Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 20. februar 2012

EU-begejstringen binder os på hænder og fødder

Ingen kan være i tvivl om, at den røde regering er begejstret for EU. For statsminister Helle Thorning-Schmidt virkede det en tid som om, at det danske EU-formandskab kunne aflede en del af den negative presse – men efterhånden har regeringens ideologiske og tåbeligt uansvarlige kamp mod alt fra bilpendlere i hovedstaden til traditionelle industrivirksomheder med et par skorstene stjålet hele mediebilledet. Ingen interesserer sig synderligt for EU.

Jeg medgiver, at betalingsringen er et af regeringens allerstørste problemer her og nu – sagen har udviklet sig til det rene mareridt, nu hvor det står klart for alle og enhver, at projektet kun går ud på at redde udenrigsminister Villy Søvndals politiske liv. Med andre ord skal almindelige lønmodtagere betale en høj pris for at sikre, at i det mindste ét af Socialistisk Folkepartis løfter før valget bliver til virkelighed.

Men desværre skygger debatten om betalingsringen og regeringens øvrige afgifts- og skatteorgie for en ting, der på længere sigt vil blive langt mere skæbnesvanger for Danmark: Nemlig den kendsgerning, at regeringen og et flertal med et pennestrøg vil tilslutte os EU-finanspagten og dermed vil binde sig selv på hænder og fødder. Og vel at mærke uden at spørge befolkningen, om den virkelig er indforstået med, at dansk finanspolitik fremover skal dikteres af ikke-folkevalgte EU-Kommissærer.

Hvad der sker, når man sætter kommissærer til at bestemme, føler grækerne på deres egen krop. I Athen sidder en af EU udpeget marionetregering, som har fået til opgave at spare den sidste smule liv ud af den desperate græske befolkning. Man spinker og sparer. Man vedtager den ene reform efter den anden, mens grækerne synker længere og længere ned i bundløs fattigdom. De veluddannede forlader deres fædreland i hobetal, mens fattige mødre i nogle tilfælde er tvunget til at overlade deres børn til velgørende institutioner, fordi de ikke længere selv har råd til at brødføde dem.

Men EU forbliver ubønhørlig og stiller ustandseligt nye krav. I stedet for at erkende, at netop den fælles valuta, euroen, blokerer alle Grækenlands muligheder for at arbejde sig ud af krisen og skabe vækst – og værre er i gang med at smadre alle landets fremtidsmuligheder – sidder EUROkraterne med skyklapper på og lader som ingenting. Fordi de ved, at hele deres politiske utopi står og falder med euroens overlevelse.

Den danske regering deler den vanvittige utopi. Så meget, at den mener, at det er i danskernes interesse at knytte os endnu tættere til den fælles fallitvaluta. Finanspagtens absurditet understreges af, at kun seks EU-lande lever op til dens krav. Danmark er allerede dømt ude på forhånd på grund af vores tab af markedsandele på de internationale eksportmarkeder samt danskernes høje gæld.

Intet tyder på, at tabet af markedsandele bliver mindre med regeringens nuværende destruktive erhvervspolitik – ej heller at danskernes gældsproblemer bliver mindre, når arbejdsløsheden stiger og boligpriserne styrtdykker. En dansk deltagelse i finanspagten virker derfor umiddelbart som det rene økonomiske og politiske selvmord

Jeg havde selv lejlighed til at besøge EU-Parlamentet i Strasbourg under sidste uges samling. Her oplevede jeg for alvor kløften mellem de EU-begejstrede parlamentsmedlemmer og gruppen af skeptikere og modstandere, som Dansk Folkeparti tilhører i EFD-Gruppen (Europæisk Frihed og Demokrati).

Formanden for EFD-Gruppen, englænderen Nigel Farage, henvendte sig i plenarsalen direkte til formanden for Det Europæiske Råd ”præsident” Herman Van Rompuy og kommissionsformand Barroso med en appel om, at EU løslader Grækenland fra euroen. I modsat fald havde Nigel Farage den største forståelse for, at grækerne ikke har andre muligheder for at give udtryk for deres frustration end at demonstrere i gaderne.

Det er ufatteligt, at Danmark vil springe ombord på denne dødssejler. Danskerne har adskillige gange sagt nej til euroen, og hvis finanspagten var kommet til folkeafstemning – sådan som den rettelig bør, fordi den medfører en klokkeklar afgivelse af suverænitet – så er jeg overbevist om, at den danske befolkning endnu en gang ville sige nej. I hvert fald, når det går op for dem, at det vil være Van Rompuy og Barroso - og ikke Folketinget – der afgør den danske finanslov.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard