Indlæg bragt i JP den 28. januar 2010
Det er beskæmmende, at Drude Dahlerup i sit indlæg i JP 23/ 1 ikke vil tage ligestillingskampen for muslimske kvinder op. Som alle de andre sande ligestillingsforkæmpere mener hun åbenbart, at det er vigtigere, at danske kvinder får serveret en bestyrelsespost via lovgivning, og at det at kæmpe for, at muslimske kvinder slipper for tvangsægteskab, burkaer og frit får lov at vælge livsstil og ægtefælle, er et udtryk for islamofobi.
I mine øjne er det et udtryk for, at disse sande ligestillingsforkæmpere kun ønsker at kæmpe for en særstilling til kvinder, der ikke har villet prioritere.
Man kan altså ikke både blæse og have mel i munden på samme tid.
Kvinder i Danmark har samme muligheder som mænd. Vi kan skabe den karriere, vi vil. Vi kan blive en del af magteliten på lige fod med mændene.
Mange kvinder prioriterer blot anderledes og ønsker ikke at gøre, som mændene har gjort.
Det betyder jo ikke, at der ikke er ligestilling. Det betyder blot, at kvinder ønsker et andet liv end mænd. Og vi lever jo i et frit land.