Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 15. august

Den desperate jagt efter milliarderne

”Den, der lever skjult, lever godt”. Det synes at have været Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals valgsprog gennem hele sommerferien. Mindst mulig opmærksomhed i medierne, giver bedst mulig medvind i meningsmålingerne, har spindoktorerne sikkert sagt. Folk gider ikke høre om politik i deres sommerferie – og de politikere, der stikke næsen for langt frem, risikerer måske ligefrem at blive upopulære.

Først da en undersøgelse foretaget af Finansministeriet pegede på, at en S-SF-regering vil øge statens gældsætning med 320 milliarder kroner inden 2020, vågnede de alle op til dåd – ikke mindst Henrik Sass Larsen og Ole Sohn sprang op som en trold af en æske. Det var det rene løgn og latin fra en desperat regerings side, fik danskerne at vide.

Men det med tal har nu aldrig været Socialistisk Folkepartis stærke side. Hvad betyder et par plejehjemsbesøg fra eller til? Hvad betyder nogle milliarder kroner ekstra? Hvad betyder et par tusinde ansatte i den offentlige sektor mere eller mindre? Nej, i Socialistisk Folkeparti fyger det gennem luften med milliarder, millioner og tusinder i et tempo, hvor selv erfarne journalister ikke kan følge med. Men heldigvis lykkes manipulationerne ikke altid.

I deres desperate jagt på at fremstille den økonomiske plan ”fair løsning” i et gunstigt skær, har Socialistisk Folkeparti engageret sig i den sure opgave, det er at vende hver eneste sten i den offentlige sektor for ikke at skræmme boligejerne og helt almindelige skatteydere mere end nødvendigt. Milliarderne skal findes – koste hvad det vil.

I den forbindelse har Socialistisk Folkeparti kastet sig over kommunerne. Her kan meget fedt skæres væk. Der er alt for mange overflødige ansatte, der render rundt og feder den på skatteydernes bekostning. Villy Søvndal mente således at vide, at der i kommunerne siden sidste folketingsvalg er blevet ansat 7.500 ekstra i administrative stillinger, men det blev tilbagevist af Kommunernes Landsforening (KL), der kunne oplyse, at det reelle tal er 5396, og at dette tal også inkluderer HK´ere, ansatte i fleksjob og handicappede. Ifølge Danmarks Jurist- og Økonom Forbund har fagforbundet mindre end 6.000 kommunalt ansatte

Men hvad betyder et par tusinde fra eller til, synes SFs logik at være. Og hvad betyder de berømte ”tolv minutter”, som danskerne skulle arbejde ekstra? Det betyder ikke mere, end at det er blevet fjerne fra Socialistisk Folkepartis regeringsgrundlag. Herregud, det er jo bare et ligegyldigt tal. Det er tanken, der tæller.

Men er det ligegyldigt, om man har orden i omgangen med tal og statistikker? Er det ligegyldigt, om man kan fremvise en holdbar finansiering af sine valgløfter. Fremrykning af offentlige investeringer lyder bestemt som en besnærende tanke – men hvad nu, hvis det er boligejerne, som kommer til at betale prisen, fordi renten enten stiger som følge af en uansvarlig økonomisk politik, eller fordi en eventuel S-SF- regering vælger at lade boligejerne dække de gabende milliardhuller i ”Fair løsning”?

Det er noget af en præstation at kunne afholde et helt sommergruppemøde og stadig efterlade centrale elementer af sin politik indhyldet i et mystisk røgslør. Vi hørte ikke et ord om partiets udlændingepolitik, om EU eller hvilke visioner, Socialistisk Folkeparti har for Danmark. Et par milliarder blev tryllet frem af posen hist og her – kommunalt ansatte og millionærskat, men stadig mangler danskerne en forklaring på, hvordan SF vil finansiere fremtidens velfærd, uden at det kommer til at gå ud over helt almindelige danskere.

Sandheden er, at Socialistisk Folkeparti træder vande og holder danskerne hen med snak. Selv partiets plan om at lade efterlønnen være omdrejningspunkt for det kommende folketingsvalg er styrtet i grus, efter at Socialdemokratiet har erklæret, at såfremt der efter valget fortsat er flertal for tilbagetrækningsreformen, så står denne ved magt.

Men jagten efter milliarderne fortsætter. Øgede skatter og afgifter bliver naturligvis resultatet – ligesom en betalingsring rundt om København truer ganske almindelige lønmodtagere. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har hoveret over, at Lars Løkke Rasmussen igen har ”taget fejl” med hensyn til den økonomiske krise. Jamen, hvem i alverden havde forudset, at USA pludselig var truet af betalingsstandsning og mistede sin høje placering hos de internationale rating-agenturer? Villy Søvndal? Helle Thorning-Schmidt? Ole Sohn? Nej, vel.

I Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis verden eksisterer stadig en gammeldags tro på, at Danmark kan redde sig selv helt uafhængigt af verden omkring os. Når bare vi pumper flere penge ud til offentlige investeringer. Men rød blok bør erindre, at den har sagt ja til at lade EU kontrollere den danske finanslov. Det betyder, at der er sat ganske snævre rammer for det finanspolitiske råderum – i hvert fald, hvis skattestigninger skal undgås.

Men måske har de to partier en plan, som danskerne helst ikke skal vide alt for meget om? Jagten på milliarderne vil næppe gå forbi boligejerne…

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard