Pressemeddelelser
Presseafdelingen
Billeder
Årsmødetaler
Valgfilm
Annoncer
Logoer
Other languages
 

Christiansborg, fredag den 14. maj 2010/rt

 

PRESSEMEDDELELSE

 

Dansk Folkeparti er dyrenes stemme

Dansk Folkeparti har netop igangsat en omfattende dyrevelfærdskampagne. Den blev kickstartet forleden med lanceringen af hjemmesiden www.dyreneharenstemme.dk. Sideløbende er der i maj måned masser af muligheder for at stifte bekendtskab med kampagnen, hvor alle kan møde DF og dyrene.

Det sker via reklamer i aviser, på busser og i biografer.

Lige nu er Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, MF Marlene Harpsøe, på turné med en rullende kampagne, der besøger Aalborg, Herning, Slagelse og Kolding.

- Det er en kanonsucces. Børnene flokkes for at kæle med høns, kaniner, marsvin og fugle. Folk, der møder frem, er meget interesserede i at tale om dyrenes forhold, siger Marlene Harpsøe fra Kennedys Plads i Aalborg, hvor kampagnen gjorde sit første stop.

Hun har travlt med at dele brochurer ud om bedre dyrevelfærd samt ikke mindst at debattere de mange gode idéer til bedre dyrevelfærd, som folk møder frem med.

Dansk Folkeparti har i en årrække lagt sig i selen for at tale dyrenes sag, der hvor det gør en forskel – på Christiansborg og i Europa-parlamentet. Nu er DF også rykket ud på gader og pladser for at formidle netop dyrenes sag.

- Vores indsats har været med til at gøre en forskel. Den maksimale transporttid for slagtedyr er reduceret til 8 timer, brændemærkning af heste er blevet forbudt, import af hunde- og katteskind er blevet forbudt og hvert år har dyreværnsorganisationerne mulighed for at søge penge i en pulje, som Dansk Folkeparti har fået gennemført på finansloven, siger Marlene Harpsøe.

Men der er masser at tage fat på endnu:

Øget indsats mod dyremishandling, et dyreværnspoliti, der skal føre opsyn med både brugsdyrs og kæledyrs velfærd samt et forbud mod sex med dyr. Desuden er Dansk Folkeparti imod, at der skal serveres halalslagtet kød i danske børnehaver og skoler.

Dansk Folkepartis rullende kampagne gør i dag, fredag den 14. maj frem til kl. 18.00, holdt på Kennedys Plads i Aalborg. Herefter følger yderligere tre stop:

Lørdag den 15. maj: Herning, Torvet kl. 10:00-14:00, fredag den 21. maj: Slagelse, Nytorv kl. 14:00-18:00 og lørdag den 22. maj: Kolding, Akseltorv kl. 10:00-14:00

 

 

 

 Tilbage
%>
 Print