Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 26. marts 2012

Den farlige leg med retsfølelsen

DRs Realityshow med fanger, der skal lære at lave mad hos den kendte kok, Claus Meyer, er det seneste skud på stammen i medieverdenens nyfigne og perverterede interesse for kriminelle. Det har længe været sådan, at kriminelle blev gjort til en slags kendisser. Så kan borgerskabet nemlig sidde og gyse lidt ved kaffebordet.

Morderen Jønke skriver biografier, bader sig i rampelys og optræder for skoleklasser. Massemorderen Peter Lundins kærlighedsliv fremstilles som føljeton i boulevardpressen – hvem er han mon sammen med i denne uge? Kriminelle og svindlere i alle afskygninger optræder i bedste sendetid.

Men nu er kameraerne som noget nyt rykket indenfor murene i udsendelsen ”Restaurant bag tremmer”. Her skal de hårdkogte kriminelle lære at svinge en grydeske i stedet for et baseballbat. Og eftersom kokken Claus Meyer også laver mad i Snapstinget, Folketingets restaurant, undrer det mig, at han ikke for længst er rykket ind i Folketinget med et par drabsmænd og voldtægtsforbrydere. Det ville ligesom sætte prikken over i'et.

Det absurde teater blev for alvor udstillet, da voldsofret Marlene Duus med rette forargedes over, at den mand, som pryglede hende til ukendelighed og smed hende ud fra 3. sal blot to år efter havde fået plads som kokkeelev i Meyers køkken.

Det gav anledning til en væsentlig debat og straf og rehabilitering. Men den debat er druknet i det rene pjat, efter at realityshowet er gået i gang.

”Jamen, er det da ikke mest hensigtsmæssigt, at den kriminelle så hurtigt som muligt bliver bragt på ret køl og kommer tilbage til samfundet som en produktiv borger”, spøger mange. Jo, bestemt. Men dermed ignoreres et måske primitivt, men helt afgørende aspekt, hos os mennesker: Straf. Det skal koste dyrt at prygle sine medmennesker til lirekassemænd. Det skal koste at ødelægge andres liv.

Marlene Duus fik en livstidsdom, da hendes ekskæreste smadrede hendes ansigt og smed hende ud fra 3.sal. Selv fik han seks års fængsel, men var ude efter to. I dag sidder Marlene Duus invalideret på krop og sjæl, og får drysset salt i såret, når hun ser, hvordan livet flasker sig på bedste vis for hendes bøddel.

”Jamen, der er jo ikke stor sandsynlighed for, at han gentager sin kriminalitet, og handler det ikke i virkeligheden om, at han skal have et job, så han ikke ryger tilbage i kriminalitet”, lyder det igen fra mange. Jo, men det har intet med virkeligheden at gøre.

For mig at se handler det mere om, at Marlene Duus og andre ofre kan leve i forvisningen om, at deres gerningsmænd er blevet straffet behørigt. Men så kan jeg pludselig høre naive sige, at det ikke hjælper ofrene. Jo, naturligvis hjælper det ofrene. Nogle kalder det hævn eller gengældelse – men naturligvis hjælper det.

Marlene Duus har selv i indlæg gjort opmærksom på, at ofre og gerningsmænd ikke kan adskilles fra hinanden, når en forbrydelse skal sones. I visse lande med ”øje for øje”-justits tages dette så bogstaveligt, at en forbrydelse kun kan sones ved at en gerningsmand udsættes for præcis det samme som ofret. Det er naturligvis ikke det, Marlene Duus eller nogen af os andre ønsker.

Venstrefløjen slår sig stort op på, at den foregående regering og Dansk Folkeparti intet gjorde for at hjælpe ofrene for forbrydelser. Det er naturligvis det rene vås. Det er blevet langt mere udbredt at lade ofret konfrontere sin gerningsmand, og alt tyder på, at det har en god effekt.

Og så blev der indført hårdere straffe, hvilket i sig selv er en stor håndsrækning til ofrene, der i det første lange stykke tid efter en forbrydelse ikke risikerer at møde deres gerningsmand på gaden. For mange ofre er netop dette det væsentligste. At de kan føle sig sikre. At en gerningsmand ikke kan grine dem op i deres åbne ansigt.

Men det mest afgørende er, at vi som samfund straffer mennesker for at ødelægge andres liv eller bemægtige sig deres ejendom. Det skal koste. Straffe har den fantastiske virkning, at de i længere eller kortede tid holder den kriminelle bag lås og slå, således at vedkommende ikke kan begå ny kriminalitet. Hertil kommer, at straffe har en præventiv virkning på potentielle forbrydere.

Det har fungeret i masser af år – i modsætning til udsigten til at blive stjerne i et realityshow.

Straffen er den regning, som den kriminelle betaler – ikke alene til ofret, men også til fællesskabet. Først når denne regning er betalt, kan den kriminelle rehabiliteres. Alt andet er en farlig leg med retsfølelsen.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard