svarer til:

- 15 års forsvarsudgifter...

- eller 16 Storebæltsbroer..,

- eller 3 Kattegatsforbindelser..,

- eller 1½ gang Danmarks samlede udbetalte sociale ydelser...

Og hver og én af disse 338.000.000.000 gode, danske kroner ville vi skulle sende ned til Den Europæiske Centralbank i Frankfurt am Main, hvor folkeviddet vil vide, at man har gravet et stort, sort hul, hvor alle pengesedlerne så kan losses ned.

Jamen, kæreste venner; det er jo fuldstændig vildt....!

Jo, vi bør alle dagligt sende varme taksigelser til det danske folk, som for 12 år siden modigt og modent gik til stemmeurnerne og sagde nej til Euroen. Hvad kunne vi dog ikke have risikeret, hvis vi havde bøjet sig for alle truslerne fra Nyrup og Jelved og Fogh og Bendtsen - om, hvad der ville ske af ulykker, hvis Danmark sagde nej.

Men andre EU-lande gik altså med. Og man vidste, at det var en chancesejlads, for sagen er jo den, at flere lande ikke kan have en fælles valuta - med mindre landene også har en fælles styring.

Jeg var til en konference i 1998, hvor internationale økonomer og politikere var til stede - herunder EU-kommissionens formand, Jacques Santer. Jeg husker endnu mødet som underligt og surrealistisk, om et eksperimenterende projekt, som der ud fra økonomiske betragtninger ikke var nogen grund til at iværksætte, men som var blevet til som følge af en drøm.

Og ingen forsøgte at foregøgle andet. Den ene ekspert efter den anden erkendte, at Euroens stabilitetspagt var et problem, idet der kunne mangle tilstrækkelig vilje til fasthed - og at der ingen sanktionsmuligheder var.

På et tidspunkt blev Jacques Santer vist noget irriteret over alle forbeholdene, idet han skar igennem og sagde, at "vel kunne man da fremkomme med alle mulige forbehold, men at det afgørende er, at medlemslandene helhjertet må og skal støtte projektet…", idet han tilføjede, at den fælles mønt "ikke er et mål i sig selv, men midlet til at nå målet: Den Europæiske Union. Euroen er limen, som skal holde EU sammen."

Alle vidste altså dengang i 1998, at konstruktionen var syg, og at virkeligheden på et tidspunkt ville overhale drømmerierne. Men alligevel fremturede man.

En stats økonomiske kollaps er en meget sjælden foreteelse. I nyere tid kan jeg faktisk kun komme i tanke om tre: Argentina, Mexico og Albanien

Når vi med det i baghovedet nu oplever, at Grækenland reelt er kollapset, at yderligere tre Eurolande trues af kollaps - og at disse lande for kun godt en halv snes år siden tilsluttede sig Euroen, er det da logisk at spørge: Er det mon Euroens indførelse, der var selve årsagen til Sydeuropas kollaps?

"Men", indvendes det, " var det da ikke finanskrisen i 2008, som startede det hele - det kan Euroen da ikke lastes for"...

Jo, for Euroens kollaps var på det tidspunkt allerede reelt sat i gang. Den løsslupne stemning forårsaget af den stadigt stigende, men åbenlyst kunstige vækst, overdøvede alle alarmklokker.

Finanskrisen kan derfor kun lastes for at været den årsag, som blotlagde den elendige forfatning, Euroen da allerede befandt sig i. Man havde jo nemlig indført en valuta, som eksisterede på tyske præmisser og med den solide ansvarlighed, som kendetegner Tyskland - men som jo er fundamentalt anderledes i Sydeuropa.

Finanskrisen betød, at sygdommen brød ud i lys lue, og gav de kollaps-symtomer, som Grækenland, Italien, Portugal og Spanien lider af. Men bemærk, at andre sydeuropæiske lande, som altså også blev hårdt ramt af Finanskrisen, men som står udenfor Euroen, ikke umiddelbart er ved at kollapse.

Langt svagere europæiske økonomier som den ungarske, den rumænske, den kroatiske, den serbiske eller den bulgarske blev lige så hårdt ramt af krisen, men står hver for sig i den fordelagtige situation, at de har valutaer, som reelt afspejler landenes økonomiske formåen, og de kan prise sig lykkelige over at være sluppet for Euroens lammende favntag.

Der er stadig enkelte eksperter, som ihærdigt forsøger at forklare, at Euro-landene i Sydeuropa da skal prise sig lykkelige over, at de var med i Euroen, da Finanskrisen slog ind over deres kyster.

Men med den påstand vender de tingene på hovedet, for virkeligheden er jo, at Euroen for disse lande betød at krisen blev mangedoblet.

Euroen medførte nemlig, at de stod med en valuta, som tyskerne har sikret D-Mark-styrke, og som derfor gjorde det umuligt for dem at eksportere sig ud af krisen. Og samtidig stod med en valuta, som betød, at turisterne begyndte at holde sig væk. De søgte nu i stedet solen, vinen og maden i andre lande, hvor de kunne komme langt længere med den lokale valuta, købt for deres medbragte, hårde Euro.

For som det skete overalt, dengang man indførte Euroen, så steg priserne på de daglige varer dramatisk - en stor belastning for landenes borgere. Det skete faktisk også selv i Tyskland, hvor den nye valuta fik øge-navnet Teuro...

Men mens tyskernes økonomiske muskler er så store og stærke, at de relativt hurtigt kom sig over penge-bytningen, således at valutaen hurtigt kom til at afspejle den reelle økonomiske kunnen, så gik det anderledes i middelhavslandene. Her var udfordringerne langt større, for her skulle relativt svage økonomier tilpasses en stærk valuta, som landene altså ikke kunne røre ved kursen på.

Så hvor drachmer, pesos eller pesetas tidligere smidigt kunne tilpasses de enkelte landes reelle styrke og behov, så kunne dette ikke længere lade sig gøre.

Middelhavslandene er jo vidunderlige turistlande, hvor man med de gamle valutaer kunne få rigtigt meget for pengene, hvis man kom med D-mark eller Francs, men for tyske og franske turister, som nu kom med deres Euro, blev det nu efterhånden lige så dyrt at feriere i Grækenland, Portugal og Spanien, som det var at holde ferie hjemme.

Og så valgte man i stigende grad selvfølgelig i stedet at rejse til Tyrkiet, til Kroatien, til Marokko, til Tunesien - ja helt væk til Thailand, hvor det stadig er noget ved at veksle til den lokale valuta.

Euroen afslørede sig med Finanskrisen som det, den er: Et møllehjul om Sydeuropas hals. Og havde det ikke været for tyskernes offervilje, havde det for længst været slut med Grækenland - og nu står kæmpe-økonomien Spanien og vakler. Det hele ramler i disse måneder, og hvor længe mon Tyskland gider betale?

Jo, nu smuldrer Euroen for vore øjne, og dermed EU.

Det hverken beklager eller begræder jeg.