Dansk Folkepartis betænkningsbidrag til loven om EU-Forfatningen L137

Ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 har et overvældende flertal på 54,1 % af de franske vælgere afvist den franske regerings stormagtsdrømme og tanken om en fælles grundlov for 25 europæiske nationer. På tidspunktet for denne betænknings afgivelse er der kun få dage til afholdelse af en tilsvarende folkeafstemning i Holland, og meget tyder på, at også den hollandske befolkning vil underkende politikernes stormagtsprojekt. På denne baggrund burde det være en selvfølge, at den danske regering stillede vedtagelsen af L 137 i bero frem for igen og igen at fastholde, at regeringen insisterer på at gennemføre en folkeafstemning i Danmark om en Forfatning, der i realiteten er faldet allerede ved den franske folkeafstemning.

Påfaldende er det også, at den poliske elite i Danmark, der støtter ønsket om den fælles grundlov for EU’s medlemslande, konsekvent afviser at gøre en aktiv indsats for at give befolkningen indsigt i forfatningens indhold. Dansk Folkeparti har i Folketinget stillet det meget selvfølgelige forslag, at regeringen skal lade forfatningen husstandsomdele (Forslag til folketingsbeslutning B 15 2004/05, 2. samling, fremsat 11/3 2005 (Tillæg A sp. 5225 og A 5219). Forslaget blev førstebehandlet d. 29. april 2005. Betænkning blev afgivet d. 20/5 2005. Regeringspartierne, S og R tog afstand fra ønsket om at husstandsomdele forslaget. Udgiften ved husstandsomdeling var af Statsministeriet anslået til 150 mio kr. Da det senere af Dansk Folkeparti blev dokumenteret, at den virkelige udgift ville udgøre kun lidt over en tiendedel af dette beløb, nemlig ca. 16 mio kr., var regeringens argument et andet, nemlig at man ikke ville påtvinge befolkningen at skulle modtage et dokument, som nogle måske ikke ønsker i deres brevkasse.

1. Symbolernes Europa

På alle væsentlige områder bliver EU med den nye forfatning til en stat. De symboler, vi normalt forbinder med noget nationalt og som er identifikation på en stat, er opregnet i artikel 8. Det er naturligvis ikke en tilfældighed – men har det meget klare politiske sigte, at EU ikke længere skal være en mellemstatslig organisation, men en stat med alt, hvad til stater hører. Derfor har man i artikel 8 forfatningsfæstet, at unionen har et flag; unionen har en hymne; unionen har et motto; unionen har en mønt, ligesom unionen har en nationaldag. Disse symboler sender et utvetydigt signal om, at nationalstaternes tid er forbi. Fremtiden er unionens – og derfor må unionen udstyres med de tegn, der tidligere udgjorde de nationale holdepunkter. Det fastslås da også direkte i Artikel 1-7, at ”Unionen har status som juridisk person”. Det betyder i realiteten, at Unionen ikke kun er et samarbejde mellem selvstændige stater, men at Unionen selv er en stat.

2. Mindre og mindre indflydelse for Danmark og andre små lande.

Nu er symboler, mottoer og fælles hymne lidt luftige og ukonkrete begreber. Hvad der imidlertid ikke er luftigt, er de nye magtbalancer. Som bekendt er det Ministerrådet, der træffer de afgørende beslutninger. I dag har hvert land et fast antal stemmer. Men med forfatningen bliver det afgørende fremover landenes befolkningsstørrelser. Det betyder, at Danmarks indflydelse bliver nedreguleret til 1,17 pct. (5,3 mio. : 452 mio.) – og med de forestående optagelser af Rumænien, Bulgarien og måske Tyrkiet vil de danske stemmevægte blive yderligere forringet. Det er et historisk anslag mod Danmarks selvstændighed som nation, når et flertal i Folketinget nu vil prøve at overtale befolkningen til at acceptere en europæisk grundlov, der på samme tid overfører nye magtområder til Unionen og samtidig drastisk reducerer den danske - og andre små landes- indflydelse på afgørelserne. Det er et historisk svigt, som befolkningen forhåbentlig vil gennemskue og forhindre den politiske elite i at få held med.”

De nye stemmeregler gavner entydigt de store lande. Kun Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritannien får mere magt – alle andre mister indflydelse.

Samme tendens kan ses i de to andre afgørende magtorganer i EU: Kommissionen og Europa Parlamentet. I Kommissionen skal vi i hver tredje femårs periode acceptere ikke at have nogen kommissær overhovedet og dermed været afskåret fra fremsætte forslag i EU. I Europa Parlamentet, hvor Danmark i dag har 14 medlemmer, sættes der en mindstegrænse på 6 medlemmer. Der er ingen tvivl om at antallet af danskere i Europa Parlamentet vil blive nedsat i takt med de udvidelser, som EU arbejder på. Bulgarien og Rumænien er allerede sikret medlemskab, og 3.oktober – en uge efter, at danskerne har stemt om forfatningen – falder der afgørelse om Tyrkiet.

Antallet af medlemmer i Europa Parlamentet er afgørende for den demokratiske repræsentation. Jo færre medlemmer Danmark får, des flere stemmer skal der til for at blive repræsenteret. Med de udvidelser, som unionen lægger op til, er der ingen tvivl om, at Danmark vil komme tættere og tættere på de 6 medlemmer. Dermed bliver spærregrænsen ved EU-parlamentsvalg her i landet 16,5 %. Ved folketingsvalget i februar 2005 fik Dansk Folkeparti 13,2 pct., Det Konservative Folkeparti 10,3 pct., Det Radikale Venstre 9,2 pct., Socialistisk Folkeparti 6,0 pct. og Enhedslisten 3,4 pct. Med de samme stemmetal til Europa Parlamentet ville ingen af disse partier få et medlem valgt. Kun Venstre og Socialdemokraterne ville blive repræsenteret. Det er fremtidsudsigterne for de danske politiske partier og de folkelige bevægelser: Vi risikerer inden for nogle år et topartisystem, hvor en meget stor andel af de danske vælgere – måske endda et flertal af danske vælgere – ikke vil blive repræsenteret i EU-Parlamentet. Et meningsmonopol, der intet har med folkestyre at gøre.

Havde EU bare været et koordinationsorgan for handel, miljøstandarder og lignende tekniske forhold, kunne vi nok have levet med ikke at have så meget at skulle have sagt. Men med den nye forfatning, hvor det bliver en selvstændig målsætning for EU at blande sig i at sikre høj beskæftigelse, social beskyttelse, højt uddannelsesniveau og godt sundhedsniveau (art.117), må vi sige klart nej til at lade Danmark regulere af andre landes politikere. Det lyder naturligvis besnærende, når EU vil sikre høj beskæftigelse, godt sundhedsniveau og bekæmpe social udstødelse. Men realiteterne er, at EU på alle disse områder halter langt bag efter Danmark. Vores beskæftigelse er den højeste i Europa, vor økonomiske vækst er bedre end i Euroland, vor offentlige finanser har det bedre end eurolands, vor folkesundhed er blandt de bedste og vor sociale sikkerhedsmodel er helt ukendt for langt hovedparten af medlemslandene. Når EU skal lovgive på disse områder, peger alt i retning af ringere forhold for Danmark. Derfor må vi sige fra over for, at EU skulle regulere disse centrale dele af velfærdspolitikken. De skal ikke afgøres i et organ, hvor andre landes politikere har tæt ved 99 pct. af stemmerne. De skal afgøres i Folketinget, hvor danske politikere har 100 pct. af stemmerne.

3. Overførsel af magt fra de folkevalgte til EU-domstolen

Med den nye forfatning indtager fundamentale rettigheder en hidtil uset stor position i EU´s magtudøvelse. Ikke nok med, at unionen efter art. 9, stk.2 skal tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, men hele del 2 er én lang opremsning af rettigheder, som fremover skal reguleres af EU´s domstol. De fleste artikler i dette Charter om Fundamentale Rettigheder hører efter dansk tradition slet ikke hjemme i en forfatning, men derimod i Folketinget, hvor politikere – og ikke dommere – afgør og fastsætter danskernes rettigheder. Hvis forfatningen vedtages, bliver alle borgerlige rettigheder udstrakt til alle, som har lovligt ophold i EU, hvilket betyder, at alle udlændinge i Danmark skal have samme rettigheder som danskerne. Når forfatningen taler om at sikre ytringsfrihed (art.71), forsamlingsfrihed (art.72) eller erhvervsfrihed (art.75) lyder det naturligvis smukt. Men de smukke ord dækker over en langt mere grum virkelighed; nemlig at al dansk retspraksis og forståelse af grundlovens bestemmelser (§§ 77, 79 og 75) vil blive underordnet i forhold til den praksis, som EU-domstolen vil lægge for dagen, for alle disse rettigheder og den fortolkning, som EU-domstolen vil komme frem til, vil komme til at stå over det, de danske domstole og det danske Folketing beslutter. EU-retten og EU-dommene får ubetinget forrang for danske love og danske afgørelser.

Vor grundlovsretspraksis, der gennem over 150 år har skabt en fasttømret dansk retstradition og retskultur, bliver fejet til side af den nye forfatnings forrang. Grundloven og Højesteret bliver på alle områder, hvor EU-domstolen regerer, uden betydning. De bliver sat ud af kraft. Men ikke nok med, at Chartret om Fundamentale Rettigheder sætter væsentlige dele af grundloven ud af kraft. I et omfang, som er helt ukendt for vor skandinaviske retstraditioner, opremses et utal af menneskerettigheder, der i mere end 50 artikler udhuler dansk suverænitet.

I al den tid, vi har kendt EU, har EU-domstolen opfatter sig selv som den myndighed, der skal forestå integrationen mellem medlemsstaterne i EU. Med en samvittighedsløs politisk anvendelse og udvidet fortolkning af Nice-traktatens art.220 om, at domstolen ”skal værne om lov og ret”, har domstolen tiltaget sig magt i et omfang, der ikke kendes fra noget lignende internationalt magtorgan. Chartret er et knæfald for en udemokratisk overflytning af magt fra folkevalgte politikere til udpegede dommere, og vil gøre det umuligt at forudsige, hvor EU-domstolen vil sætte grænsen for, hvad EU må regulere – hvis der overhovedet bliver en grænse. Det går så vidt, at Chartret fastsætter regler om indgåelse af ægteskaber (art.69), om frihed for kunst og videnskab (art.73), om asylret (art.78), om kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed (art.82), om børns rettigheder (art.84), om stemmeret til kommunalvalg (art.100) og meget mere. På den baggrund er det helt utroværdigt – grænsende til det decideret løgnagtige – at påstå, at der skulle være tale om nogen form for afgrænsning af EU’s magtområde.

*****

Med til Dansk Folkepartis afvisning af EU-forfatningen og L137 hører en række konkrete politiske forhold. Disse skal i det følgende omtales.

a. Fleksibilitetsbestemmelsen og passarellen.

Forfatningen indfører i Artikel 18 et nyt begreb, ”fleksibilitetsbestemmelsen” samt det, der på unionssprog hedder en ”Passarellen” – det vil sige en gangbro, hvor man uden videre kan gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser.

Det, pasarellen går ud på, at man har fundet en metode til at undgå demokratiske, men ”besværlige” folkeafstemninger i fremtiden. I stedet skal Unionens topmøder kunne beslutte, at beslutninger – der i dag kun kan træffes med enstemmighed – i stedet skal kunne træffes af et flertal af lande. Det er i særklasse det alvorligste angreb på medlemslandenes suverænitet. For det betyder i realiteten, at et flertal af store lande i fremtiden kan bestemme dansk politik – også på de områder, hvor Danmark i dag kan nedlægge veto. Hvilken nation har interesse i at forære sin selvbestemmelse til andre landes politikere? Ingen, og da slet ikke små nationer som Danmark. ”Passarellen” ville svare til, at, at en dansk flertalsregering for fremtiden kunne vedtage alle lovene selv, uden at spørge Folketinget.

Og det fleksible i Artikel 18 er indeholdt i, at man fremover kan overføre nye magtområde til EU, som endnu ikke er indeholdt i forfatningen. Også denne gang uden folkeafstemninger.

b.Slut med formandskab.

I dag er det medlemslandene, der tegner unionen. Sådan bliver det ikke med forfatningen, der gør unionen til en juridisk person, et selvstændigt land. Derfor skal landene heller ikke længere skiftes til at have formandskabet. Det bliver erstattet af en fast formand, som vælges for 2½ år med mulighed for genvalg én gang. Han vælges med kvalificeret flertal, så fremover mister Danmark ikke bare muligheden for at have sine halvårlige formandskaber, men risikerer at blive stemt ned, når der skal vælges en leder for unionen – for selv EU-venlige regeringer i Danmark ligger så langt fra EU’s generelle holdninger, at vi ikke kan opnå valg af en formand.

c. Danmark kan ikke fremsætte forslag.

Samtidig med at formandskabet tages væk fra nationerne, ændres også antallet af kommissærer. I dag står der i traktaten, at Danmark sammen med alle de andre lande har ret til en kommissær. Sådan bliver det ikke med forfatningen, hvor udpegningen af kommissærer vil gå på skift og rotere mellem landene. På den måde bliver Danmark slet ikke repræsenteret i Kommissionen i hver tredje femårs periode. Men samtidig med at man på denne måde afskærer os fra at have en kommissær, fastholder man, at det med forfatningen alene er Kommissionen, der kan fremsætte forslag til behandling. Men hvordan kan Danmark og den danske regering fremsætte forslag, når vi ikke har nogen kommissær? Svaret er, at det kan vi ikke. Det er utroligt, at nogen dansk regering vil gå så langt i opgivelse af dansk selvstændighed, at man vil acceptere, at Danmark end ikke længere kan få lov til at stille forslag på områder af vital betydning for os.

d. Danmark stemmes ned.

I dag har Danmark 7 stemmer i ministerrådet. Det svarer til 2,1 pct. af de samlede stemmer. Hvis EU-forfatningen vedtages, vil Danmarks antal af stemmer ændre sig til kun 1,17 pct. af det samlede antal. Når man kun har 1,17 pct. af stemmerne, er det i sig selv en illusion at tro, at Danmark skulle have nogen som helst indflydelse. Med forfatningen introduceres nemlig et nyt stemmesystem, hvor et flertal i ministerrådet kræver et flertal af landenes stemmer samt et flertal på 65 pct. af befolkningerne. I dag har Danmark efter reglerne i Nice-traktaten 8 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende mindretal. Hvis forfatningen vedtages, vil Danmark kun have 3 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende mindretal.

e. Tyrkiet med i EU?

Skal Tyrkiet være medlem af EU? Det spørgsmål har alle Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti nægtet at stille de danske vælgere. Kun Dansk Folkeparti støttede forslaget om at holde en folkeafstemning i Danmark, før der blev indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er tankevækkende, for spørgsmålet kan få vidtrækkende konsekvenser for det fremtidige EU-samarbejde. Den eneste mulighed, vi har for at sige klart fra over for Tyrkiet som medlem af EU, er ved at sige nej over for den øgede centralisering af magten i Bruxelles som forfatningen lægger op til.

Afgørelsen om at indlede forhandlingerne om Tyrkiets optagelse træffes 3.oktober. 2005. Der er ingen tvivl om, at denne dato er en væsentlig årsag til, at vi skal stemme 27.september. Regeringen vil nemlig ikke have, at danskerne ved, om EU vil optage Tyrkiet eller ej, før vi stemmer om forfatningen. Men der er ingen tvivl om, at Tyrkiet og forfatningen hænger sammen. Selv tilhængerne taler varmt om, at forfatningen er forudsætningen for, at udvidelsen kan finde sted og EU fortsat kan være effektivt. Og da Tyrkiet allerede i dag er et formelt ansøgerland, er det helt urealistisk ikke at se en sammenhæng med forfatningen.

f. Udenrigspolitik.

Med EU´s forfatning får EU sin egen udenrigsminister, som vil repræsentere Danmark i udenrigspolitiske spørgsmål og som kan forpligte Danmark. Flere af de udenrigspolitiske områder er underlagt kvalificeret flertalsafgørelse, så Danmark vil kunne stemmes ned. EU vil oprette sine egne ambassader og have sine egne ambassadører ligesom andre stater. Og valget af den fælles udenrigsminister sker også med kvalificeret flertal. Det betyder, at Danmark kan blive sat helt uden for indflydelse på sin egen udenrigspolitik og på hvilken udenrigsminister, der repræsenter os. For et lille land kan det være utrolig farligt at blive frataget sin egen udenrigspolitiske beslutningskompetence og blive underkastet andre nationers stormagtsdrømme. Det fortæller verdenshistorien os kun alt for godt.

g. Skal EU bestemme Danmarks velfærdspolitik?

EF var på mange områder tænkt som et praktisk samarbejde, der skulle skabe bedre samhandel mellem de europæiske virksomheder og fjerne toldbarriererne. Men den skjulte målsætning om stadig tættere integration blev udviklet, især af franske og tyske politikere således, at EF fra at være et mellemfolkeligt samarbejde om handels- og toldinteresser blev til et politisk projekt i sig selv. Hvor man i EF’s tid lovgav på begrænsede områder, hvor de grænseoverskridende problemers løsning var formålet, er EU-lovgivningen i dag blevet til et selvstændigt mål. EU er i sig selv blevet en politisk målsætning – det handler ikke længere om at løse konkrete problemer men om at skabe en europæisk storstat. Derfor blander EU sig i dag i en lang række problemer, som slet ikke burde være et anliggende for andre end de nationale parlamenter.

Samtidig oplever vi, at EU´s nidkære detailregulering af alt og alle skader væksten i EU. Ledigheden i de andre EU-lande er i gennemsnit dobbelt så høj som i Danmark og bruttonationalproduktet pr. indbygger i USA er mere end 40 pct. højere end i de 15 rigeste EU-lande. Også europæiske lande udenfor EU, som Norge, Island og Schweiz klarer sig langt bedre end EU-landene.

Man kan med rette spørge: Hvorfor forbyder EU os at holde vagt ved grænsen, når den internationale kriminalitet blomstrer og vokser? Hvorfor vil EU give østeuropæiske arbejdsgivere ret til at sende folk til Danmark og arbejde under polske regler og lønninger? Hvorfor vil EU harmonisere vores regler for arbejdstider, når vi i Danmark slet ikke bruger love på dette område – men derimod lader arbejdsmarkedets parter aftale sig til dette? Hvorfor vil EU bestemme, hvad der skal være kriminelt efter den danske straffelov?

Med forfatningen bliver det en ret for EU at styre alle disse forhold – lige fra arbejdsmarkedsanliggender til sundhedsforhold og sociale anliggender. Der indføres en lang række nye magtområder, som EU vil bruge til at gennemregulere landene i endnu højere grad, end det sker i dag. Og når tilhængerne siger, at der bare er tale om at samle de mange spredte bestemmelser, vi allerede har i dag, passer det ikke. Hvorfor indskriver man for eksempel et Charter om Grundlæggende Rettigheder, der giver EU ret til at regulere feriepenge, børns forhold, den sociale sikkerhed og meget mere, hvis det ikke skulle være, fordi EU vil have magt og kontrol over disse områder? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det er naturligvis lovligt at ønske Europas Forenede Stater. Men tilsvarende er det lovligt ikke at ønske Europas Forende Stater. Dansk Folkeparti hører til den sidste gruppe og anbefaler derfor et nej ved folkeafstemningen 27.september, som bliver konsekvensen af den vedtagelse af L137, som et flertal tegner sig til at kunne stemme igennem.

h. Husker du Østrig?

EU smykker sig gerne med ord som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme og tolerance. Indholdet og realiseringen af de flotte ord kniber det dog nogle gange med. Hvem husker ikke fordømmelsen af Østrig efter, at de østrigske vælgere havde valgt en regering af konservative og Frihedspartiet, som EU´s dengang mange socialdemokratiske regeringer ikke kunne lide? Hvem husker ikke, hvordan EU´s stats- og regeringsledere på et fælles møde fordømte og sanktionerede imod den nyvalgte østrigske regering, hvis eneste brøde var, at den var konservativ? Et frit folk, et frit land og et frit demokrati blev fordømt af EU, selvom EU formelt ikke havde nogen ret til at sanktionere mod Østrig.

Den mulighed skaber forfatningen, som åbner adgang til at suspendere et eller flere medlemslandenes medlemsrettigheder, hvis de ”krænker unionens værdier”. Tænk, hvis man i den danske grundlov havde givet regeringen mulighed for at fratage Folketinget retten til at lovgive, fordi flertallet væltede regeringen. Det ville være en chokerende udemokratisk måde at indrette sig på. Det er noget, der hører til i diktaturer og underudviklede samfund, når man vil have ret til at straffe et land, fordi befolkningen ved et frit valg ikke har stemt på de partier, som EU godt kan lide. Hvis forfatningen vedtages, bliver dette langt lettere at gentage – og fremover behøver man end ikke enighed, men kan suspendere et lands rettigheder med kvalificeret flertal.

i. Alt bliver overstatsligt.

Der er ikke noget at sige til, at folk ofte føler EU som noget verdensfjernt, bureaukratisk og uoverskueligt, styret af skrivebordsgeneraler uden nogen særlig fornemmelse af at være forpligtet af hensynet til borgerne i de europæiske lande. Sådan er virkeligheden desværre, og der er god grund til at være kritisk overfor EU´s snørklede beslutningsstruktur og den enorme, indviklede EU-lovgivning, som hviler på flere traktater og tre såkaldte søjler, som hver repræsenterer forskellige beslutningskompetencer.

Der er gode begrundelser for at ønske en forenkling, men det, der sker ved at vedtage forfatningen til afløsning af alle de gamle traktater, er noget helt andet end blot en forenkling, sådan som tilhængerne påstår. Forfatningen er et magtmiddel til at tømme Europas nationalstater for politisk myndighed; den giver EU magten over alle væsentlige økonomiske, politiske og kulturelle spørgsmål og den gør det muligt for et flertal af medlemslandene at stemme enhver modstand ned. Kun på en fjerdedel af alle de områder, der underlægges EU, vil vetoretten bestå, og det er endda kun formelt, for landene vil i praksis ikke kunne bruge den. Men det er alene de demokratiske organer – i EU er ét af de stærkeste organer EF-domstolen, som hverken hviler på et folkeligt eller demokratisk mandat.

Særligt EF-domstolen får udvidet sin magt, hvis forfatningen vedtages. I dag har domstolen nemlig kun indflydelse på den EU-lovgivning, som handler om det indre marked (søjle 1) – det er også derfor, at domstolen stadig hedder EF-domstolen, selvom samarbejdet hedder EU. Men når søjlerne smelter sammen i én traktat, får domstolen også magt på de andre områder, ligesom EU´s andre organer får udvidet deres magt på disse områder. I dag har EU eksempelvis kun meget få midler til at presse eller påvirke lande, der ikke følger den fælles retspolitik, som hører under EU-traktaten. Domstolen, hvis magt hovedsagligt ligger indenfor EF-traktaten, har nemlig kun en begrænset magt over denne traktat. Men når traktaterne smelter sammen til én forfatning og søjlerne smelter sammen til én søjle, bliver der mange flere muligheder for at ensrette landene.

Her udgør Chartret om de Grundlæggende Rettigheder et tilsvarende problem, fordi det ikke bare muliggør, men direkte forpligter EU-domstolen til at forfølge de målsætninger om velfærdssamfundets indretning, som chartret omtaler. På overfladen kan det se sympatisk ud, at EU vil regulere disse forhold – men man må gøre sig klart, at flertallet af EU-lande slet ikke ønsker et samfund efter dansk eller nordisk model. Vi må gøre os klart, at danske politikere er bedre til at indrette Danmarks forhold, og danske dommere bedre til at pådømme dansk lovgivning, ligesom svenske politikere nok er bedre til at bestemme over Sverige og engelske politikere over England.

j. Samarbejde, men ikke tab af frihed.

Samarbejde i Europa er både ønskeligt og nødvendigt. Vi skal have fælles standarder for samhandel og fælles minimumsstandarder for miljø og forurening. Der kan også på mange andre felter samarbejdes på kryds og tværs af landegrænser, både ved multilaterale aftaler og ved tosidige aftaler. Men vi behøver ikke en forfatning for Europa. Der er talløse andre måder at samarbejde på, og selv om befolkningerne i EU afviser den politiske elites drøm om en Forfatning for den Europæiske Union, så vil der ganske givet i fremtiden udvikle sig et dynamisk og tillidsfuldt samarbejde mellem de europæiske lande og befolkninger. Et nej til forfatningen er derfor ikke et nederlag for Europa, tværtimod er det en sejr for Europa og de europæiske befolkninger og en styrkelse af Europas muligheder for at udvikle sig frit. Nederlaget er et nederlag for eliten og for magtstrukturer, som ingen kan være tjent med.

Forfatningen ville – hvis den førtes ud i livet – betyde, at vi mister den afgørende indflydelse på vore egne forhold. Den vil fratage os mere selvstændighed, end vi nogensinde har mistet ved de militære nederlag, vi har lidt gennem vor historie. Demokrati kan ikke udøves i en storstat med 454 millioner indbyggere – det bliver et formelt demokrati uden indhold. Derfor stemmer Dansk Folkeparti nej til L137, ligesom vi 27.september 2005 anbefaler befolkningen at gå i valglokalet og stemme for et rungende nej til en Forfatning for Europa.