DFs Ugebrev, mandag den 18. juli 2011

Kommunist-Kinas sårede følelser...

I 44 minutter sad USA's præsident Obama og fik sig en snak med Tibets åndelige leder, Dalai Lama. Præsidenten havde selvfølgelig budt ham indenfor i Det Hvide Hus i Washington. Jeg skriver "selvfølgelig" - for i USA er det naturligvis en selvfølge, at når et karismatisk menneske af Dalai Lamas karat er på besøg i landet - ja, så tager præsidenten sig tid til en samtale med ham.

Sådan plejede det da også at være i Danmark, indtil en række partier i Folketinget rottede sig sammen i en af den moderne udenrigspolitiske histories mest pinlige sammensværgelser - med det ene formål at fedte for et kommunistisk diktatur. Derefter blev alt ændret. Mere herom senere.

Først lige tilbage til Obamas og Dalai Lamas samtale her i weekenden. Samtalen medførte den forventelige reaktion fra kommunist-diktaturet i Peking, hvorfra man udsendte en erklæring, som slog fast, at "...denne handling er en alvorlig indblanding i Kinas interne anliggender, og mødet har skadet det kinesisk-amerikanske forhold...".

Og så tilføjede man: "Handlingen har stødt det kinesiske folks følelser".

Denne grinagtige sætning lader jeg lige stå et øjeblik, for sætningen i sig selv er et nærmere studium værd. Først skal man nemlig gøre sig klart, at enhver diktaturstat, som hævder at tale på vegne af "folket", lyver. Så når man skriver "folket", mener man i dette tilfælde i virkeligheden "folkekongressen" - som er identisk med diktatoren selv. Dernæst skal man lægge mærke til det med "følelser", for et kommunistisk diktatur, er ikke i stand til at have følelser - endsige i stand til at føle noget overhovedet. Så at bruge ordet følelser i denne sammenhæng er meningsløst.

Næ, sandheden er, at Kina på den mest vulgære facon chikanerer og hetzer Dalai Lama - og dermed det tibetanske folk i deres stræben efter frihed fra kommunist-diktaturet i Peking.

Måske skulle jeg lige kort ridse historien om Tibet op: I oktober 1950, et år efter at Formand Maos rødgardister havde taget styret i Peking, væltede kommunistkinesiske tropper ind over grænserne til Tibet - og gav ikke den slet udrustede, og i øvrigt minimale tibetanske hær en chance. Dalai Lama protesterede til FN - forgæves, og appellerede til såvel det nye, selvstændige Indien som til Storbritannien om militær hjælp - forgæves. Tibet blev løbet over ende, og en såkaldt fredstraktat blev formuleret af Kina, og det hidtil selvstændige Tibet kunne bare nøjes med at skrive under på at blive opslugt af Kommunist-Kina.

Og nu til det officielle Danmarks rolle, som kort kan skitseres således: Fra oktober 1950 og frem til december 2010 var der en enten direkte fremsat eller uudtalt forståelse for, at tibetanerne, som et selvstændigt folk inden for nøje fastlagte og anerkendte grænser, også selv burde have mulighed for at vælge sin fremtid, herunder også uafhængighed. Men med verbalnoten af december 2009 ændredes Danmarks officielle politik overfor Tibet fundamentalt.

For da meddelte regeringen i en såkaldt verbalnote det kommunistiske styre officielt, at Danmark "modsætter sig Tibets uafhængighed.” Samtidig blev det mellem linjerne meddelt, at fremover vil ingen dansk statsminister modtage Dalai Lama - som præsident Obama netop har gjort det.

Bag denne skændige handling stod Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Så meget mere vammelt var det at være vidne til, hvordan SFere og Socialdemokrater mentalt stod og krammede Dalai Lama under dennes nylige besøg i Danmark. Og ligefrem tragikomisk at opleve, hvordan folk som Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og Villy Søvndal svedende stod og vred sig af flovhed, da Dalai Lama under besøget i Danmark slog fast, at den verbalnote om Tibet, som Danmark havde sendt af sted for at fedte for Kommunist-Kina, var "upassende”!

Jo, Lykketoft og Søvndal - det er vanskeligt både at blæse og have mel i munden. Det er vanskeligt på den ene side at alliere sig med Kommunist-Kina i kampen mod tibetansk selvstændighed - og på den anden side at skulle gnubbe skuldre med Dalai Lama. Måske man ved at gnubbe sig op ad Lamaen ligefrem havde håbet på, at Danmark så nok ville glemme, hvordan de sammen med regeringen i december 2009 i noten til de kommunist-kinesiske myndigheder skrev:

…”Denmark recognizes China's sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet”. På godt dansk: "Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet - og i overensstemmelse hermed modsætter Danmark sig Tibets uafhængighed.”

Vi i Dansk Folkeparti var lamslåede, da vi af regeringen fik forelagt denne formulering, og ville have støtte til noten. Jeg meddelte på partiets vegne med det samme, at dén formulering ville vi under ingen omstændigheder kunne støtte. For den ordlyd ville være det samme som at det officielle Danmark allierede sig med Kommunist-Kina mod Tibet.

Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og Niels Helveg Petersen fik efterfølgende forelagt den samme tekst, og bakkede op! Hvorfor!? Ja, det har de aldrig givet nogen ordentlig forklaring på.

Heller ikke under den efterfølgende forespørgselsdebat i Folketinget, som jeg havde indkaldt til, gav de tre nogen ordentlig forklaring - og det forslag, jeg fremkom med om at det tibetanske folk skulle have ret til at bestemme deres egen fremtid, stemte Lykketoft, Holger K. og Niels Helveg imod.