Blog af Peter Skaarup lagt på politiken.dk den 8. december 2011
Der er lagt op til både traktatændringer, euro-obligationsudstedelser og ikke mindst tysk finansiel jerndisciplin i den kommende weekends store rabaldermøde i EU. Det er ikke mindre end euroens fremtid, der står på spil, hvis man skal tro de fremmeste økonomer. Euromedlemslandene skal åbenbart én gang for alle overbevise resten af verden om, at det nu er slut med massive underskud og kæmpe statsgældsproblemer: For nu skal der spares, hvilket betyder, at der skal skæres dybt i de europæiske velfærdsstaters i forvejen vaklende budgetter.
Danskerne sparer milliarder på at være udenfor euroen
Men det kan blive langt værre
Danskerne er ikke kun godt stillet i forhold til, at vores renter forbliver lave og derved sparer låntagerne og huskøberne samt selvfølgelig staten milliarder af kroner årligt sammenlignet med de lande, som nu reelt hæfter for grækernes, italienernes og portugisernes gæld.
Der er også en overhængende risiko for, at den europæiske redningsfond bliver tømt for likvider, hvis redningsaktionen slår fejl, og så står skatteyderne tilbage med et kæmpe milliardtab. Tag ikke fejl, det er jo til syvende og sidst helt almindelige skatteborgere, der spytter i kassen til redningsfonden. Men siden vi jo i Danmark står uden for euroen, undgår vi jo at være en del af dette spild. Dog vil Danmark blive indirekte ramt af et regulært eurosammenbrud, og
i denne artikel beskrives de mulige konsekvenser af et sådan sammenbrud.
Nu skal EU bestemme finanspolitikken i eurozonen
Vi ved af gode grunde endnu ikke, hvordan weekendens EU-rabaldermøde ender. Der er dog næppe megen tvivl om, at en ny traktatændring meget nemt kunne blive konsekvensen af mødet. Det er jo netop dette, som kansler Merkel i Tyskland og præsident Sarkozy i Frankrig har lagt klart op til. Det er som om, at EU-systemets eneste reaktion på de kriser, som alle statskonstruktioner og i dette tilfælde statslignende konstruktioner løbende bliver udfordret af, hver gang bliver mødt med kravet om en ny og stadig mere bindende traktat. Kort sagt, mere EU, som jo fjerner de sidste rester af suverænitet fra nationalstaterne. Det er en påfaldende løsningsmodel al den stund, at mange lærde observatører af eurosamarbejdet samstemmende siger, at euroen er fejlkonstrueret. Det er den, fordi de sydeuropæiske lande nu forsøges at blive presset ind i en disciplineret tysk økonomisk model, som kræver ekstrem finanspolitisk disciplin, løntilbageholdenhed, ærlig og redelig skatteindbetaling, innovation og eksportbaseret vækst.
Mit spørgsmål til læserne er så: Kan Sydeuropa gøres tysk - eller vil også dette forsøg på at redde euroen fra sine enorme indbyggede fejl og mangler ende i fiasko? Jeg tror det sidste.
Mvh.
Peter Skaarup