Christiansborg 2010
 
 
 
14. Energipolitik

Dansk Folkeparti er tilfreds med, at der er kommet mere fokus på energipolitikken på den politiske dagsorden. Det er vigtigt for Danmark, at vi i tide tager de rigtige beslutninger på området. Helt overordnet set er det vigtigt at sikre, at Danmark på langt sigt fortsat kan råde over den nødvendige energi til vores husstande og virksomheder til en rimelig pris. Dette sker bedst ved, at alle relevante myndigheder, virksomheder og forbrugerorganisationer indgår i et tæt samarbejde om dette mål. Det indebærer blandt andet, at vi finder og forsker i flere alternative energiformer, samt i energibesparelser.

De olie- og gasforekomster, som Danmark råder over i dag, inkl. på Grønland og Færøerne, varer ikke evigt. Grønland og Færøerne er en del af Rigsfællesskabet, og indtægterne fra de forekomster, der muligvis findes her, skal deles og også komme Danmark til gode.

Det er samtidig vigtigt, at vi bliver ved med at finde alternative energiformer. Dansk Folkeparti mener, at vi skal støtte enhver vigtig forskning og udvikling i nye alternative energiformer til olie, kul og gas som f.eks. energi fra brint, biogas, bioetanol, udnyttelse af spildevand osv.

Effektiv udnyttelse af energien

Dansk Folkeparti støtter den Energispareaftale, som blev underskrevet i 2006. Her forpligter en væsentlig del af den danske energisektor sig til konkrete besparelsesmål. Derudover bør vi fortsat satse på forskning i andre nye energibesparende tiltag som f.eks. lavenergihuse. Samtidig kan vi være glade for, at Danmark er et af de mest energieffektive lande. Det betyder, at vi i de seneste år har haft en god økonomisk vækst, mens energiforbruget samlet set kun er steget meget lidt.

Dansk Folkeparti er tilhænger af den øgede liberalisering på energiområdet, men finder det utilfredsstillende, at den energipolitiske detailstyring har skabt urimeligt høje energipriser. Hensigten med liberaliseringen er blandt andet, at forbrugerne skal sikres de lavest mulige energipriser. Dansk Folkeparti er derfor også meget opmærksom på, at DONG Energy, som i 2006 blev dannet som resultat af en sammenlægning af en række danske energiselskaber, på sigt lever op til hensigten om at sikre de lavest mulige energipriser.

Dansk Folkeparti mener, at alle former for energi skal betragtes som varer på lige fod med andre varer og, at enhver energiform skal bære sine egne omkostninger, herunder også omkostninger til den miljøbeskyttelse, som produktionen kræver.

De konkurrenceforvridende tilskudsregler og præferencer, der er pålagt fra politisk hold, skal fjernes, og der skal skabes en reel konkurrence på hele energiområdet. Elreformen har medført, at tilskud til såkaldt miljøvenlig energiproduktion betales uden sikkerhed for, om udgifterne er anvendt med de mindst mulige miljømæssige skadesvirkninger.

Dansk Folkeparti er tilhænger af nyudvikling og renovering af større vindmøller, da det kan give en mere effektiv produktion. Når man vælger placeringen er det dog vigtigt, at man tager hensyn til de lokale beboere og landskabet. Derfor er vi tilhængere af afprøvningspladser og vindmølleparker til havs. Skal kæmpevindmøllerne opstilles på land må det ske på behørig afstand fra beboelse. Det er vigtigt, at Danmark fortsætter med at opstille vindmøller og udvikle vindteknologien og derved beholder førertrøjen på dette område. Derfor må der arbejdes på at opføre vindmølleparker på steder, hvor det ikke generer naboer og naturen, ligesom borgere, der oplever, at store vindmøller placeres tæt på deres ejendom, skal have erstatning for den tabte værdi, som dette måtte medføre.

El fra kæmpe vindmøller på land medfører periodevis en meget stor og dyr overproduktion af elektricitet, som må sælges til udlandet til meget lave markedspriser. Dansk Folkeparti er modstander af de milliardstore pristilskud til vindmøller, som alle forbrugere skal betale over elregningen.

Danmarks forpligtelser i henhold til internationale aftaler med hensyn til CO2-udslip m.v. skal overholdes på en måde, så virksomhedernes konkurrenceevne over for udlandet ikke sættes over styr. Importeret el, produceret ved vandkraft samt andre former for CO2-fri elproduktion skal fritages for CO2-afgift.

Olie- og gasforekomster indebærer store indtægter for statskassen, blandt andet i form af stigende afgifter på den danske Nordsøproduktion. Dansk Folkeparti finder det uacceptabelt, hvis pensionister og andre befolkningsgrupper med små indtægter får stærkt stigende varme- og elregninger på grund af eventuelle pris- og afgiftsstigninger. Disse befolkningsgrupper skal derfor som minimum have kompensation for de pågældende prisstigninger.

Vedvarende energi er målet – forskning er midlet

Dansk Folkeparti har som mål at gøre Danmark selvforsynende med vedvarende grøn energi. Det skyldes, at de fossile brændstoffer forurener den luft vi indånder, og endvidere er under mistanke for at påvirke klimaet i negativ retning. Samtidig har det vist sig flere gange op gennem historien, at afhængigheden af den mellemøstlige olie er decideret politisk skadelig og desuden medvirkende til at holde diverse diktatorer ved magten i Mellemøsten, samtidig med, at de nødvendige reformer i mange olieproducerende lande udskydes. Olien er blevet et våben, der i de forkerte folks hænder kan skabe megen uro; Irans præstestyre er et eksempel på dette. Derfor er der adskillige tungtvejende grunde til, at Dansk Folkeparti vil arbejde for, at Danmark bliver selvforsynende med vedvarende grøn energi.

Desværre findes der endnu ikke nogen energikilde, der med sikkerhed kan løse verdens problemer i forhold til at sikre en stabil energiforsyning, der er til at betale og som forurener minimalt.

Derfor er vi dybt afhængige af den teknologiske udvikling. Det er nærmest umuligt at forudsige, hvilken eller hvilke energiformer, der bliver de dominerende i fremtiden. Dansk Folkeparti vil som udgangspunkt tage en åben diskussion af hvilke energiformer, der bør satses på.

Brint, solenergi, vindenergi bølgeenergi og fusionsenergi er eksempler på energiformer, hvor der kan være behov for teknologiske fremskridt og som alle besidder et vist potentiale for fremtiden. Alternativer til de fossile brændstoffer, der både er knappe, forurenende og relativt dyre, vil være velkomne.

Den bedst mulige metode til at udvikle grøn og vedvarende energi uden at give sig i kast med at spå om en uforudsigelig fremtid, er via støtte til grundforskning indenfor denne vedvarende energiform.

Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at de betydelige forskningsmidler, der sættes til side i disse år bl.a. i form af de såkaldte globaliseringsmidler, blandt andet bruges til forskning i vedvarende grøn energi.

Danmark er som bekendt ikke verdens største land, men vi kan trods alt gøre en forskel, når vi virkelig sætter os for det. Det er i den sammenhæng vigtigt, at politisk uafhængige forskningsråd uddeler støtten til de projekter, der rent fagligt vurderes at have ballast nok til at kunne give resultater.

Dansk Folkeparti ser forskning i nye og forbedrede energiformer som den mest optimale metode til at gøre os fri af afhængigheden af fossile brændstoffer. Det er at foretrække frem for brandskatning, der blot gør alle fattigere og derfor mindsker ressourcer, som borgerne, samfundet og virksomhederne kan sætte af til forskning og udvikling af nye energiformer.

Lavt energiforbrug – et fælles mål

Dansk Folkeparti ønsker at fortsætte den energibesparende linie med konkrete mål for nedsættelse af energiforbruget. Der bør være et bredt samfundsmæssigt fokus på at energiforbruget holdes på et så lavt niveau som muligt. Det vil være til alles fordel, eftersom at både forbrugere og skatteydere vil have glæde af, at private sparer på energiregningen, og at de offentlige kontorer bliver energieffektive. Samtidig er der også store beløb at hente ude i virksomhederne, der vil kunne øge deres overskud og forbedre deres konkurrenceevne.

Dansk Folkeparti ønsker derfor præcise mål for fremtidigt byggeri i forhold til energiforbruget. Det er oplagt, at offentligt byggeri udformes med henblik på at have et så lavt energiforbrug som muligt.

De vigtigste hensyn, der skal tages, er i forhold til energi- og ressourceforbruget, hvor isolering, brug af solenergi, vandbesparende tiltag, lysindfald, installation af el-artikler osv. er vigtige at indtænke for at gøre fremtidens byggeri energieffektivt. Samtidig er det muligt at gøre den nuværende boligmasse mere energieffektiv i forbindelse med de løbende renoveringer. Der bør udvikles standarder, der sikrer, at den givne bygningstype opføres efter optimale energimæssige standarder i forhold til at mindske energiforbruget. Samtidig skal det være obligatorisk med optimal isolering af nybyggeri, og ved relevant renovering af ældre byggeri. Det skal ske efter grundigt forarbejde med henblik på, at forbedringerne i boligmassen bliver omkostningsneutral for boligejerne.

Det bør sættes som mål, at nye bygninger i fremtiden så vidt muligt er energineutrale. Det mål skal nås ved hjælp af forskning og udvikling af integreret de energiformer i nybyggeriet, eksempelvis via solenergi. Det bør efterstræbes at opføre energineutrale bygninger fra et givent tidspunkt i fremtiden efter standarder, der skal tilpasses den givne bygningskonstruktion. Det ville være et væsentligt bidrag til at reducere forureningen effektivt og mindske den problematiske afhængighed af de fossile brændstoffer.

Teknologiske fremskridt og digitalisering af vores hverdag udgør et stort potentiale i forhold til energibesparelser. Digital energiovervågning vil sørge for et minimalt energiforbrug. Et eksempel er slukket lys og standby energiforbrug, som kan minimeres både i private hjem og på arbejdspladser. Det vil derfor være relevant at forske og investere i denne udvikling.

Teknologisk innovation – fokus på lavenergi apparater

Digitalisering af hverdagen vil have perspektiver i forhold til trafikplanlægning således, at alle bilister ikke bevæger sig ud på vejene samtidig.

Der kunne ydermere passende investeres i at gøre det mere attraktivt at udvikle energibesparende produkter. Fladskærms TV er yderst populære, men også meget energiforbrugende. Det ville være oplagt at etablere et tæt samarbejde mellem energisektoren, af el-apparater producenter og andre interessenter om at skabe lavenergiprodukter. Forskning i lavenergiteknologi bør prioriteres højt.

Transportsektoren

Dansk Folkeparti ønsker en mere energibevidst beskatning af transport. Der er stort energibesparelsespotentiale ved omlægning af vægtafgiften, således at den bliver lavest for biler, der bruger mindst energi. I takt med, at der udvikles biler, der er uafhængige af fossile brændstoffer, men drives på vedvarende energi, bør afgifterne mindskes kraftigt for disse for at tilskynde bilisterne til at benytte mindre forurenende biler.

Der bør udarbejdes en national handlingsplan for den fremtidige trafikudvikling, hvori der tages hensyn til forventningen i trafikudviklingen, og hvor man indtænker miljøhensyn som et centralt element.

Sammenhæng mellem udgifter og forbrug – hensyn til de svageste

Skattestoppet har betydet, at der ikke er blevet indført nye grønne afgifter, der altid rammer de svageste meget hårdt. Det er naturligvis vigtigt, at alle er med til at bidrage til et lavere og grønnere energiforbrug, men ændringerne skal foregå på en social bæredygtig måde. Derfor er det vigtigt, at nye initiativer, der måtte være udgiftstunge på kort sigt, bliver indført gradvist og solidarisk. Som følge deraf er det fornuftigt via lovgivningen at sætte nye standarder for eksempelvis nybyggeri, som er energieffektivt, og gradvist forbedre ældre byggerier i takt med planlagte renoveringer.

De energipolitiske satsninger skal også være økonomisk rentable. Det er ikke ligegyldigt, hvilke alternative energiformer, der investeres i og hvilke krav, som stilles til investeringerne.

Det er derfor helt i overensstemmelse med Dansk Folkepartis vision for Danmark at gøre os selvforsynende med vedvarende, ikke-forurenende energi. Men det er samtidig vigtigt at erkende, at det offentlige kan bidrage med investeringer i forskning og udvikling, men at det i sidste ende er op til den fri konkurrence mellem de forskellige spændende energiformer at afgøre, hvilken eller hvilke der bliver de mest effektive og økonomisk rentable.

Dansk Folkeparti ønsker at stille vedvarende teknologier lige og det sker bedst ved at give støtte direkte til grundforskning og til konkrete udviklingsprojekter, frem for til produktionsstøtte.

International retfærdighed i forhold til besparelseskravene

Dansk Folkeparti kan ikke acceptere, at internationale aftaler tillader massive CO2 udslip fra nyindustrialiserede lande som Kina, Indien og Rusland, mens Danmark og andre vestlige lande skal betale for denne forurening via lavere vækst. Det er af afgørende betydning, at alle lande stilles lige i forsøget på at nedbringe forureningen fra de fossile brændstoffer ellers bliver udfaldet blot, at forurening stiger i øst, mens velstanden falder i vest. Det kan ikke være i nogens interesse.

 Tilbage
 Print