Da fattigdomsdebatten kørte af sporet

 

En vittig kommentator skrev et sted på nettet, at ingen siden de tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher har tjent liberalismens sag bedre end Socialistisk Folkepartis kronisk klagende socialordfører Özlem Cekic – og desværre har vedkommende ret.

 

Eksemplet med ”Kontanthjælps-Carina”, der havde et rådighedsbeløb på 5000 kroner om måneden, når alle faste udgifter var betalt, var ingen ”professionel” fejl, sådan som Özlem Cekic udglattende forsøgte at undskylde, mens hun var på vild flugt fra fadæsen, men derimod et eksempel på et stykke uigennemtænkt politisk amatørarbejde.

 

Özlem Cekic prøvede at forklare sig over for vælgerne i en ynkelig tv-optræden i TV-Avisen på DR, men denne sag er en af den slags, der bare skal glemmes hurtigst muligt. Udslaggivende for hele miseren var en kommentar fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som ”brækkede” sig over Socialistisk Folkepartis forslag om julehjælp til fattige familier. Det fik Özlem Cekic til at springe op som en trold af en æske. Nu skulle der findes en af de ”værdigt trængende” modtagere af julehjælp.

 

Det hele mundede ud i det rene pjat, og en vigtig debat blev, som en socialdemokrat meget bramfrit bemærkede, ”fucket op” af Özlem Cekic´amatøragtige optræden. Jeg har sådan set aldrig været i tvivl om, at der findes fattige mennesker i Danmark. Der findes mennesker med langt lavere månedlige rådighedsbeløb end Özlem Cekic´kontanthjælpsmodtager – desværre også mennesker, der rent faktisk tager en tørn og hver dag går på arbejde, selv om det egentlig ikke kan betale sig.

 

Hvad mon de mennesker følte, da de så eksemplet med Carina og den indignerede Özlem Cekic rulle hen over skærmen? Mon ikke de følte sig taget godt og grundigt ved næsen?

 

Derfor forsøgte socialminister Karen Hækkerup i en desperat manøvre at føre debatten tilbage på sporet. Pludselig hørte man i løbet af ugen helt nye toner fra den kant. Nu skulle vi til at gøre op med krævementaliteten og gøre danskerne selvhjulpne. Den røde regering forsøger med andre ord at berolige de mange danskere, som hver dag tager på arbejde uden at få meget ud af det.

 

”Gør din pligt og kræv din ret” – og i nævnte rækkefølge. Den holdning var en af grundpillerne i det gamle Socialdemokrati.

 

Men ”gør din pligt og kræv din ret”- holdningen blev op gennem 1970´erne tromlet flad af velfærdssamfundet og yderligere udslettet under Socialdemokratiets og den øvrige venstrefløjs uforsvarlige oppositionspolitik under Schlüter-regeringen i 1980´erne – og gentaget igen under VK-regeringen fra 2001-2011. Så snart de borgerlige partier får magten, går Socialdemokratiet og venstrefløjen grassat i velfærdsretorik for at udstille de onde borgerlige partier. Det er også grunden til, at den nuværende regering nødvendigvis måtte indlede sin regeringsperiode med stribevis af løftebrud.

 

Når ministerbilerne holder parkeret uden for døren, er det slut med at befinde sig i en drømmeverden. Özlem Cekic´ hovedproblem er, at hun endnu ikke er vågnet op til virkelighedens verden. Hun er i evig opposition og har svært ved at vænne sig til rollen som ansvarlig politiker.

 

Karen Hækkerups opgør med krævementaliteten virker både paradoksal og hul i betragtning af, at den røde regering vil fjerne kontanthjælpsloftet og den lavere starthjælp til udlændinge de første syv år af deres ophold i Danmark. Kontanthjælpsloftet skulle netop sikre, at det også for ægtepar kan betale sig at arbejde. Fjernes loftet, betyder det, at den arbejdende ægtefælle skal tjene mindst 30.000 kroner om måneden, før det overhovedet kan betale sig at gå på arbejde.

 

Noget andet er, at de ældre er blevet glemt i debatten. Der findes en stor gruppe ældre, der ikke har andet end folkepensionen, lidt ATP og den af den foregående regering og Dansk Folkeparti indførte ældrecheck at leve for. Og borgerne i denne gruppe har i modsætning til så mange andre ikke mulighed for at forbedre deres livssituation og indkomstforhold.

 

Jeg har i den seneste tid modtaget utallige henvendelser fra ældre, som med rette føler sig glemte i en debat, der altid omhandler enlige mødre, indvandrere og unge på kontanthjælp – og de ældre har i modsætning til førstnævnte grupper gennem et langt liv bidraget til opbygningen af vores velfærdssamfund. Men de ældre går ikke på gaden og skråler op. De stammer nemlig fra en tid, hvor ”gør din pligt og kræv din ret” blev taget alvorligt. Derfor spekulerer de heller ikke i sociale ydelser eller overfalder en sagsbehandler.  

 

Af samme grund er den røde regering da også flintrende ligeglad med de ældres vilkår. I valgkampen lovede Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti en forhøjelse af pensionstillægget på 5000 kroner – men i stedet må de fattigste pensionister nu nøjes med en årlig ”kompensation” på 280 kroner for regeringens kæmpebuket af øgede afgifter på alt fra energi til sodavand og roulade. Det er den rene hån, og det undrer mig, at Enhedslisten overhovedet har accepteret det. 

 

Der eksisterer fattigdom i dagens Danmark. Men den findes ikke dér, hvor den røde regering tror. Fattigdommen findes i det skjulte. De ramte går ikke nødvendigvis rundt og råber op om deres situation, men lider i stilhed. Det er for eksempel de ældre, som ikke har råd til at invitere deres børnebørn i biografen eller give dem en julegave, men som i stedet må sidde hjemme og blive endnu mere isolerede.

 

Det er ærgerligt, at den røde regering ikke har haft bedre styr på debatten – og at den ikke en gang har gidet tage den eksisterende fattigdom alvorligt. Özlem Cekic fortjener dog tak for afsløringen af, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti udelukkende har brugt fattigdomsdebatten som rambuk mod den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard