Kristian Thulesen Dahls ugebrev

Mandag den 1. oktober 2012

Det handler om beskæftigelse

I sidste udgave af dette ugebrev skrev jeg, at jeg vil i erhvervspraktik. Og hold da op, hvor har interessen for denne praktik været overvældende. Jeg har fået et væld af tilbud lige fra medievirksomheder, detailbutikker til produktionsvirksomheder. Nu skal det endelige praktiksted vælges! Følg det på min nyoprettede Facebook-profil, som du kan finde ved at trykke hereller ved at gå ind på:

http://www.facebook.com/#!/pages/Kristian-Thulesen-Dahl/531761723507375?fref=ts

Åbningstale

I morgen holder statsminister Helle Thorning-Schmidt sin åbningstale i Folketinget. Det er en slags status over situationen efter et år med SRSF-regeringen. Nu har jeg af gode grunde ikke set talen, men jeg frygter, at den bliver en forlængelse af alt det, vi hidtil har hørt fra statsministeren. Mon ikke ordene ”kickstart” og ”vækst” indgår i talen – som de så ofte har gjort det, når Thorning har talt. Og det vil så være en fortsættelse af statsministerens ønsketænkning, for det er jo ret åbenbart, at den såkaldte ”kickstart” er kikset, mens økonomer over en meget bred kam ikke giver meget for regeringens optimistiske prognoser i forhold til en kommende vækst i økonomien.

Omvendt kunne Helle Thorning-Schmidt overraske positivt ved at tale om den massive østeuropæiske arbejdskraft. Statsministeren bør nemlig interessere sig for østarbejderne. De bør være en central del af debatten. En af de største udfordringer, som vi står over for lige nu, er jo arbejdsløsheden. I skrivende stund står over 160.000 danskere og mangler et job. Og antallet af ledige siden regeringen kom til har været stigende. Dette har regeringens såkaldte kickstart ikke ændret på. Samtidig er der lige nu cirka 60.000 østeuropæiske arbejdere, der registreret arbejder her i Danmark. Og oven i dette tal, kommer dem, der så opholder sig og arbejder illegalt her i Danmark.

Det siger sig selv, at hvis statsministeren og regeringen ville forholde sig til problemet med antallet af østarbejdere – ja - så ville det for alvor batte i forhold til dansk økonomi. Både for den enkelte ledige dansker, der jo vil få lettere ved at få et arbejde, men også for samfundsøkonomien: En ledig der i dag måske får understøttelse eller anden hjælp bliver til en skattebetalende bidragsyder!

Og når beskæftigelsen får et løft, vil det øge forbruget og skabe endnu flere jobs. Der er med andre ord tale om en positiv spiral, som ville kunne bringe Danmark fremgang igen!

Så Helle Thorning Schmidt. Regeringens opgave ligger lige for: Se på de lempelige danske fortolkninger for reglerne for udenlandske chaufførers transport af gods i Danmark. Kræv justeringer i vores aftaler med EU. Sørg for at de 91 jobcentre blive langt, langt bedre til at skaffe danskerne de ledige jobs, så de ikke går til eksempelvis østeuropæere.

DF er klar

Dansk Folkeparti stiller sig gerne til rådighed med en hjælpende hånd til statsministeren i denne sag. Når det drejer sig om ændringer, vil det formentligt kræve løsninger, som EU ikke vil klappe i

hænderne over, men det kan vi godt leve med i DF. Men regeringens hovedinteresse bør altså være danskernes behov – også hvis det betyder en smule rynken på næsen fra Bruxelles.

Helle Thorning-Schmidt og resten af regeringen skylder alle danskere at tage sig sammen og tage ansvar for det, som betyder rigtig meget for mange helt almindelige danskere lige nu: Beskæftigelsen.

40 år med EU

I denne uge er det 40 år siden, at Danmark trådte ind i EF. Denne forløjede forestilling hvor danskerne imod deres vilje er blevet trukket længere og længere ind i en politisk union. Flere får gudskelov øjnene op for det helt uholdbare i projektet – senest på det konservative landsråd. Modstanden bliver forsøgt holdt nede, men på et tidspunkt vil det ikke kunne lade sig gøre længere.

Og tænk hvis vi i Danmark havde en statsminister, der delte danskernes skepsis. Der var parat til at tale Bruxelles imod, når det var nødvendigt af hensyn til danske interesser. Når det eks gjaldt danske arbejdspladser. En statsminister der var dansker i hjertet og dernæst europæer. Ikke først europæer i hjertet... Nej – en sådan statsminister holder ikke åbningstale i morgen i Folketinget.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl
 
 
 
 
 Tilbage
 Print