Søren Espersens ugebrev

- mandag den 25. juli 2011

Ordet contra volden - den ægte skillelinje i politik....

Da jeg gik i skole, lærte vi at anbringe politiske partier og bevægelser på en linje, som gik fra venstre til højre. Og så med en lodret streg ned i midten: De venstreorienterede og de højreorienterede.

Helt ude til venstre var DKP, så kom SF - og gik det ellers derud af: først Socialdemokratiet, så De Radikale, så Venstre, så De Konservative, så De Uafhængige - og så helt ude på den yderste højrefløj lå Nazisterne, som ikke rigtigt var noget mere.

Senere kom så VS, KAP og SAP til. De blev klinet ind mellem Kommunisterne og SF - og senere Fremskridtspartiet, som pædagogerne smaskede ind imellem De Konservative og Nazisterne. Samt ad åre en masse småpartier - CD, Kristeligt Folkeparti, Liberalt Centrum og hvad ved jeg. De blev strøet ind - sådan med løs hånd - ind mellem De Radikale og Venstre.

Jo, der var skam orden i sagerne i folkeskolen dengang! Det hele var let forståeligt, og vi sad lydigt med hver vor lineal-streg, og indførte med blæk de forskellige partier og bevægelser.

Jeg kan huske, at jeg fandt det specielt, at Kommunisterne og Nazisterne derved blev anbragt i hver sin ende af lineal-stregen, for jeg syntes jo, at de to partier sådan organisatorisk og politisk var ét fedt - og at de i øvrigt var lige kugleskøre og lige ondskabsfulde. Så jeg foreslog vores historielærer, at vi i stedet for en linje tegnede en cirkel, hvor de to søsterpartier så kunne sidde og hygge sig side om side. Men min idé vandt ikke genklang...

Lærernes lineal-streg sidder vist i hovedet på de fleste af os. Det er sådan, vi inde i os selv pr. automatik sætter politik på plads. Og til min store overraskelse har jeg erfaret, at moderne danske folkeskolelærere søreme stadig tager udgangspunkt i den samme, meningsløse politiske lineal-linje, som vi fik indpodet: De derovre er venstreorienterede - og de derovre er højreorienterede. Og så med en lodret streg ned imellem.

For ikke alene er såvel den vandrette som lodrette linje jo meningsløse; nej, de er begge direkte skadelige. Og de fortæller intet om, hvor den ægte streg bør sættes i såvel dansk som international politik.

Terroranslaget i Norge i weekenden, hvor Anders Breivik, velovervejet og med koldt blod, myrdede knapt 100 mennesker, gav anledning til, at alle vi med folkeskolelærernes lineal-streg i hovedet, hurtigt fik ham anbragt på højrefløjen. Breivik havde jo givet udtryk for sin modstand mod islam som politisk system, og han ønskede indvandringen begrænset. Tilmed var han modstander af EU. Den slags lugter jo betænkeligt af norsk fremskridtsparti: "En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve - Ergo er Morlille en sten". Jo, nordmanden Holberg kendte i sandhed menneskehedens uforanderlige logik!

Men hvad med de morderiske bevægelser, Blekingegade-Banden og Rote Armée Fraktion? Hvor skulle de anbringes? Jo, dem smed vi hurtigt ud på venstrefløjen. De var jo modstandere af kapitalismen og ønskede økonomisk demokrati. Og så ville de bekæmpe amerikanismen og den internationale våbenindustri, ligesom de ville sende masser af milliarder til de fattige i ulandene. Helt i overensstemmelse med SFs, DKPs og VSs politik - så ud til venstre med dem!

Og hvad med Hizb-ut-Tahrir, Hamas, Det Muslimske Broderskab og Hizbollah? Joh, for tiden er de blevet anbragt ude mellem DKP, VS, KAP, SAP og SF, som de deler politik med, hvad angår USA og Israel - også hvad angår fordelingspolitikken er de stærkt venstreorienterede. Og så kæmper de sammen for kvindernes "ret" til at gå med slør og burka...

Og hvad så med Al-Queda og Taleban? Ikke let at få dem anbragt på linjen... For mens Taleban endnu bekæmpede sovjetrusserne, var de stærkt højreorienterede - Frank Aaen kunne ikke holde dem ud! Men senere bekæmpede de så USA og blev dermed stærkt venstreorienterede, og nu synes Frank Aaen bedre om dem, og stiller hele tiden beskyttende spørgsmål om dem i Folketinget. Al-Queda er jo for tiden imod USA, så vi har vedtaget, at de er venstreorienterede.

Men det hele er jo gøgl og løgn!

For sandheden er, at Anders Breivik og Blekingegade-Banden og Rote Armée Fraktion og Al-Queda og Det Muslimske Broderskab og Taleban og Hizb-ut-Tahrir og Hamas og Hizbollah - og hvad de ellers hedder - alle er ét fedt: Nemlig de onde kræfter, som ved hjælp af terror, af voldelige midler eller trusler om vold vil demokratiet til livs. Og resultatet, hvis de fik magten, ville blive det samme - kommunisme, islamisme, nazisme. Folkestyrets fjender alle til hobe! Og menneskehedens fjender!

Og lige dér - og præcis dér - går den sande streg igennem dansk og international politik:

På den ene side de partier og bevægelser, som vil demokratiet, for hvem alene det talte og skrevne ord er tilladte våben, og som uden reservationer og bortforklaringer, virker på folkestyrets grundlag. Dem tager vi til os. Dem beskytter vi. Dem arbejder vi sammen med.

Og på den anden side af stregen de partier og bevægelser, som vil omstyrte demokratiet, og som med dette mål for øje virker ved terror, ved at skabe angst, ved vold og ved ansporing til vold. Dem afviser vi. Dem bekæmper vi. Dem udstøder vi.

I øvrigt: Denne ægte streg mellem dem og os er ikke min opfindelse; den blev allerede sat af Danmarks Riges Grundlov af 1849.
 
 
 
 
 Tilbage
 Print