At holde dørene åbne...
Ugebrevet - ved Søren Espersen
mandag den 11. juli 2011
Forleden, efter at jeg var fløjet ind til Miami Lufthavn i Florida og nu stod i hallen for pas- og toldkontrol og ventede på at få grønt lys til at komme ind i Amerika, faldt mine øjne på et flot, farverigt skilt, hvorpå det hed: "Keeping America's Doors Open and Our Nation Secure!" - som vel fortæller, at kontrollen er til for - på én og samme tid at sørge for, dels at Amerika venligt og varmt åbner sine døre, dels sørger for, at det land og folk, der byder velkommen, kan leve sikkert og trygt.
Ved tanken om den elegante formulering dér på skiltet i grænsekontrollen slog det mig påny, hvilket forstandigt og fornuftigt folkefærd, amerikanerne dog er! Og hvor enkelt og præcist, den danske regering egentlig i én sætning, krystalklart kunne have sagt det, som den nu i et par måneder har brugt stabler af papir, alenlange konsultationer og lange, trættende, hændervridende interviews til - for at forklare grænsekontrollen til såvel sine europæiske partnere som til verdenspressen.
Hvor meget lettere havde det dog ikke været, hvis Statsministeren i stedet blot på statsmandsmanér havde forklaret sin snusfornuftige grænsekontrol ved, til alverden, at have rundsendt et telegram med denne enkle, jordbundne sætning: "Keeping Denmark's Doors Open and Our Nation Secure!"
For det var jo præcist det, vi ville - og vil - med grænsekontrollen: Et varmt, venligt, indbydende Danmark, hvor dørene står åbne, men hvor det danske folk samtidig kan leve sikkert og trygt, velvidende, at vi har årvågne landsmænd på vagt ved grænserne.
Mens den tænderskærende, humørforladte europæiske elite, og herunder pressen, har slået om sig med spyttende nedrigheder mod det danske folk og ikke mindst mod Dansk Folkeparti, er det så meget mere glædeligt at kunne konstatere, at de europæiske folkeslag varmt bakker os op, og så inderligt forstår, hvorfor vi så gerne vil holde vore "doors open and our nation secure..." For de har jo i virkeligheden bare det samme fromme ønske for deres egne nationer.
Vore gode venner og nærmeste naboer, tyskerne, bekræfter i undersøgelse efter undersøgelse, at de synes, det er det helt rigtige, at vi danskere står fast i denne sag. Og aldrig har vist så mange tyskere sat ferie-kursen mod Danmark som i denne sommer, hvor vi jo med åbne arme byder dem velkomne til vort dejlige land. Et scenarie, det for Bruxelles-elite-surmulerne virkelig må være ganske forfærdeligt at iagttage: De europæiske folkeslag holder sammen mod bureaukraterne...! Og således kan skriften på væggen for EU nu ikke alene anes: Den står skrevet med flammeskrift. Folkeslagenes opgør med EU tager form. Og det vil med EU-ideologien gå, som det gik med andre ideologier: Virkeligheden vil vinde til sidst…
Og man forstår jo, hvorfor ikke alene udenlandske turister flokkes hertil, men også hvorfor vi danskere nu mere og mere vælger at blive hjemme om sommeren. For midt i al denne virkelighedsfjerne snak, er det jo igen blevet dejlig højsommer i Danmark; med bagende solskin og svalende bygevejr, med torden og lynild, med vindstille og frisk brise - og med de helt vidunderlige, lyse nætter. Så er der jo bare ikke noget bedre sted på Jorden at være end her i dette land. Så lad os passe godt på det: Keeping Denmark's Doors Open and Our Nation Secure!.
Med venlig hilsen
Søren Espersen