Dansk Folkepartis ugebrev

Eurodrømmen der endte som et mareridt

Mens danskerne i weekenden kunne nyde efterårssolen, så det anderledes dystert ud i Bruxelles, hvor EU-landenes 27 regeringschefer havde sat hinanden stævne i håbet om at nå frem til en bindende aftale om hjælp til Grækenland og en løsning på gældskrisen. Hvor mange møder, der er blevet holdt, har vist de fleste opgivet at holde styr på. I den forgangne uge var der møder stort set hver eneste dag, og mødemaratonet ender foreløbig først på onsdag.

Når milliarderne skal tælles sammen, er der brug for den helt store regnemaskine. Den seneste hjælpepakke til Grækenland var på svimlende 440 milliarder euro, og Grækenlands gæld nærmer sig et beløb på 2.700 milliarder kroner. Imens holder Europa og hele verden vejret. Når EU med Frankrig og Tyskland som den centrale akse til enighed om en hjælpepakke til Grækenland og en fornuftig beskyttelse af de banker, som har udsigt til at tabe milliarder ved en gældssanering af den græske økonomi?

Og hvordan etableres der en strammere styring af euromedlemslandenes budgetter, således at en lignende situation ikke gentager sig i fremtiden? Det kræver i hvert fald en ændring af traktaten. Mange økonomer siger, at det er for lidt, og at det er for sent. Alt står og falder med de europæiske regeringschefers vilje til at handle. Ideen og drømmen om EU står og falder med euroens overlevelse. Det handler ikke alene om verdensøkonomien, men om EU´s prestige som fremtidens store projekt.

At den væsentligste forudsætning for skabelsen af en bæredygtig fælles valuta er en nogenlunde ensartethed i de deltagende lande, burde være logik for burhøns. En fælles valuta fordrer derudover en jernhård disciplin, som adskillige eurolande ikke har været i besiddelse af. Gang på gang er reglerne for budgetunderskud blevet overtrådt. Euroen blev etableret alt for hurtigt, og for mange lande kom med. Grækenland blev lukket ind i eurozonen på falske forudsætninger. Landet afleverede pyntede budgetter, og det straffes nu.

Da Grækenland i 2001 indførte euroen, fik landet pludselig en helt urealistisk kreditværdighed, som man på ingen måde kunne leve op til. Dermed ophørte de ellers gængse økonomiske love med at virke. Hvis Grækenland havde beholdt sin gamle valuta, drachmen, ville kursen have afspejlet omfanget af den internationale tillid til den græske økonomi, og i en situation som den nuværende, ville kursen være dalet drastisk, hvilket havde gjort det muligt for grækerne at skabe vækst ved at de græske varer blev billigere på verdensmarkedet.

Euroen har den stik modsatte virkning. I stedet for at muliggøre vækst har den med renter på over 100 procent på korte obligationer låst den græske økonomi fast i en spændetrøje. Ingen kan låne penge. Intet kan sættes i gang. Alt er fastfrosset. Grækenland kan på ingen måde arbejde gælden af. Derfor er der kun to løsninger: Enten kunne Grækenland – i teorien – træde ud af eurosamarbejdet og genindføre drachmen. Eller også må landets kreditorer – de europæiske banker – frivilligt give afkald på en del af deres fordringer i Grækenland.

I begge tilfælde står bankerne til at tabe milliarder, og navnlig tyske og franske banker vil lide store tab. Eurolandene har valgt den sidste løsning, fordi euroens overlevelse har højeste prioritet. Dermed skal der nu forhandles om, hvordan bankerne bliver polstret mod tab – den såkaldte rekapitaliseringsplan. At en stor del af regningen ender med at havne hos skatteborgerne, er så indlysende, at det slet ikke er noget tema. Bankerne slår sig allerede i tøjret, og hvad sker der, hvis andre gældsplagede eurolande følger samme vej som Grækenland? Irlands gæld udgør en større del af landets BNP end den græske, og både Portugal og Spanien er plaget af recession og en historisk høj arbejdsløshed ligesom Italien nu også står for skud, hvilket behager regeringschefen Silvio Berlusconi mindre godt.

I dag kan vi tørt konstatere, at EU gabte over for meget, da euroen blev introduceret. Man undlod ganske enkelt at skabe de nødvendige rammer og den nødvendige budgetdisciplin. Nu kommer man halsende i 11. time og forsøger at skabe det fundament for euroen, som burde have været en selvfølge fra begyndelsen, men som man af frygt for vælgerne ikke turde etablere, fordi tabet af suverænitet i det enkelte medlemsland havde været for stort.

I Danmark kan vi prise os lykkelige over, at vi har vores forbehold. Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt i øvrigt mente noget med, at hun vil være hele Danmarks statsminister, - som om hun sagde i åbningstalen, burde hun kæmpe FOR vores forbehold i stedet for at ligge på lur for at afskaffe dem.

Hun burde være overmåde tilfreds med, at danskerne i sin tid sagde ja til kronen og nej til euroen, og dermed ikke står i første række, når de økonomisk ansvarlige lande skal til kassen og betale regningen for de uansvarlige landes skalten og valten med milliarderne. Men det betyder ikke, at vi ikke i ligeså høj grad bliver påvirket af krisen, for det gør hele verdensøkonomien. Derfor er der god grund til at se nærmere på den tidligere britiske udenrigsminister David Owens forslag om, at de ti EU-lande uden for eurosamarbejdet rykker sammen i et tættere samarbejde. Som den græske premierminister George Papandreou udtalte, så er det ikke kun Grækenlands krise, men hele Europas. I mellemtiden kan euro-landene så overveje om en bedre løsning for dem trods alt ikke ville være at droppe det store prestige-projekt og lade de økonomisk stærke lande gå sammen. Det ville styrke euroen men naturligvis have den omkostning, at eksempelvis tyskernes varer blev dyrere, hvad måske trods alt er årsagen til, at man ikke vælger den løsning.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup