Christiansborg 2009
 
 
 
28. Et dynamisk arbejdsmarked
 
 
Et samfunds velstand er afhængig af den samlede arbejdsindsats fra hele befolkningen. Danmarks nationalprodukt er højt, fordi en stor del af både mænd og kvinder er beskæftiget på arbejdsmarkedet, og fordi arbejdet altovervejende er organiseret på en hensigtsmæssig måde.
 
Der er i dag flere mennesker i arbejde i Danmark end på noget tidligere tidspunkt i historien. Alligevel er ca. en fjerdedel af de erhvervsdygtige årgange uden arbejde. En del af disse er studerende, og nogle er for handicappede til at være på arbejdsmarkedet, men det må konstateres, at samfundet har en stor arbejdskraftreserve, som ved en lavere tilgang til de produktive aldersklasser ikke kan undværes i arbejdslivet. En målrettet arbejdsmarkedspolitik skal sikre, at flere mennesker kommer i arbejde og deltager aktivt i samfundslivet. Vi skal uddanne folk til arbejde, ikke til ledighed, men det er umuligt at øge beskæftigelsen, hvis ikke den enkelte borger oplever, at der er forskel på den disponible løn og offentlig overførselsindkomst.

Dansk Folkeparti så gerne målrettede skattelettelser for de lavtlønnede, når det økonomiske råderum er til stede, netop i erkendelse af, at der er brug for at kunne mærke forskel på at være i arbejde og på en overførselsindkomst. Det er derfor et langsigtet mål at øge jobfradraget således, at problemet med at mange tusinde mennesker ikke mærker den store forskel på at arbejde og være på overførselsindkomst formindskes. Det må dog aldrig gå ud over den sociale sikring af mennesker, der uden skyld rammes af midlertidig eller permanent ophør i beskæftigelsen.

Brug for alle – mangel på arbejdskraft

Efter, at Danmark har gennemgået en periode på over tredive år, hvor vi har vænnet os til, at der var høj arbejdsløshed, er situationen i dag og angiveligt i en rum tid fremover den modsatte. I dag er der mangel på arbejdskraft, og alligevel er der mange borgere, der ikke er i arbejde. Samtidig sker der en tilbagetrækning fra de store efterkrigstids årgange i disse år, mens de nye årgange, er noget mindre. Der har samtidig været en tendens til, at de, der har haft sværest ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, er blevet ladt i stikken på passiv forsørgelse. Det er en praksis, der skal gøres op med.

Det er vigtigt at anskue alle mennesker som en ressource, der alle har noget at bidrage med, og som der er brug for. Derfor er det også nødvendigt at sætte ressourcer af til at hjælpe de danskere, der måtte have problemer med at bestride et ordinært job i kortere eller længere perioder. Det skal også være muligt, som vi ser det med fleks-job, at skabe mulighed, for at mennesker - der kan og vil fortsætte på arbejdsmarkedet, men på nedsat tid pga. eksempelvis nedslidning - også får den mulighed. Dansk Folkeparti ønsker at bevare efterlønnen, således at personer, der er nedslidte, også har mulighed for at forlade arbejdsmarkedet efter et langt arbejdsliv. Dansk Folkeparti er garanten for, at alle får en chance, og at syge og handicappede naturligvis garanteres offentlig hjælp.

Den nye situation med mangel på arbejdskraft gør, at der skal endnu mere opmærksomhed på sammenhængen mellem rettigheder og pligter. Det er afgørende for velfærdssamfundet fremtid, at alle, der kan yde til fællesskabet, også står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der har i de senere år været adskillige eksempler på, at gode stillinger ikke har kunnet besættes med dansk arbejdskraft, og selv det danske postvæsen har måttet rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det er uacceptabelt, at der findes en større gruppe registrerede ledige og kontanthjælpsmodtagere, der ikke står reelt til rådighed for arbejdsmarkedet. I denne gruppe er indvandrere fra tredjeverdens lande stærkt overrepræsenteret, og det er uholdbart, at der skal importeres udenlandsk arbejdskraft for at forsørge indvandrere, der ikke ønsker at bidrage til fællesskabet.

De ikke-vestlige indvandrere i Danmark er stærkt underrepræsenterede på det danske arbejdsmarked. Samtidig hermed får de gennemsnitligt flere børn, der generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet end danskerne, og de forsøger i vid udstrækning at hente ægtefæller fra hjemlandet, der også har svært ved at få et job i Danmark.

Dansk Folkeparti har gjort en stor indsats for at sætte en stopper for en indvandring, der på sigt vil gøre det umuligt at opretholde velfærdsstaten. Det er alligevel helt uacceptabelt, at så relativt få ikke-vestlige indvandrere gør en indsats for at få lært sproget og taget en uddannelse, der gør dem i stand til at tage vare på sig selv og bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkeparti vil fastholde fokus på denne gruppes deltagelse i arbejdslivet også med henblik på om, de, der modtager ydelser, reelt befinder sig i Danmark og står til rådighed for arbejdsmarkedet. Med kommunalreformen og stramningerne i rådighedsreglerne er det hensigten, at kommunerne skal øge fokus på denne gruppe for at forhindre tilstrømningen til passiv forsørgelse og for at få de, der kan arbejde, i gang.

Mange velfærdsydelser administreres kommunalt, hvilket også er tilfældet for kontrollen med kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. Derfor er det afgørende, at kommunerne fokuserer på gruppen af ikke-vestlige indvandrere med henblik på at gøre dem selvforsørgende. Alternativet er, at der skal spares på velfærdsstatens kerneområder som børnepasning og ældreomsorgen, hvilket slet ikke burde være en mulighed så længe titusinder af indvandrere og efterkommere burde kunne bidrage til velfærdssamfundets opretholdelse.

Bevarelsen af den danske velfærdsstat er afhængig af, at alle grupper i det danske samfund yder til fællesskabet. Det er således ikke muligt at undtage eksempelvis indvandrerkvinder fra pligten til at arbejde af religiøse eller kulturelle årsager. Desuden viser al erfaring, at den bedste vej til integration i det danske samfund går via arbejdsmarkedet og omvendt, at de indvandrere, der aldrig tager del i et arbejdsliv, ofte føler sig udstødte og fremmedgjorte.

Jobcentre

Fra 2007 blev der skabt jobcentre i alle de nye kommuner i Danmark som et led i kommunalreformen. Disse jobcentre har en vigtig funktion i forbindelse med velfærdsstatens opretholdelse og løbende forbedring. Jobcentrene skal have høj politisk bevågenhed og bør i samarbejde med både arbejdsmarkedets parter og private udbydere af jobformidling kunne øge beskæftigelsen kraftigt. Enhver sten bør vendes i forsøget på at få alle med. Selvom der foregår en internationalisering og teknologisk udvikling er der stadig brug for alle, også danskere, der ikke nødvendigvis har en lang uddannelse. I de kommende år skal de nye jobcentre i samarbejde med sagsbehandlerne derfor både sørge for, at de nye på arbejdsmarkedet ikke bliver tabt på gulvet, og at de, der i lang tid gik og troede, at det var umuligt at få et job, får en ny chance.

De, der reelt ikke kan arbejde, skal naturligvis tilbydes pension. Men det er af afgørende vigtighed for velfærdsstatens udvikling, at kommunerne via de kommunale jobcentre for alvor begynder at tage jobskabelsen seriøst og sørge for at alle kommer med. Det kan på sigt blive nødvendigt helt at fjerne denne instans fra kommunerne, hvis ikke indsatsen forbedres væsentligt. Integrationen af indvandrer fra den tredje verden har hidtil været meget ringe, men de desværre forholdsvis få kommuner, der har gjort en ekstra indsats, har været omkring 50 procent bedre end de dårligste kommuner, hvilket beviser, at opgaven bestemt ikke er umulig. Heller ikke alle a-kasser har været lige gode til at holde deres medlemmer til ilden i en tid med brug for alle. A-kasserne skal også træde i karakter og bevise, at de kan hjælpe deres medlemmer tilbage på arbejdsmarkedet, når disse rammes af arbejdsløshed.

Hurtigt i arbejde

Kulturskiftet i håndteringen af ledige er naturligvis en udfordring for alle de, der beskæftiger sig professionelt med området. Det bør dog være glædeligt, at der nu er mulighed for at hjælpe aktivt med et job. Fokus må derfor være på en hurtig visitering af de ledige med henblik på at skåne de, der har reelle problemer, og fokusere på dem der måske ikke er så motiverede.

Det vil i fremtiden ikke i samme omfang som før være muligt at afslå et job, når man som eneste problem har ledighed. Det er naturligvis i alles interesse, at der er mulighed for beskæftigelse indenfor det område, man er uddannet, og at man får mulighed for at søge efter interesse. Denne mulighed bør dog ikke forhindre den ledige i at søge job udenfor sin kommune eller inden for andre fagområder, hvis der er høj arbejdsløshed indenfor et givent fagområde eller geografisk område.

Dilemmaet er åbenlyst. Hvis de ledige ikke tager de henviste job, selvom de er fuldt arbejdsdygtige, så er der nogle andre grupper, der risikerer en dårligere offentlig service, end de ellers ville kunne få. Der er eksempelvis mangel på arbejdskraft i nogle geografiske områder indenfor ældreplejen, eller indenfor andre sektorer. Vi har alle et ansvar for, at flest muligt står til rådighed i en situation, hvor der er udsigt til mangel på arbejdskraft i mange år fremover.

Dansk Folkeparti accepterer en vis indvandring af arbejdskraft fra udlandet, men der er stadig mange job, der kun kan bestrides på dansk og af mennesker, der er uddannet i Danmark. Derfor er vi nødt til at sørge for, at flere ledige kommer med, især blandt de ikke-vestlige indvandrere, der måtte udvise vilje til at lade sig integrere og lære det danske sprog, hvis det er manglende sprogkundskaber, der er årsagen til problemerne med at få arbejde.

Efteruddannelse

I en tid, hvor den teknologiske udvikling går stærkt og fag skifter indhold og karakter over ganske få år, er det bydende nødvendigt, at det danske samfund giver mulighed for efteruddannelse. Det skal være et stående tilbud for alle danskere, at de inden for en given årrække har mulighed for at komme på skolebænken. Det skal skrues sammen på en fleksibel måde, således at hverken arbejdsgiverne eller de ansatte føler det som en hæmsko. Det er op til arbejdsmarkedets parter at hjælpe til med at udforme indholdet i en efteruddannelsesstrategi og samtidig Folketingets opgave at sørge for, at det fornødne regelværk er på plads. Ydermere er det vigtigt at sørge for, at de, der er uden for arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid, også bedst muligt holdes i gang via løbende uddannelse og opkvalificering.

Det danske vidensamfund udgør basis for, at velfærdsstaten overlever udfordringen fra de faldende ungdomsårgange og internationaliseringen. Derfor er efteruddannelsesudfordringen en opgave, som kun kan løftes i samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, staten og kommunerne.

Hjælp til de nedslidte

Dansk Folkeparti har insisteret på at opretholde efterlønsordningen og forbedre forholdene for førtidspensionisterne i erkendelse af, at der findes mennesker, som er blevet slidt ned efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Det vil fortsat være en hovedprioritet at sørge for, at de mennesker, der har arbejdet hårdt og slidt sig ned for at opretholde velfærdsstaten, kan være sikre på ikke at blive ladt i stikken. Prisen for denne nødvendige hjælp til de, der har slidt, er et øget krav om solidaritet fra de, der godt kan arbejde, men som har lidt svært ved at komme i gang. Der bliver brug for alle hænder i fremtiden. Det er ydermere vigtigt at sørge for fleksible ordninger til seniorer og andre grupper, der gerne vil yde til fællesskabet og beholde glæden ved at gå på arbejde, men som pga. nedslidning ikke kan arbejde fuld tid længere. Der skal værnes om det grå guld.

Fagbevægelsens nye rolle

Dansk Folkeparti anerkender fagbevægelsens indsats for at skabe et velorganiseret og stabilt arbejdsmarked. Også i fremtiden bør arbejdsmarkedets forhold i videst muligt omfang afgøres ved forhandling og indgåelse af overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter frem for ved politiske diktater fra Folketing eller EU. Det kan dog i visse tilfælde være nødvendigt, at det offentlige afsætter puljer til f.eks. efteruddannelse af lavt betalte offentlige ansatte – især indenfor social- og sundhedssektoren.

Dansk Folkeparti er absolut tilhænger af retten til at organisere sig, men er modstander af monopoler i form af eksklusivaftaler. Vi mener, at det er den enkelte arbejdstagers frie ret at afgøre, hvem der bedst varetager vedkommendes interesser.

Den centralisering af magten, der er sket i hovedorganisationerne, sammenholdt med den snævre tilknytning til Socialdemokraterne, har bevirket, at afstanden mellem fagbevægelsens ledere og den enkelte lønmodtagers interesser er til at få øje på. Der er derfor i dag blandt fagbevægelsens menige medlemmer en udbredt og stor skepsis over for fagbevægelsens rolle og eksistensberettigelse. Der er dog sket fremskridt gennem de senere år, hvilket har gjort, at fagbevægelsen har sluppet grebet til socialdemokraterne, selvom de ikke for alvor har kappet navlestrengen, hvilket godt kan undre i en tid, hvor socialdemokraterne for længst har opgivet rollen som arbejderparti.

Fagforeningerne skal ikke kun sørge for bedre løn og arbejdsvilkår. De skal også opretholde en dialog med medlemmerne om alle sider af fagligheden og arbejdslivet, herunder bl.a. videreuddannelse og kompetenceudvikling, arbejdsmiljø, medansvar, tiden efter arbejdslivet, etiske værdier mv.

Dansk Folkeparti finder, at det er nødvendigt for fagbevægelsen at omdefinere sin rolle i nutidens Danmark, hvis den vil undgå at miste dialogen med arbejdspladserne og engagementet fra sine medlemmer. Når fagbevægelsen eksempelvis blander sig i den danske flygtningedebat, bevæger den sig langt væk fra sit faglige mandat.

Fagbevægelsen bør acceptere, at kun en mindre del af den fagligt organiserede arbejdskraft i dag tilslutter sig Socialdemokraterne. Langt de fleste af fagbevægelsens medlemmer vælger i dag enten andre politiske partier eller ønsker at se fagbevægelsen frigjort fra partipolitiske bindinger. Fagbevægelsens ensidige fastholden ved Socialdemokraterne udelukker mange egnede og kompetente kræfter fra at gå ind i fagligt arbejde, herunder som tillidsrepræsentanter.

Dansk Folkeparti opfordrer fagbevægelsen til at acceptere, at alle politiske opfattelser er repræsenteret på arbejdspladserne og på lige fod bør inddrages i fagligt arbejde. En fuldstændig adskillelse fra de partipolitiske traditioner vil være en stor styrkelse for fagbevægelsen og give den en ny dynamik. Den gamle højre-venstreskala er for længst blevet forældet, og der er ikke længere et enkelt parti, der kan tage patent på at repræsentere fagbevægelsen frem for andre partier.

Dansk Folkeparti vil arbejde for, at de faglige organisationer forholder sig partipolitisk neutrale og alene yder økonomiske bidrag til politiske partier, hvis medlemmerne udtrykkeligt træffer beslutning herom.

Arbejdsmiljø

Dansk Folkeparti vil arbejde for et højt niveau at sikkerhed på arbejdspladsen og for et fysisk og psykisk sundt arbejdsmiljø. I nogle erhverv er ensformigt og fysisk nedslidende arbejde stadig almindeligt. Dansk Folkeparti vil arbejde for, at der ved lovgivningen fastlægges normer for fysisk belastning. Ved hjælp af moderne teknologi og inddragelse af de ansatte i organiseringen af de fysiske arbejdsprocesser skal slid- og belastningssygdomme forebygges. Målet er et fysisk og psykisk tilfredsstillende arbejdsmiljø for alle dele af arbejdsstyrken. Ligeledes er det et krav i et velfungerende samfund, at arbejdsliv og familieliv skal kunne forenes. Hvor målet ikke kan nås direkte, skal der kompenseres over arbejdstid og løn.

Import af arbejdskraft

Dansk Folkeparti finder det problematisk at importere højt uddannet arbejdskraft fra fattigere lande, som har hårdt brug for højtuddannede i deres udviklingsproces, men som ikke lønmæssigt kan konkurrere med os. En sådan arbejdskraftimport er uetisk, fordi den modvirker hele den udjævning af velstandsforskellene i verden, som Dansk Folkeparti anser som en forudsætning for at skabe en fredeligere verden.

Skulle indvandring være en gevinst for det danske velfærdssamfund og for Danmark generelt og ikke blot, som hidtil, lægge et yderligere pres på de offentlige udgifter, kræver det altså, at indvandrerne har en adfærd og opfylder samme krav som danskerne. Med de erfaringer, som det danske samfund har høstet i de sidste ca. 35 år med hensyn til indvandring, burde det på nuværende tidspunkt være åbenlyst for alle, at indvandring af mere ufaglært arbejdskraft ikke løser, men forøger, det samlede forsørgelses- og finansieringsproblem i fremtidens velfærdssamfund.

Velfærdskommissionen har vurderet, at velfærdstabet ved at de ikke-vestlige indvandrere i Danmark ligger den danske stat til last, kan opgøres til ca. 45 milliarder kr. i 2006. Til sammenligning koster efterlønsordningen ca. det halve. Det er derfor enorme velfærdstab, den danske stat lider, ved at importere mennesker, der enten ikke kan eller vil bidrage til fællesskabet. Siden Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, har vi arbejdet for en strammere udlændingepolitik. Siden systemskiftet i 2001 er det lykkedes os at begrænse skaderne fra socialdemokraterne og de radikales mangeårige underminering af velfærdsstaten via en dybt uhensigtsmæssig indvandrings- og flygtningepolitik. Det har medført, at indvandringen i dag i langt højere grad er målrettet arbejdsmarkedet end passiv forsørgelse, som det var tidligere. Skulle Danmark vende tilbage til tidligere tiders indvandringspolitik, vil det hele givet betyde, at velfærdsstaten skal indskrænkes betydeligt. Det danske arbejdsmarked vil i mange år mangle kvalificeret arbejdskraft.

Vi bør derfor undgå indvandring af personer, der ikke kan eller vil bidrage til fællesskabet, og som derfor skal plejes af andre individer i det danske samfund, der ellers kunne producere velfærd til dem, der har bidraget til fællesskabet. Samtidig vil Dansk Folkeparti arbejde for en kontrolleret indvandring af eksperter og andre bidragsydere, som der muligvis er brug for, men som stadig ikke skal kunne vandre ind og ud frit, uden at bidrage til fællesskabet. Danmark skal stadig ikke være et indvandringsland, som vi kender det fra USA eller Sverige, men derimod et land, hvor indvandringen skal kontrolleres, således at samfundets sammenhængskraft, kultur og historie bevares.

 Tilbage
 Print