Pia Kjærsgaards Ugebrev
- mandag den 14. december 2009
Et studie i hykleri
Danmark modsætter sig tibetansk selvstændighed og vil fremover nøje overveje Kinas reaktion, før vi igen byder Tibets åndelige leder Dalai Lama inden for. Det er ordlyden i den erklæring, som onsdag aften blev vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn og derefter overrakt til kineserne.
Kina vandt – og Danmark tabte.
Stemningen var ellers helt anderledes, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bød tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, inden for på Marienborg – godt nok som privatperson og ikke i sin egenskab af statsminister, men den flotte gestus over for Dalai Lama vakte alligevel berettiget opmærksomhed i udlandet, hvor Kina, der i vanlig højrøstet stil gjorde klart, at man så langt fra var tilfredse med statsministerens møde.
Det var Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt nu heller ikke. Hun mente, at statsministeren forsøgte at camouflere et officielt besøg som privat og opfordrede statsministeren til at melde klart ud og modtage Dalai Lama helt officielt. Det kunne undre, at Socialdemokratiets formand for så hårdt frem, når man ihukommer den pinagtige farce, som udspandt sig, da hendes forgænger Poul Nyrup Rasmussen i sin tid modtog Dalai Lama sammen med Socialdemokratiets næstformand Lene Jensen i Københavns Lufthavn til et kort møde – og dermed med al den ønskelig tydelighed, som kineserne kunne forlange, viste, at Dalai Lama sandelig ikke var kommet til Danmark med Nyrups gode vilje.
Så sent som på Socialistisk Folkepartis landsmøde i april sidste år var udenrigsministeren fra den tibetanske eksilregering, Kesang Y. Takla inviteret.
Da det ikke kostede noget for Socialistisk Folkeparti, var partiets leder, også i forreste linje med støtte og opbakning til tibetanerne: Villy Søvndal betegnede Dalai Lama som ”et af verdens virkelige moralske forbilleder” og opfordrede til Ritzaus Bureau den 5. april 2007 til at den danske regering øgede presset på Kina for at få fremtvunget et selvstyrende Tibet – ”tibetanerne har også ret til at leve i fred bag egne grænser, og terrortruslen mod Dalai Lama viser, at behovet er voksende, fordi eksilet bliver stadig farligere, sagde Søvndal på et tidspunkt, hvor Lamaen var udsat for terrortrusler fra Lashkar-E-Taiba, der senere afslørede sine muskler i forbindelse med angrebet på den indiske by Mumbai.
Allerede i 2003 klandrede Villy Søvndal daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for ikke at lægge pres nok på Kina i Tibet-sagen, og forklarede, at statsministerens position var ”helt i overensstemmelse med den generelle nedtoning af alt, der drejer sig om menneskerettigheder og krænkelser af demokratiet for at stille stormagterne tilfreds”.
Hykleri hele vejen igennem vidste det sig på onsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fuldtonet støttede regeringens maveplasker for det kinesiske diktatur.
Hvor Socialistisk Folkeparti for to år siden inviterede den tibetanske eksil-regerings udenrigsminister til deres landsmøde og dermed tonede rent flag over for det kinesiske styre, så bakker man halvandet år efter op om en erklæring, hvor Danmark aktivt modsætter sig tibetansk selvstændighed.
Årsagen er ikke svær at finde: Ministerbiler!
Forræderiet over for Tibet var en del af de mange priser, som Socialistisk Folkeparti er villige til at betale for, at Villy Søvndal kan blive udenrigsminister og den tidligere kommunist-boss, Ole Sohn, finansminister i en eventuel rød regering.
Den eneste, der ikke synes at have opdaget det, eller i det mindste forsøger at foregøgle vælgerne, at der stadig er nogle få principielle synspunkter på hylderne hos Socialistisk Folkeparti, er Holger K. Nielsen, der i Politiken den 13. december 2009 dog erkender, at ”det er klart, at vi gør meget for at blive en del af regeringen efter næste valg” og at ”selvfølgelig forsøger vi at blive et ansvarligt parti og alle ved, at vi satser meget klart på at komme i regering”. Det skal tibetanerne så undgælde for – og det parti, der ved landsmødet for halvandet år siden bød den tibetanske eksil-regerings udenrigsminister inden for, vil nu end ikke love at tage imod Dalai Lama, hvis han igen skulle komme til Danmark: ”Det afhænger af mange forskellige ting”, siger Holger K. Nielsen forespurgt om en S-SF-regering vil tage imod Lamaen, hvis han igen skulle komme til Danmark.
Tænk, det startede med, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti skosede statsministeren for ikke at modtage Dalai Lama officielt – og nu er det endt med, at Socialistisk Folkeparti end ikke vil love at tage imod Lamaen, hvis han skulle komme til Danmark igen den dag partiet – Gud forbyde det - måtte være kommet i regering.
Det er der kun et ord for: Hykleri, Hyklere alle til hobe.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard