DFs Hvidbog om Tyrkiet - Dansk Folkeparti

Tyrkiet som ansøgerland til EU

Hvidbog

####

Denne Hvidbog om Tyrkiet er udgivet af Dansk Folkeparti i oktober 2005. Udgivelsen er aktualiseret af regeringschefernes beslutning om at indlede formelle optagelsesforhandlinger mellem EU og Tyrkiet.

Talrige meningsmålinger viser, at de europæiske regeringschefer og Det Europæiske Råd er på kollisionskurs med befolkningerne, og historien fortæller os, at det sjældent fører til noget godt, når statsledere i afgørende situationer handler på tværs af befolkningernes interesser.

Man kunne ønske sig, at EU eller den danske regering havde ladet udarbejde en Hvidbog, der kunne belyse problemerne ved optagelse af Tyrkiet som medlemsland i EU, men det har man ikke ønsket. Derfor har Dansk Folkeparti besluttet at udgive denne Mini-Hvidbog som et vigtigt korrektiv og supplement til den officielle information, der udgår fra EU og som tegner et forskønnende billede af virkeligheden.

((DF)) Dansk F(())lkeparti

Copyright: Dansk Folkeparti, 2005

Hvidbogen må gøres til genstand for citat ved korrekt kildeangivelse

Udgiver: Dansk Folkeparti

Redaktion: Bo Nørgaard Nielsen (ansv. redaktør)

Layout: Apple Farm Grafik & Reklame

Tryk: Nyhavns Digitalcenter

1. oplag, oktober 2005

ISBN: 87-988434-1-9

#####

Indhold

Indledning

Københavnskriterierne

Et land i Asien større end noget EU-land

Respekt for etniske og religiøse mindretal

Ligestilling mellem mænd og kvinder

Afskaffelse af diskrimination på arbejdsmarkedet

Ytringsfrihed

Islamisk fundamentalisme

Afskaffelse af tortur i tyrkiske fængsler

Afskaffelse af korruption

Tyrkiets besættelse af Cypern

Tyrkiets manglende anerkendelse af Cypern

Militærets indflydelse i Tyrkiet

Indvandring fra Tyrkiet

Modstanden mod Tyrkiet i de nuværende EU-lande

Økonomiske omkostninger ved optagelse af Tyrkiet

Politiske overvejelser

Afslutning: ”Hvis Tyrkiet lukkes ind, er befrielsen ved Wien i 1683 en spildt indsats”

#####

Indledning

Talrige meningsmålinger viser, at de europæiske regeringschefer og Det Europæiske Råd er på kollisionskurs med befolkningerne. I Østrig, Frankrig og Tyskland er mellem to tredjedele og 80% af befolkningen imod tyrkisk medlemskab. I Danmark er der massiv modstand, og en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2004 viser et flertal mod tyrkisk medlemskab i alle danske partier. Modstanden er i alle de vesteuropæiske EU-lande stigende.

Historien fortæller os, at det sjældent fører til noget godt, når statsledere i afgørende situationer handler på tværs af befolkningernes interesser. Men EU’s regeringschefer benytter enhver lejlighed til at forstærke billedet af de spredte fremskridt i Tyrkiet, der påberåbes. Den folkelige og politiske virkelighed er helt anderledes end den, EU’s ledere fortæller om.

Man kunne ønske sig, at EU eller den danske regering havde ladet udarbejde en Hvidbog, der kunne belyse problemerne ved optagelse af Tyrkiet som medlemsland i EU. En hvidbog redegør for sammenhængene, beskriver problemerne og sammenfatter status. Derved kan man udbrede kendskabet til de relevante problemer og bidrage til en beslutningsproces i folkestyrets ånd.

Hverken den danske regering eller EU har ønsket at udgive en sådan Hvidbog. Derfor har Dansk Folkeparti besluttet at udgive denne Hvidbog som et vigtigt korrektiv og supplement til den officielle information, der udgår fra EU og som tegner et forskønnende billede af virkeligheden.

De begrænsede ressourcer, Dansk Folkepartis råder over, har gjort, at vi må nøjes med at komme ind på nogle få emner, så vi burde måske bruge betegnelsen ”Mini-hvidbog”. Vi har bestræbt os på at være nøjagtige og kun videreformidle oplysninger fra kilder, hvis troværdighed ikke kan betvivles. Alle citater er forsynet med kildeangivelse, og vi har selv ansvaret for oversættelsen til dansk fra udenlandske kilder. Vi har gjort os umage for at undgå fejl, og vi vil – med henblik på en eventuel senere udgave - være meget interesseret i at blive gjort opmærksom på, hvis der alligevel har indsneget sig unøjagtigheder.

Vi vil være meget taknemlige for at modtage kommentarer til og henvendelser om denne Hvidbog, ligesom flere eksemplarer kan rekvireres ved skriftlig eller telefonisk henvendelse til Dansk Folkeparti. Hvidbogen kan også læses og downloades på www.danskfolkeparti.dk

København, oktober 2005

Dansk Folkeparti

#####

Københavnskriterierne

På Det Europæiske Råds møde i december 1999 blev Tyrkiet anerkendt som ansøgerland. På topmødet i København i 2002 blev det besluttet, at Tyrkiets situation, dvs. om optagelsesforhandlingerne skulle gå i gang, skulle tages op på Det Europæiske Råds møde i december 2004. Her besluttede stats- og regeringscheferne, at de formelle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet vil blive indledt den 3. oktober 2005.

I Det Europæiske Råds konklusion den 17. december 2004 hedder det bl.a.:

” Det Europæiske Råd udtrykte tilfredshed med de fremskridt, som Tyrkiet har gjort i sin omfattende reformproces, og udtrykte tillid til, at Tyrkiet vil fortsætte denne reformproces.

…

Det anmodede Rådet om at nå til enighed om en forhandlingsramme med henblik på at indlede forhandlingerne den 3. oktober 2005… ”

Alle europæiske lande, der overholder de demokratiske principper, som EU er baseret på, kan

søge om medlemskab. Der er ikke udarbejdet en specifik liste med krav, som et ansøgerland

skal opfylde for at blive medlem af EU, det ligger endvidere heller ikke fast, hvad der forstås

ved en europæisk stat. Marokko er dog tidligere blevet afvist som ansøger af EU-

kommissionen med den begrundelse, at det ikke var et europæisk land.

I 1993 vedtog Det Europæiske Råd på et møde i København de såkaldte Københavnskriterier.

Det er en række betingelser et land skal opfylde for at opnå medlemskab. Disse kan opdeles i

politiske og økonomiske kriterier samt kriteriet om overtagelse af EU’s omfattende regelværk:

· ”Landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal (de politiske kriterier)

· det skal have en fungerende markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset og

markedskræfterne inden for EU (de økonomiske kriterier)

· landet må være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union (kriteriet om overtagelse af EU’s acquis [regelværk]).” (Folketingets EU-oplysning).

Der er mange gode grunde til, at ansøgerlande skal kunne leve op til disse kriterier. Et så omfattende samarbejde som EU kan komme i alvorlig krise hvis et medlemsland er ustabilt, krænker menneskerettighederne, ikke respekterer andre medlemslande eller ikke lever op til visse økonomiske minimumskrav. Ustabilitet, disrespekt for grundlæggende rettigheder, manglende respekt for andre medlemslande i et nyt medlemsland, kan rumme uoverskuelige konflikter, der kan brede sig til andre dele af EU. Hvis EU optager et nyt medlemsland, der sidder i dyb økonomisk krise, omfattende arbejdsløshed og udbredt fattigdom, kan det blive en fatal økonomisk møllesten om halsen på medlemslandene. For det er befolkningerne i de nuværende EU-lande, der skal betale prisen, hvis EU vil påtvinge dem en gennemsnitsøkonomi, der skal være et tværsnit mellem de nuværende landes sunde økonomier og et nyt kæmpemæssigt medlemsland i dyb armod.

Et land i Asien større end noget EU-land

Mange kender Tyrkiet som et særpræget og fremmedartet rejseland, præget af vidtstrakte landskaber med storslåede naturscenerier, markante bjergkæder og indbydende strande. Man bemærker de mange unikke minder fra oldtiden og fra de mange kulturer, der har afløst hinanden gennem landets dramatiske historie. Man husker en venlig og hjælpsom befolkning og et yderst delikat køkken. Man undgår ikke at se - og høre - de mange moskeer med deres minareter, hvorfra der indkaldes til bøn fem gange dagligt. Man hæfter sig også ved en god infrastruktur mellem de rejsemål, man som turist opsøger. Man ser naturligvis også dyb fattigdom og mange eksempler på slående kulturforskelle. Men en nation er naturligvis andet og mere end det, turisten ser. Selv om man som rejsende føler glæde ved naturens skønhed og sympati for befolkningen, er det ikke ensbetydende med, at man vil tragte efter at dele lovgivning og økonomisk skæbnefællesskab med Tyrkiet.

Tyrkiets areal er ca. 800.000 kvadratkilometer, eller mere end dobbelt så stort som Tyskland. Omkring 97 pct. af territoriet ligger i Asien, mens de resterende 3 pct. er beliggende i den fjerneste afkrog af Europa på et lille fremspring mod Bosperusstrædet. Hovedstaden, Ankara, er derfor også placeret i Asien. Tyrkiet er et islamisk land. 99,8 pct. af befolkningen er muslimer. De resterende 0,2 pct. er kristne og jøder. Ca. 80 af befolkningen er etniske tyrkere mens kurderne udgør omkring 20 pct. (CIA - The World Fact Book 2005).

I 1981 var der ca. 45 mio. indbyggere i Tyrkiet. I 2004 var tallet Ifølge OECD steget til 71,8 mio. Der har således været en gennemsnitlig tilvækst på mere end 1 mio. mennesker om året. FN forventer, at tendensen fortsætter i de kommende år. Ifølge FN’s seneste fremskrivning vil Tyrkiet have over 82 mio. indbyggere i år 2015. Tyrkiet vil dermed være EU’s største og mest indflydelsesrige land, når landet ventes optaget i Unionen omkring midten af næste årti.

Tyrkiet er hverken i geografisk, politisk eller kulturel henseende et europæisk land. Det virker grundlæggende forkert og ulogisk at søge Den Europæiske Union udvidet med et ikke-europæisk land. Landet ligger i Asien og dets befolkning er ikke europæere.

Respekt for etniske og religiøse mindretal

Spørgsmål:

Er det korrekt, at vilkårene for etniske og religiøse mindretal skal forbedres før Tyrkiet kan opnå medlemskab af EU?

Svar :

Respekt for og beskyttelse af mindretal indgår i Københavnskriterierne. Det må derfor betragtes som én af de væsentligste forudsætninger for, at Tyrkiet nogensinde kan gøre sig forhåbninger om medlemskab. Det Europæiske Råd besluttede på et møde den 17. december 2004 at give Tyrkiet en dato for påbegyndelsen af optagelsesforhandlingerne. Det blev vurderet, at Tyrkiet var nået så langt i dets reformer og at behandlingen af etniske grupper og religiøse mindretal var forbedret markant. I henstilling af 6. oktober 2004 vedrørende Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse skriver EU-kommissionen: ” Kravet om en konsolidering og en udbredelse af de politiske reformer gælder også normaliseringen af og udviklingen i situationen i den sydøstlige del af landet, som kan tage form af foranstaltninger til at forbedre den socioøkonomiske situation, initiativer til at lette hjemstedsfordrevnes tilbagevenden og til at give kurderne mulighed for til fulde at udøve deres rettigheder og friheder” (KOM(2004)656).

Den folkelige og politiske virkelighed:

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet har mere end nogen anden gruppe betalt prisen for tyrkernes brutale fremfærd overfor mindretalsgrupper. I forbindelse med borgerkrigen mellem den kurdiske separatistbevægelse PKK og de tyrkiske sikkerhedsstyrker, som brød ud i 1984, blev hundredtusindvis af kurdere, der ikke havde deltaget i handlinger mod den tyrkiske stat, fordrevet fra deres hjem i den sydøstlige del af Tyrkiet. Der findes ikke nøjagtige oplysninger om, hvor mange kurdere, der blev fordrevet som følge af de tyrkiske sikkerhedsstyrkers nådesløse fremfærd. De tyrkiske myndigheder har vurderet antallet af internt fordrevne kurdere til at være omkring 350.000. I 1998 vurderede det amerikanske udenrigsministerium, at der var tale om 560.000 mennesker. Nogle NGO’er mener, at det korrekte tal kan være i nærheden af 3 millioner.

I Kommissionens rapport om Tyrkiet af 6. oktober 2004 skriver Kommissionen, at officielle tyrkiske kilder oplyser, at 124.218 af de internt fordrevne flygtninge er vendt tilbage til deres hjem. Ifølge oplysninger fra ”Human Rights Watch” er dette tal stærkt overdrevet, og den tyrkiske regering gør kun meget lidt for at hjælpe disse flygtninge til at vende tilbage til deres hjem (se rapporten: ”Still critical, Prospects in 2005 for Internally Displaced Kurds in Turkey” på: www.hrw.org/reports/2005/turkey0305 ).

Tyrkiet har et helt andet forhold til demokrati og menneskerettigheder end de europæiske lande. Etniske mindretal som f.eks. kurdere bliver dræbt eller fordrevet fra deres hjem. Alligevel ønsker EU at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Ligestilling mellem mænd og kvinder

Spørgsmål:

Er det rigtigt, at respekt for kvinders rettigheder i Tyrkiet er en forudsætning for Tyrkiets optagelse i EU?

Svar:

Respekt for menneskerettighederne er en væsentlig del af de politiske kriterier for medlemskab. Ligestilling mellem kønnene er en del heraf. Det fremgår af EU’s prioriteringer, der er opstillet i tiltrædelsespartnerskabet, at ligestilling mellem kønnene er en væsentlig forudsætning for medlemskab. Derfor er ligestilling et af de områder som EU-kommissionen tager op i den årlige fremskridtsrapport om Tyrkiet. EU-kommissionen skriver i de seneste af disse rapporter, at Tyrkiet har gjort store fremskridt med hensyn til ligestilling. Det tyrkiske parlament har vedtaget en række love, der skal sikre ligestilling mellem mænd og kvinder.

Den folkelige og politiske virkelighed:

På trods af de landvindinger Tyrkiet tilsyneladende har opnået, må EU-kommissionen indrømme, at det stadig ser sløjt ud, når det gælder beskyttelsen af kvinder mod vold og diskrimination på arbejdsmarkedet. I fremskridtsrapporten fra 2004 skriver Kommissionen:

“Mange kvinder udsættes for en række former for både fysisk og psykisk vold indenfor familien. Herunder seksuelt misbrug, tvungne og ofte tidlige ægteskaber, uofficielle religiøse ægteskaber, polygami, handel og æresdrab” (Turkey’s progress towards accession, 2004).

Kommissionen skriver at diskriminationen af kvinder er aftagende, men tilføjer: ”Kvinders situation er stadig utilfredsstillende; diskrimination og vold mod kvinder inklusiv æresdrab er stadig et omfattende problem”. (Turkey’s progress towards accession, 2004). Kommissionen skrev nogenlunde det samme i fremskridtsrapporten i 2003. I 1998 kunne Kommissionen endog berette, at kvinders status i Tyrkiet efterhånden var på højde med niveauet i de fleste EU-lande: “Kvinders status i Tyrkiet er efterhånden på linie med det niveau, vi finder i de fleste EU-lande. Tilbageværende juridiske bestemmelser der tillader diskrimination er ved at blive fjernet” (Turkey’s progress towards accession, 1998).

Årsagen til denne middelalderlige behandling af kvinder skal findes i manglen på uddannelse, mener EU-kommissionen: ”Kvinder er fortsat sårbare overfor diskriminerende praksis hovedsagelig på grund af mangel på uddannelse og en høj grad af analfabetisme (19 pct. af Tyrkiets kvinder er analfabeter. Dette tal er betydeligt højere i den sydøstlige del). (Turkey’s progress towards accession, 2004).

Den tyrkiske straffelov er blevet ændret så bestemmelsen om, at voldtægtsforbrydere kan få deres straf reduceret eller helt blive løsladt, hvis de indvilliger i at gifte sig med offeret, er fjernet. Men virkeligheden for landets kvinder ser næsten lige så sort ud, som den hele tiden har gjort. Amnesty International skriver følgende om kvindernes situation i deres seneste årsrapport: ”Hundredtusindvis af kvinders menneskerettigheder krænkes til stadighed som et resultat af vold i familien. Der foreligger rapporter om prygl, voldtægt, mord og påtvunget selvmord. Statsmagten har ikke magtet at beskytte kvinder ordentligt. Undersøgelser vedrørende anmeldelser om vold i familien var ofte mangelfulde og gerningsmændene blev sjældent bragt for retten. Beskyttelseshjem for kvinder der var i fare for at blive udsat for vold var ekstremt sjældne”. (Amnesty International Report 2005).

I et Ritzautelegram den 9. december 2004 er beskrevet en række sager om vold mod kvinder og kvindeundertrykkelse i Tyrkiet. Tyrkiske kvinder udsættes ofte for grov vold af nære familiemedlemmer, typisk for noget så banalt som at have båret en stramtsiddende kjole! Den omfattende vold resulterer i nogle tilfælde i, at kvinderne begår selvmord. I telegrammet oplyses, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle tyrkiske kvinder har været udsat for vold begået af medlemmer af deres egne familier. Volden og undertrykkelsen mod kvinder finder ikke kun sted i de fattige dele af Tyrkiet eller i de områder, hvor uddannelsesniveauet er lavt – som EU-kommissionen ellers hævder. Alle undersøgelser om emnet viser, at volden mod kvinder finder sted alle steder i landet. Ritzau oplyser således, at en undersøgelse i Tyrkiets hovedstad viste, at 64 pct. af de adspurgte kvinder havde været udsat for vold fra deres mand (Ritzau 9. december 2004).

Talrige episoder giver også et godt indtryk af, hvordan det officielle Tyrkiets holdning er til kvinder. Forud for kvindernes internationale kampdag 8. marts demonstrerede nogle kvinder i Istanbul for at rette opmærksomheden mod kvinders trænge kår i Tyrkiet. Typisk for den tyrkiske ordensmagt satte man ind med tåregas og knipler for at nedkæmpe demonstrationen. Årsag: demonstrationen var uanmeldt og derfor ulovlig! Flere af kvinderne blev alvorligt kvæstet, demonstranterne blev gennembanket af politifolk med knipler og fik sprøjtet tåregas i øjnene – efter de var arresteret.

I Europa Parlamentets betænkning den 10. juni 2005 om kvindernes rolle i det sociale, økonomiske og politiske liv (A6-0175/2005) kritiseres Tyrkiet for stadigt ikke at gøre tilstrækkeligt for at sikre kvinders rettigheder. Tyrkiet roses ganske vist for at have vedtaget lovgivning, der skulle sikre kvinder bedre vilkår, men der opregnes en række eksempler på, at kvinder har langt til ligestilling i praksis. Europa Parlamentet skriver således ”at beskyttelsen af kvinders rettigheder stadig er utilstrækkelig i praksis, navnlig hvad angår vold mod kvinder, og opfordrer indtrængende regeringen til at rette større opmærksomhed mod gennemførelse af lovgivningen bl.a. ved hurtigst muligt at oprette krisecentre”. Europa Parlamentet fordømmer endvidere ”forekomsten af polygami, tvangsægteskaber, traditionsbestemte forbrydelser, æresforbrydelser og vold mod kvinder i almindelighed, herunder sexchikane på arbejdet, og anmoder den tyrkiske regering samlet og medlemmerne af regeringen individuelt om at gøre det samme, at forsøge at finde metoder til forebyggelse af disse forbrydelser og satte en stopper for dem, at straffe disse traditionsbestemte forbrydelser og æresforbrydelser lige hårdt”.

Europa Parlamentet opfordrer i sin betænkning endvidere EU-kommissionen til at iværksætte og støtte uafhængige undersøgelser, der skal kortlægge omfanget af vold mod kvinder i Tyrkiet, idet dette spørgsmål ikke har været belyst tilstrækkeligt. Dog henviser Parlamentet til undersøgelser fra FN’s Befolkningsfonds delegation i Tyrkiet, der viser følgende:

”1.259 kvinder blev interviewet mellem 1990 og 1996. Heraf sagde 88,2 %, at de levede i et

voldeligt miljø, og 68 % sagde, at de var blevet slået (…) Ifølge mændene blev 34 % af alle gifte kvinder udsat fra vold fra deres ægtefæller i 1995 (…) Næsten alle de kvinder, der boede i Ankaras slumområder i 1995, havde varet udsat for vold i hjemmet (…) 58 % af alle kvinder i det østlige og sydøstlige Anatolia rapporterede, at de var blevet udsat for fysisk vold i 1998 (…) 23 % af kvinder med en høj eller middel indkomst var blevet overfaldet eller slået af deres ægtefæller i 1998 (…) 86,1 % af ofrene for vold i hjemmet er kvinder. 39,2 % af alle kvinder mener, at mand er berettiget til at slå deres hustruer; 63 % af alle unge kvinder mellem 15 og 19 år mener, at det kan vare berettiget.”

Europa Parlamentet retter endvidere en skarp kritik af kvinders meget lave deltagelse i det politiske liv og kvinders manglende uddannelse: ”Kvinders deltagelse i det politiske liv i Tyrkiet er skræmmende lav (…)Flere end en halv million piger begynder ikke i skole hvert år, selv om der i Tyrkiet er undervisningspligt i mindst otte år”. Endvidere kritiseres kvinders lave deltagelse på arbejdsmarkedet og at denne er faldet i løbet af de senere år: ”Ifølge undersøgelser foretaget af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene er det kun 27 % af kvinderne i Tyrkiet, der i dag deltager på arbejdsmarkedet, sammenlignet med 35 % i 1998.”

Mange af tallene foran er forfærdende set fra et vestligt synspunkt. Vi er alle mennesker, men vore verdener er så forskellige. Det er rystende, at Tyrkiet er så langt fra at kunne leve op til de betingelser, der er aftalt, ikke mindst på et så vigtigt område som ligestillingen mellem de to køn. Vi hjælper ikke Tyrkiet og de tyrkiske kvinder ved at acceptere status quo, men kun ved uforfærdet at fastholde kravene om, at Tyrkiet skal leve op til respekt for kvinders rettigheder.

Afskaffelse af diskrimination på arbejdsmarkedet

Spørgsmål:

Har man i Tyrkiet fået afskaffet diskrimineringen af kvinder på arbejdsmarkedet?

Svar:

Tyrkiske kvinder har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet som følge af den omfattende diskrimination i landet. Det kan bl.a. ses på kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Kun ca. en fjerdedel af alle kvinder i den arbejdsduelige alder er i arbejde i Tyrkiet. I Danmark er mere end 70 pct. af alle kvinder mellem 15 og 64 år i arbejde. På trods af alle de fremskridt som den tyrkiske regering og EU-kommissionen hævder Tyrkiet har gjort med hensyn til ligestilling, viser data fra EU´s statistiske kontor Eurostat, at de tyrkiske kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet er faldende. Eurostat kan således berette, at kun 27 pct. af de tyrkiske kvinder i den arbejdsduelige alder var i arbejde i 2002. I 2003 var dette tal faldet til 25,7 pct., og i 2004 til 24,3 pct. I 2004 var det tilsvarende tal for tyrkiske mænd på 67,8 pct. Denne store forskel på mænd og kvinders arbejdsmarkedstilknytning vidner om en bevidst diskrimination. Arbejdsmarkedstilknytningen i Danmark var i 2004 på 71,6 pct. for kvinder og 79,7 for mænd (Eurostat).

Kvindeundertrykkelsen og den omfattende vold mod kvinder i Tyrkiet er i vidt omfang kulturelt betinget. Derfor er det lidet sandsynligt, at vilkårene for de tyrkiske kvinder bliver forbedret selv om det tyrkiske parlament vedtager nok så mange love for at beskytte kvinderne. Ægtemænd vil fortsat banke deres koner, fordi de går i ”forkert” tøj. Kvinder vil fortsat have store vanskeligheder ved at komme ind på arbejdsmarkedet på grund af den omfattende kønsdiskrimination. Kvinder vil fortsat blive udsat for repressalier fra det offentlige, hvis de forsøger at gøre opmærksom på disse uretfærdigheder.

Ytringsfrihed

Spørgsmål:

Opfylder Tyrkiet kravet om ytringsfrihed?

Svar:

I talrige erklæringer (f.eks. Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder) fremhæves Unionen som et værdifællesskab, der forsvarer forskellige grundlæggende friheder, herunder ytringsfriheden. I den forfatning, som EU’s ledere for nylig forsøgte at få vedtaget, men som blev forkastet af de franske og hollandske vælgere, fremgår af artikel II-71 stk. 1 ”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlige myndigheder og uden hensyn til landegrænser”. og artikel 71 stk. 2: ”Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.” I Kommissionens henstilling med henblik på Tyrkiets tiltrædelse som var stærkt medvirkende til, at Det Europæiske Råd gav grønt lys for at optagelsesforhandlingerne kunne påbegyndes i oktober 2005, roser EU-kommissionen Tyrkiet for dets mange fremskridt vedrørende vedtagelsen af reformer der bl.a. skal sikre ytringsfriheden. Kommissionen gør dog opmærksom på, at disse reformer også skal implementeres: ” Det gælder særlig politikken for nul-tolerance i kampen mod tortur og mishandling, samt anvendelse i praksis af bestemmelser vedrørende ytringsfrihed, religionsfrihed, kvinders rettigheder, ILO-standarder, herunder fagforeningsrettigheder og mindretals rettigheder.” (Kommissionens henstilling af 6. oktober, KOM(2004) 656).

Den folkelige og politiske virkelighed:

Det tyrkiske parlament har vedtaget en lang række reformer for at demonstrere overfor EU´s stats- og regeringschefer, at Tyrkiet gør alt, hvad der er muligt for at leve op til EU’s krav. I praksis efterleves disse reformer dog ikke. Det gælder tydeligvis også, når det drejer sig om at sikre ytringsfriheden. Der er utallige eksempler på, at der ikke er ytringsfrihed i Tyrkiet. Nedenfor er nævnt fire konkrete eksempler.

1. Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, anlagde i 2004 sag mod en tyrkisk karikaturtegner og dennes avis, Cumhuriyet, for at have skildret premierministeren som en kat, der havde viklet sig ind i garnet af kontroversen omkring de religiøse skoler i landet. Retten har netop tilkendt premierministeren en erstatning på 5.000 Lira (omkring 20.000 kr.), da karikaturtegneren blev fundet skyldig i ”offentligt at have ydmyget premierministeren”. Premierministeren har siden lagt sag an mod det tyrkiske tidsskrift ”Penguen” for at have bragt lignende karikaturtegninger.

2. Orhan Pamuks, en kendt tyrkisk forfatter, kritiserede under et interview til den schweiziske avis, Tages-Anzeiger, folkemordet på den armenske befolkning i begyndelse af det tyvende århundred og konstaterede, at en million armeniere og 30.000 kurdere var blevet dræbt i Tyrkiet. Disse udtalelser førte til, at forfatteren blev tiltalt for foragt for sit fædreland. Ifølge Tyrkiets helt nye straffelov, som skulle bringe landet på linje med EU-landenes retspolitik, er det en forbrydelse at omtale folkemordet på armenierne, ligesom det er forbudt at kræve besættelsestropperne på Cypern tilbagetrukket. Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger risikerer Orhan Pamuk op til tre års fængsel for sine udtalelser (Berlingske Tidende 8. september 2005).

3. I maj 2005 afholdtes der en konference i København om folkedrabet på den armenske befolkning. I den afsluttende debat blev der udtrykt håb om større åbenhed omkring denne historiske begivenhed, og den armenske ambassadør understregede, at nulevende tyrkere ikke deler skylden med dem, der var ansvarlige for folkemordet, medmindre de identificerer sig med dem. En tilsvarende konference blev planlagt til at finde sted på Bosperus Universitet i Istanbul. Dagen inden konferencen holdt den tyrkiske justitsminister, Cemil Cicek, en tale i parlamentet, hvor han beskyldte universitetet for forræderi og for at have dolket nationen i ryggen. Under de omstændigheder valgte universitetet at udsætte konferencen.

4. Den 25. maj 2005 forbød den tyrkiske højesteret lærerforeningen ”Egitim Sen” fordi der i foreningens vedtægter står, at børn skal have ret til undervisning på deres modersmål. Dette er i modstrid med landets forfatning, hvori der står, at undervisning skal foregå på tyrkisk. Lærerforeningen har med fredelige midler forsøgt at fremme nogle synspunkter, som den tyrkiske regering er modstander af. Tyrkiets højesteret skulle have afgjort denne sag, før EU’s stats- og regeringschefer besluttede, om EU ville indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, men besluttede altså at udskyde afgørelsen fordi den viste, at det ville gøre det sværere for EU’s ledere at tage en beslutning, der tilgodeså Tyrkiet.

De pågældende sager er typiske, og viser, at Tyrkiet ikke har evne eller vilje til at overholde de løfter, som det har givet til EU´s institutioner og medlemslande for at få indledt optagelsesforhandlingerne. De tyrkiske ledere siger det EU’s regeringschefer vil høre, men gør noget andet i praksis. Det er uforståeligt, at EU overhovedet kan overveje at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, når det er bevist gang på gang, at de små EU-lande under ingen omstændigheder kan stole på det, den tyrkiske regering siger.

Det tyrkiske samfund gennemgår store forandringer. Det er i sig selv positivt. Men som ansvarlige politikere bør EU’s statsledere ikke kun blindt glæde sig over reformerne, men må også konkret forholde sig til indholdet af disse. Det er eksempelvis slående, så upåtalt den stort opslåede reform af den nye straffelov har fået lov til at passere. Upåtalt er det, at det fortsat er ulovligt at omtale det armenske folkemord. Og upåtalt er det, at man i Tyrkiet - selv med den nye straffelov, der skulle sikre landets overholdelse af menneskerettigheder og københavnskriterier - stadig kan straffes for at kræve de tyrkiske besættelsestropper hjemtaget fra Cypern. Denne Hvidbog indeholder mange eksempler på, hvordan ytrings- og pressefriheden i Tyrkiet ikke de facto lever op til selv de ringeste standarder i EU.

Et land er ikke demokratisk blot fordi det afholder periodiske valg til en folkevalgt forsamling. Hvis dette var tilfældet, ville Iran være et demokrati! Også i Sovjetunionen og DDR havde man regelmæssige valg. Ægte demokrati indebærer ytringsfrihed, som er en grundpille for demokratiet, jf. f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10, stk. 1.

I Danmark og andre demokratiske lande med demokratisk styre kan foreninger virke, selv om de repræsenterer holdninger, der er i modstrid med regeringens. Overalt i moderne demokratier lægger man vægt på ikke at true eller krænke ytringsfriheden, og der indrømmes et stort spillerum for ytringer, der udfordrer samfundsordenen. Der findes foreninger, der virker for at afskaffe demokratiet, - i Danmark tillades således kommunistiske, nazistiske og religiøse foreninger, som arbejder for en ikke-demokratisk indretning af samfundet. Sådanne foreninger kan kun forbydes eller opløses, hvis de griber til ulovlige metoder, for eksempel gennem vold eller opfordring til vold. Helt anderledes i Tyrkiet: her sætter myndighederne selv spillereglerne for, om de vil tåle kritik eller modsigelse.

Islamisk fundamentalisme

Spørgsmål :

Er Tyrkiet ikke et meget vestligt præget land?

Svar:

Tyrkiet fremhæves ofte blandt andre muslimske lande for den udprægede vestliggørelse, der i snart 100 år har fundet sted som en følge af Kemal Atatürks reformer efter første verdenskrig. Denne reformproces har haft enorm betydning for udviklingen af det nuværende Tyrkiet. Men det bygger på en illusion, hvis man tror, at der i Tyrkiet rører sig de samme tendenser og bevægelser som i Vesten.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Mange vil huske, at det fundamentalistiske velfærdsparti, Refah Partisi, sad på borgmesterposterne i flere af de store byer samt på regeringsmagten i Ankara i midten af halvfemserne. Refah Partisi, der blandt andre talte nuværende præsident Erdogan som et fremtrædende medlem, blev på grund af sit fundamentalistiske program dømt som værende i strid med den tyrkiske forfatning, da højesteret behandlede valgresultatet. Og ved den senere anke, som partiet indgav til den europæiske menneskerettighedsdomstol, blev den tyrkiske højesteretsdom taget til følge, idet der henvistes til, at Refah Partisis shariaprogram i sig selv stred mod menneskerettighederne.

Ikke mange havde troet, at fundamentalisten Erdogan blot ti år senere ville sidde ved forhandlingsbordet i Bruxelles tæt på at indlede optagelsesforhandlinger med EU. EU forhandler ikke kun med en politisk ledelse, der hverken respekterer pressens ytringsfrihed eller anerkender det armenske folkemord, men med politikere, som et årti tidligere kæmpede for synspunkter, der er i strid med menneskerettighederne. EU er med denne kurs i fuld gang med at undergrave sin troværdighed som frontkæmper for demokrati og menneskerettigheder.

Om den tyrkiske befolkning anno 2005 deler Erdogans shariasympatier, er vanskeligt at sige. Men en rapport fra PEW institute i juli 2005 giver en del af svaret. PEW Institute med basis i Philadelphia er et af verdens mest ansete uafhængige institutter, der gennemfører og støtter undersøgelser og forskning om samfundsforhold overalt i verden.

Flere undersøgelser har vist, at er stort flertal af tyrkerne går ind for medlemskab af Den Europæiske Union. I en rapport fra PEW Global Attitude Project den 14. juli 2005 fremgår det, at 68 pct. af tyrkerne er for medlemskab, mens kun 27 pct. er imod. Andre undersøgelser har vist endnu større tyrkisk tilslutning til EU-medlemskabet. Umiddelbart kunne man derfor tro, at hovedparten af tyrkerne har en endog meget positiv opfattelse af europæerne og de europæiske værdier. Ellers ville så mange tyrkere vel ikke acceptere, at deres land skulle optages i en organisation, som kan vedtage lovgivning, der er gældende i Tyrkiet.

Nærmere analyser viser noget andet. The PEW Global Attitudes Project foretager opinions-undersøgelser på verdensplan. Den 14. juli 2005 offentliggjorde PEW en rapport om islamisk terrorisme, muslimernes holdninger til vesterlændinge, disses holdninger til muslimer m.v. Hele rapporten forefindes på deres hjemmeside: www.pewglobal.org. De data, der danner baggrund for rapporten, er indsamlet i løbet af foråret 2005 blandt 17.000 respondenter i 17 lande. Nedenstående oplysninger stammer fra PEW rapporten af 14. juli 2005.

I undersøgelsen blev en række nationaliteter spurgt, om de har en positiv eller negativ opfattelse af henholdsvis kristne, jøder og muslimer. Undersøgelsen viste, at befolkningerne i vestlige lande generelt har en positiv opfattelse af andre religiøse grupper. Men hele 63 pct. af de adspurgte tyrkere svarede, at de har en negativ opfattelse af kristne, og kun 21 pct. af respondenterne svarede, at de havde et positivt syn på kristne.

På spørgsmålet ”hvilken religion er mest voldelig” svarede 46 pct. af de adspurgte tyrkere, at de mener, at kristendommen er den mest voldelige, mens 20 pct. svarede jødedommen. Af alle de adspurgte nationaliteter var tyrkerne de eneste, der svarede, at de fandt kristendommen som den mest voldelige religion. Selv i store muslimske lande som Pakistan og Indonesien var der flere af de adspurgte, der svarede, at islam er mere voldelig end kristendommen. i Pakistan anså 11 pct. islam for den voldeligste religion, mens 10 pct. svarede kristendommen. De tilsvarende tal for Indonesien er henholdsvis 6 pct. og 4 pct.

Undersøgelsen viste endvidere, at islam spiller en stor rolle i det politiske liv for 62 pct. af de adspurgte tyrkere. Dette er en meget stærk stigning i forhold til en lignende undersøgelse foretaget i 2002 som viste et resultat på 41 pct. Der er således noget der tyder på, at de grupper, der målbevidst arbejder for en islamisering af den tyrkiske befolkningen, er på vej til at opnå, hvad de vil. Dette understøttes af en anden undersøgelse, der viser, at tyrkerne først og fremmest ser sig selv som muslimer frem for et nationalt tilhørsforhold. Undersøgelsen viser også, at 20 pct. af tyrkerne mener, at selvmordsbomber og andre former for voldelige angreb mod civile er i orden, når det sker til islams forsvar.

Hovedparten af Europas befolkning er kristne og kristendommen har præget udviklingen i Europa og de værdier europæerne deler. På den baggrund kan det vække undren, at tyrkerne ønsker medlemskab af EU. Tyrkerne deler ikke europæernes værdier. Et voksende flertal blandt tyrkerne betragter de kristne og kristendommen som deres hovedfjende. Undersøgelsen viser, at tyrkerne adskiller sig meget kraftigt fra europæerne, at de har helt andre værdier, og at de islamiske fundamentalistiske kræfter er stærkt rodfæstet i den tyrkiske befolkning.

Afskaffelse af tortur i tyrkiske fængsler

Spørgsmål:

Har Tyrkiet afskaffet brugen af tortur hos politimyndigheder og i fængsler?

Svar:

Ifølge EU-kommissionens rapport om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse benyttes tortur stort set ikke mere: “Myndighederne har vedtaget en nul-tolerance politik imod tortur og et antal gerningsmænd er blevet straffet. Tortur forekommer ikke længere systematisk, men sager om dårlig behandling og tortur forekommer stadig, og der vil være brug for yderligere anstrengelser for at komme denne praksis til livs.” (Turkey’s progress towards accession, 2004).

Den folkelige og politiske virkelighed:

Den officielle holdning i EU er, at tortur ikke længere foregår systematisk i Tyrkiet. På trods af forsikringer fra den tyrkiske regering om at ville overholde menneskerettighederne, er der intet der tyder på, at antallet af torturofre er faldende. Den tyrkiske menneskerettigheds-stiftelse HRFT (Human Rights Foundation Turkey) driver fem rehabiliteringscentre for torturofre i Tyrkiet. Formålet er at behandle ofre samt at dokumentere torturen. De tyrkiske myndigheder fører sager mod de tyrkiske læger ved disse centre for at gøre det umuligt at drive rehabiliteringscentrene. Hvis disse centre lukkes, er der ingen uvildige organisationer til at dokumentere omfanget af tortur i Tyrkiet, og så vil den tyrkiske regering kunne sige, at tortur ikke længere finder sted i Tyrkiet.

På trods af de tyrkiske myndigheders kamp mod rehabiliteringscentrene og mange retssager mod folk, der hjælper torturofrene, er det lykkedes i et vist omfang at fortsætte arbejdet med at behandle ofre og dokumentere torturen. Ifølge den danske læge Inge Genefke fra Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, må man forstå, at tortur er ligeså udbredt som tidligere på trods af de nye love, der er vedtaget: ”De nye love er ganske gode. Men på torturområdet bliver de ikke implementeret” (Politiken 5. marts 2004).

Brug af tortur er ikke længere lovligt i Tyrkiet, og embedsmænd, der udøver tortur, kan straffes. I 2003 proklamerede landets præsident endda en nul tolerance overfor tortur. Men hvordan efterleves det? Ifølge de seneste tal fra rehabiliteringscentrene registreredes der omtrent ligeså mange torturofre i 2003 som året før – og det til trods for de stadig vanskeligere arbejdsbetingelser for centrene. Torturofrene, der registreres af centrene, repræsenterer formentlig kun toppen af isbjerget, fordi kun de færreste ofre tør henvende sig hos centrene af frygt for yderligere repressalier fra myndighederne.

Torturmetoderne har ændret sig. Amnesty International skriver i sin årlige rapport om menneskerettigheder i 2005, at torturmetoder, der efterlader ofrene med synlige skader på kroppen, er aftagende, mens dødstrusler, elektrisk chok, tæsk stadig er udbredt blandt politi og sikkerhedsstyrker. I et memorandum 1. august 2005 skriver Amnesty, at tempoet i reformprocessen er nedsat og tortur af fanger fortsat et omfattende problem. Intergovernmentale organisationer kan stadig rapportere om store antal torturofre. F.eks. rapporterede menneskerettighedsorganisationen (IHD) i 2004 om 843 tilfælde af tortur ifølge Amnesty.

Som noget nyt kan medlemmer af politi- og sikkerhedsstyrker blive straffet for at udøve tortur mod fanger. Det sker dog sjældent. Der har været rejst enkelte sager mod torturbødler, men de ender ofte med frikendelse eller sagen bliver henlagt.: ”Amnesty International mener, at de fleste undersøgelser af klager og beskyldninger om voldsomme menneskerettigheds-krænkelser i Tyrkiet er mangelfulde, og når de forekommer, er den retslige proces mod dem, der er anklaget for at have begået overtrædelserne ofte behæftede med fejl. Resultatet forekommer i vidt omfang af være straffrihed for embedsmænd, der har gjort sig skyldig i menneskerettighedskrænkelser. ( Memorandum on AI’s recommendations to the government to address human rights violations, august 2005). I årsrapporten fra 2005 skriver Amnesty, at embedsmænd sjældent suspenderes fra tjeneste mens de undersøges.

Afskaffelse af korruption

Spørgsmål:

Er det rigtigt, at den omfattende korruption, der har kendetegnet Tyrkiet er aftagende?

Svar:

Tyrkiet er langt mere korrupt end noget EU-land. Alle undersøgelser viser, at Tyrkiet er blandt de mest korrupte lande i verden. Transparency International er en uafhængig international organisation, hvis formål er at bekæmpe økonomisk korruption på verdensplan. Transparency fastsætter indekstal, der angiver udbredelsen af korruption. Jo mindre korruption, desto højere placering på listen. I de to seneste undersøgelser ligger Tyrkiet placeret som nummer 77 – langt under nogen af de andre EU-lande. Samtidig viser placeringen også, at der ikke gøres noget for at komme korruptionen til livs. Den seneste undersøgelse viser også, at Danmark er et af de mindst korrupte lande med en placering som nummer 3 – kun overgået af Finland og New Zealand (se www.transparency.org).

Den folkelige og politiske virkelighed:

Ifølge oplysninger i dagbladet Information den 17. november 2004 er kampen mod korruption stort set ikke eksisterende i Tyrkiet. Korruption findes på alle niveauer i samfundet. De fleste institutioner er gennemsyret af korruption. Den revision, der finder sted, udføres under politisk tilsyn. Der forekommer uregelmæssigheder eller direkte svindel ved stort set alle licitationstilbud. En tyrkisk statsrevisor har udtalt: ”Der er blevet lavet fusk med så godt som hvert eneste licitationstilbud i Ministeriet for Offentlige Arbejder med ministerens fulde vished og samtykke…Der bliver ikke uddelt nogen kontrakter uden at ministeren er fuldt vidende om det” (Information, 17. november 2004). Dette understøttes af Verdensbanken, som har konstateret, at udbudsvilkårene oftest er så uigennemsigtige og ”at resultatet allerede er givet på forhånd, før licitationsrunden er gået i gang” (Information, 17. november 2004).

Saglig, objektiv og hæderlig administration indenfor det offentlige er en forudsætning for, at demokrati og markedsøkonomi kan fungere. Dette er ikke tilfældet i Tyrkiet. Graden af korruption udgør en trussel mod både økonomien og demokratiet i landet.

Tyrkiets besættelse af Nord-Cypern

Spørgsmål:

Er det korrekt, når nogle hævder, at Tyrkiet opretholder en militær besættelse af dele af et andet EU-lands territorium?

Svar:

I juli 1974 invaderede Tyrkiet den selvstændige republik Cypern. I løbet af få dage havde de tyrkiske troppestyrker besat hele den nordlige del af Cypern, ca. 38 pct. af landets areal, og samtidig den mest frugtbare del. Besættelsen har nu været opretholdt i mere end 30 år.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Baggrunden for invasionen var et kupforsøg fra en græsk, fascistisk gruppes side mod Cyperns lovlige regering under præsident og ærkebiskop Makarios, men dette kup faldt sammen efter få dage samtidig med, at den fascistiske militærjunta i selve Grækenland brød sammen.

Tyrkiet udnyttede situationen til at sætte sig fast på Cypern og danne en ulovlig stat på Nordcypern, en stat som ikke anerkendes af andre end Tyrkiet. Dette skete til trods for, at den oprindelige, selvstændige republik Cypern, som rummede et flertal af græskcyprioter og et mindretal af tyrkcyprioter var etableret med England, Grækenland og Tyrkiet som garantimagter.

Siden 1974 har Tyrkiet i strid med klare FN-resolutioner holdt Nordcypern besat. Næsten alle græsk-cyprioter er blevet fordrevet fra deres hjem. Omkring 100.000 tyrkiske landarbejdere, primært fra den østlige del af Tyrkiet, er blevet flyttet over til Cypern. Disse hjemlands-tyrkere har skabt de samme problemer, som kendes fra andre europæiske lande, hvor uoplyste og ikke-uddannede tyrkere er indvandret, men problemerne med disse indvandrere på Nordcypern er så omfattende og alvorlige, at mange af de oprindeligt ca. 150.000 tyrk-cyprioter er udvandret.

Tyrkiets manglende anerkendelse af Cypern .

Spørgsmål:

Er det rigtigt, at Tyrkiet afviser at anerkende EU-landet Cypern som selvstændig nation?

Svar:

Siden 1. maj 2004 har Cypern været medlem af EU, og samtidig er vi i den situation, at Tyrkiet søger om medlemskab. Tyrkiet har hidtil nægtet at anerkende den græskcypriotiske republik. Det er en uhørt situation, at et EU-ansøgerland ikke anerkender en del af det EU, man søger optagelse i og samtidig holder en del af dette EU-lands territorium besat.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Der har i 31 år forgæves været gjort forsøg på at løse Cyperns problemer. Tyrkiet har ikke på noget tidspunkt villet anerkende Cypern, endsige trække sig tilbage fra det besatte område. Tyrkiet lurer efter mange iagttageres opfattelse på at overtage Cypern, og det er en åbenlys risiko, at tyrkisk medlemskab af EU kan blive det legitime middel til at oversvømme hele øen – også den græske del - med tyrkere.

EU har på intet tidspunkt gjort det klart for Tyrkiet, at en forudsætning for at indlede optagelsesforhandlinger med henblik på EU-medlemskab er, at man anerkender de andre medlemslande. Det er i sig selv ejendommeligt, og det ville være utænkeligt at indbyde andre lande til optagelse, der havde udestående og uløste grænseproblemer i forhold til et EU-land. EU er ikke desto mindre klar til at byde Tyrkiet velkommen med åbne arme.

EU har stillet krav om, at Tyrkiet accepterede en udvidelse af den toldunion, landet har med EU, til også at omfatte de ti lande, der blev optaget i EU den 1. maj 2004. Den 29. juli 2005 underskrev Tyrkiet Ankara-aftalen, som udvider EU’s toldunion med Tyrkiet til at omfatte alle 25 EU-lande. Kort efter udsendte den tyrkiske regering dog en erklæring om, at Tyrkiet ikke anerkender Cypern. Herefter forsøgte EU at få en aftale om, at cypriotiske skibe kunne få lov til at anløbe tyrkiske havne. Selv dette udvandede krav ville tyrkerne ikke acceptere. Den tyrkiske udenrigsminister udtalte: ”Ingen skal lege med Tyrkiet” (Børsen, 5. september 2005). Tyrkiet mener at være i en position, hvor EU ikke kan stille krav til Tyrkiet, mens EU skal acceptere et hvilket som helst krav der udstedes af den islamiske regering i Ankara.

Denne provokation mod de europæiske demokratier har, efter folkeligt pres, fået nogle af Tyrkiets støtter i Europa til at skærpe tonen overfor Tyrkiet. Således Frankrigs udenrigsminister: ” Det er svært at forestille sig, at et land, som beder om at komme med i et samfund, nægter at anerkende et af dets medlemmer” (Kristelig Dagblad 1. september 2005). ”Ikke desto mindre har EU-kommissionen fastslået, at optagelsesforhandlingerne starter som planlagt, og at Tyrkiet ikke behøver at anerkende Cypern inden der indledes forhandlinger (Information 30. august 2005). EU’s stats- og regeringschefer har dog udsendt en erklæring om, at Tyrkiet skal anerkende den cypriotiske regering inden Tyrkiet optages.

Én sag er, hvordan den europæiske befolkning ser på optagelsen af Tyrkiet. En helt anden er, hvordan de europæiske ledere ser på spørgsmålet. Det er velkendt, at der er stor uoverensstemmelse mellem politikerne og befolkningerne. Præcis hvor langt EU´s ledere er villig til at gå for at behage Tyrkiet, viser den bebrejdelse, man udsatte den græskcypriotiske befolkning for, da landet i 2003 skulle stemme om modellen for medlemskab. Her talte EU´s ledere stærkt for, at græskcyprioterne skulle give indrømmelser til de tyrkiske indbyggere på den nordlige del af øen. Det var slående at høre EU-ledere, som normalt har let ved at tage ord om demokrati og frihed i munden, bebrejde græskcyprioterne for ikke at ville give indrømmelser over deres land til de tyrkiske indvandrere. Væk var al tale om folkelig medbestemmelse og demokratisk deltagelse. Cyprioterne havde stemt forkert og EU’s ledere beklagede.

Militærets indflydelse i Tyrkiet

Spørgsmål:

Er det korrekt, at det tyrkiske militær og dets trusler om at afsætte den demokratisk valgte regering er det eneste, der forhindrer Tyrkiet i at udvikle sig til et islamisk diktatur?

Svar:

Formelt er Tyrkiet et sekulariseret samfund, men under overfladen er landet islamisk. Det sekulariserede Tyrkiet kan kun opretholdes, så længe den uddannede elite og det tyrkiske militær har et fast greb om udviklingen. Disse har indset, at Tyrkiet må ændres fundamentalt, hvis demokratiet skal have en chance. Men det store flertal i befolkningen især på landet er tilbagestående, og det kan vare århundreder at ændre grundlæggende kulturelle vaner. Hvis EU-landene i misforstået demokratisk ånd kræver demokratiske reformer i Tyrkiet, kan de risikere at få det modsatte i form af et islamisk præstestyre.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Kemal Atatürk, den legendariske tyrkiske general, og Tyrkiets landsfader, som i 1923 styrtede det osmanniske kejserdømme og oprettede Republikken Tyrkiet, var drivkraften bag de reformer, der førte til sekulariseringen og indførelse af demokrati i landet. Men at hævde at islam som følge af sekulariseringen er uden betydning i Tyrkiet, svarer til at påstå, at kristendommen ikke har nogen betydning i Europa. Tyrkiet er meget stærkt præget af kulturelle og sociale normer, som er forankret i islam og i det hele taget ligger så fjernt fra EU’s, at dette i sig selv burde udelukke landet fra at blive medlem af EU.

Generalerne i Tyrkiets væbnede styrker anser sig for at være garanter for Kemal Atatürks reformer og den sekulære tyrkiske stat. For at beskytte demokratiet mod korruption, religiøs fanatisme osv. har det tyrkiske militær gennemført statskup i 1960, 1972 og i 1980. Efter kuppet i 1980 blev demokratiet først genindført tre år senere i 1983. Som følge af dette kup suspenderede det daværende EF den associeringsaftale, man havde indgået med Tyrkiet i 1963 (aftalen var suspenderet fra 1980 til 1986).

Ved flere lejligheder har militæret truet med at afsætte en siddende tyrkisk regering. Ved at sende en kampvognskolonne ind i en forstad til hovedstaden Ankara i 1997 gennemtvang den tyrkiske hær i realiteten, at landets første islamisk ledede regering under premierminister Necmettin Erbekan måtte træde tilbage. Generalerne mener, at de væbnede styrker har en forpligtelse til at gribe ind i den politiske beslutningsproces, hvis et parlamentarisk flertal udgør en trussel mod det sekulære samfund og demokratiet. Hvis EU påbegynder optagelses-forhandlinger, men samtidigt gør det klart, at disse vil blive indstillet, hvis det tyrkiske militær på nogen måde griber ind for at beskytte demokratiet, er der ikke længere noget der forhindrer, at Tyrkiet underkastes religiøs fundamentalisme. Både EU-kommissionen og Danmarks udenrigsminister har gjort det klart, at sådan en situation vil føre til afbrydelse af optagelsesforhandlingerne.

Under Folketingets behandling af et forslag til folketingsbeslutning om e n vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union, Folketingsåret 2004 – 05, gjorde udenrigsminister Per Stig Møller det fuldstændig klart, at hvis Det tyrkiske militær afsætter eller truer med at afsætte en tyrkisk regering for at beskytte den sekulære stat og dermed demokratiet mod religiøs fanatisme, vil optagelsesforhandlingerne blive suspenderet (se besvarelse af udvalgsspørgsmål nr. 9 if. med behandlingen af ovennævnte beslutningsforslag). I besvarelsen af skriftlig parlamentsforespørgsel (E-0842/05DA) fremgår det, at EU-kommissionen vil betragte tyrkisk militærs indblanding i den politiske beslutningsproces som et brud på de politiske Københavnskriterier. I den forbindelse henviser EU-kommissionen til Det Europæiske Råds konklusioner fra rådsmødet i december 2004, hvori det fastsættes: ”I tilfælde af grov og vedvarende overtrædelse i et kandidatland af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, som Unionen bygger på, henstiller Kommissionen på eget initiativ eller på anmodning af en tredjedel af medlemsstaterne, at forhandlingerne suspenderes, og foreslår betingelserne for en senere genoptagelse.”

De væbnede styrker er desværre den eneste stærke faktor, der kan forhindre Tyrkiet i at udvikle sig til et islamisk præstestyre med Iran som forbillede. EU’s krav til Tyrkiet under optagelsesforhandlingerne vil være øget civil kontrol med militæret. På den måde kan EU indirekte være med til at fremkalde et islamisk kup i Tyrkiet. Atatürk sagde ”Der findes kun én civilisation, den vesterlandske”. Desværre lykkedes det ikke for ham at få alle tyrkere overbevist om rigtigheden heraf, og de islamiske kræfter står i dag stærkt i Tyrkiet. Vi kan indgå handelsaftaler med Tyrkiet, men at give det store islamiske land medbestemmelsesret i EU vil være skæbnesvangert for hele Europa.

Indvandring fra Tyrkiet

Spørgsmål:

Vil reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed få betydning?

Svar:

Ja, hvis Tyrkiet optages i EU, vil der være fri adgang for millioner af arbejdsløse tyrkere til at søge arbejde i Vesteuropa, herunder i Danmark.

Den folkelige og politiske virkelighed:

I slutningen af tresserne begyndte tyrkiske gæstearbejdere at komme til Danmark og en række andre vesteuropæiske lande. Dengang var der mangel på arbejdskraft. Da de europæiske lande senere ramtes af stigende arbejdsløshed, fortsatte indvandringen. I dag lever over fire mio. tyrkere og tyrkiske efterkommere i EU, særlig mange i Tyskland.

De, der hidtil har vandret fra Tyrkiet til Europa, har været fattige og ressourcesvage. De kommer ikke fra de større og mere moderne byer i det vestlige Tyrkiet, men hovedsagelig fra det centrale Tyrkiet, herunder fra landområder. Det har i alle EU-landene i realiteten været umuligt at integrere disse grupper trods omfattende lovgivningsmæssig og økonomisk indsats. I stedet er der opstået parallelsamfund med egne normer, hvor kriminalitet og kvindeundertrykkelse florerer. Kun en lille del af tyrkerne i EU er i normalt arbejde og indgår som velintregerede i det omgivende samfund.

Reglen om arbejdskraftens frie bevægelighed er en grundpille i det europæiske samarbejde, som skal føre til, at EU bliver et samlet arbejdsmarked, hvor borgere kan flytte fra områder med relativt høj arbejdsløshed til områder, der mangler arbejdskraft. Hensigten er at skabe økonomisk vækst og velstand ved at flytte ressourcerne til de områder, der har brug for dem.

Hvis Tyrkiet bliver medlem, vil disse regler også gælde for tyrkere, der søger mod det rigere Vesteuropa. Men årtiers erfaring har vist, at tyrkere meget sjældent finder arbejde i det land, de bosætter sig i. I Danmark har flere undersøgelser vist, at etniske tyrkere har en meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har på baggrund af en række undersøgelser konkluderet ”tyrkiske indvandreres og efterkommeres erhvervsfrekvens er lavere end danskeres og at tyrkere klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end øvrige udlændinge” (Udenrigsministerens besvarelse af spm. 12 if. beslutningsforslag B 17, Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union, folketingsåret 2004-05).

Hvis Tyrkiet bliver medlem af EU, vil millioner af tyrkere vandre til EU – herunder til Danmark. Det kan ikke forventes, at de i nævneværdig grad kommer i arbejde. Men det står fast, at de vil nyde godt af vores velfærdsgoder. Danmarks ellers sunde økonomi kan komme under et stærkt pres. Det er ikke overraskende, at det nu er kommet på tale at beskære og endda afskaffe flere af vores velfærdsydelser, fordi vi skal have råd til at betale de omfattende udgifter, der er forbundet med den omfattende indvandring, der har fundet sted siden slutningen af tresserne. I dag kappes flere af de danske politiske partier, bl. a. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre om at bebude nedskæringer til efterlønsområdet og forhøjelse af folkepensionsalderen.

Det er gennem de sidste 30 år veldokumenteret, at store grupper af ubeskæftigede udlændinge sætter velfærdet under pres gennem stærk forøgede udgifter til overførselsindkomster, sundhedsvæsen, socialforsorg, politi- og retsvæsen, fremskaffelse af boliger, tolkning, uddannelse m. v. Se bl. a. ”Danmarks Fremtid – Dit Land – dit Valg”, udgivet af Dansk Folkeparti, 2001 (ISBN 87-988434-0-0.) Hvis Tyrkiet opnår medlemskab, kan den tyrkiske indvandring blive en meget alvorlig trussel mod den danske velfærdsstat.

Modstanden mod Tyrkiet i de nuværende medlemslande

Spørgsmål:

Er der ikke bred opbakning til de europæiske politiske ledere, der gerne ser Tyrkiet som medlem af EU?

Svar:

Nej, slet ikke. Der er overalt i Europa stærk modstand mod tyrkisk medlemskab.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Der er udbredt modstand mod tyrkisk EU-medlemskab over alt i Vesteuropa.

Det gælder også i den danske befolkning. Meningsmålingerne viser, at der er et klart flertal i den danske befolkning mod, at Tyrkiet optages i EU. Selv blandt de mest EU-positive partier, er flertallet af vælgerne imod Tyrkisk optagelse.

Rambøll Management foretog i september 2004 en meningsmåling for Jyllands-Posten. Den viste, at 31 pct. af de adspurgte var for tyrkisk medlemskab, mens 49 pct. var imod. Inden for oppositionspartierne S, RV, SF, KD og EL er der i den nye undersøgelse 48 pct. modstandere og kun 36 pct. tilhængere. Blandt regeringspartiernes og Dansk Folkepartis vælgere er der målt 61 pct. modstandere og kun 27 pct. tilhængere af tyrkisk medlemskab. Der er således massiv modstand blandt vælgerne i alle partier. Resultatet af en undersøgelse bragt i Ugebrevet A4 nr. 17, 10. maj 2004 viste flertal mod tyrkisk medlemskab blandt alle partiers vælgere. Selv i Det Radikale Venstre kunne der findes flertal imod tyrkisk optagelse.

Modstanden mod tyrkisk medlemskab er steget kraftigt i det seneste år. En meningsmåling i dagbladet Børsen den 5. september 2005 viser et massivt flertal imod tyrkisk medlemskab. Ifølge denne opinionsmåling er 63 pct. af vælgerne modstandere af at optage Tyrkiet, hvorimod under en fjerdedel af vælgerne støtter tyrkiske medlemskab.

Udenrigsminister Per Stig Møller, der er kendt som en af de varmeste fortalere for tyrkisk medlemskab, blev den 7. december 2004 bedt om at oplyse, om der nogensinde var foretaget en meningsmåling i Danmark, der viste, at et flertal af vælgerne støttede tyrkisk medlemskab. Dansk Folkeparti er ikke i tvivl om, at hans ministerium har gjort sit ypperste for at finde en sådan opinionsmåling, men det lykkedes til udenrigsministerens store ærgrelse ikke, idet han måtte svare følgende: ” Regeringen er ikke bekendt med at der foreligger meningsmålinger foretaget i Danmark, som viser at der skulle være et flertal i den danske befolkning, som ønsker Tyrkiet som medlem af EU.” (Svaret er afgivet af udenrigsministeren i forbindelse med udvalgsarbejdet til B 17 - Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union).

Modstanden mod Tyrkiet er dog større i en række andre EU-lande. Generelt er modstanden steget i løbet af det seneste år. Den største modstand findes dog ikke overraskende i de lande, hvor spørgsmålet om Tyrkiets eventuelle medlemskab har været genstand for offentlig debat. Den største modstand findes i Østrig og Frankrig, hvor omkring 80 pct. af vælgerne er imod, at Tyrkiet optages. I Tyskland er ca. to tredjedele af vælgerne imod. EU-kommissionen offentliggjorde i juli 2005 en opinionsmåling foretaget blandt omkring 30.000 borgere i EU-landene, som bekræfter billedet af den stigende modstand mod Tyrkiet som medlemsland. Målingen viser, at kun 32 pct. af borgerne i de gamle EU-lande kan acceptere tyrkisk medlemskab. Modstanden er lidt mindre i de ti nye medlemslande. Billedet er dog meget klart. Den største skepsis mod Tyrkiet findes i de lande, der betaler mest pr. indbygger til finansieringen af EU’s udgifter.

Det er således en vigtig kendsgerning, der bør indgå i den folkelige debat, at de europæiske regeringschefer i høj grad er på kollisionskurs med deres befolkninger. Historien fortæller os, at alvorlig uenighed mellem statsledelse og befolkning kan få meget problematiske konsekvenser for samfundsudviklingen.

Økonomiske omkostninger ved optagelse af Tyrkiet

Spørgsmål:

Kan EU’s budgetter klare optagelsen af EU over de næste 25 – 50 år?

Svar:

Ingen kan lægge realistiske budgetter over så lang en årrække, men det ser ud til, at vore statsledere i EU har valgt at se bort fra at Tyrkiet – hvis det optages i EU – vil være det uden sidestykke fattigste land, der som en møllesten om halsen vil trække resten af EU nedad.

Den folkelige og politiske virkelighed:

I EU-kommissionens rapport fra oktober 2004 om Tyrkiets fremskridt mod tiltrædelse, skriver Kommissionen om de økonomiske konsekvenser af en eventuel udvidelse med Tyrkiet: ”De budgetmæssige virkninger af tyrkisk medlemskab af EU vil først helt kunne vurderes, når alle parametrene for de finansielle forhandlinger med Tyrkiet er kendt i forbindelse med det finansielle overslag fra og med 2014. Arten af overførslerne til Tyrkiet og beløbet heraf kommer til at afhænge af en række faktorer, som ændrer sig løbende, såsom EU’s politikker og eventuelle særord, ninger, som aftales med Tyrkiet under forhandlingerne, samt de på tidspunktet gæl, dende budgetbestemmelser, særlig hvad angår det generelle budgetloft. Det er dog klart, at budgetvirkningerne set på basis af de aktuelle politikker vil blive betydelige” (Kom(2004)656, side 6).

EU-kommissionen har ikke fremlagt beregninger for, hvor meget det vil være nødvendigt at hæve EU-landenes bidrag til EU-b, udgettet, hvis Tyrkiet skulle blive fuldgyldigt medlem med alt, hvad det indebærer af økonomisk støtte. I dag udgør EU’s budget omkring 1 pct. af EU-landenes bruttonationalindkomst (BNI). Loftet for budgettet er 1,24 pct. af BNI. Flere af de nuværende medlemslande er utilfredse med størrelsen af de nuværende EU-bidrag. Hvis den seneste udvidelse af EU fører til, at EU’s budget nærmer sig loftet på 1,24 pct. af BNI, vil de nuværende nettobidragsydere komme til at betale endnu mere end i dag.

I 2005 betaler Danmark ca. 16 mia. kr. til EU. Det svarer f. eks. til ca. 2/3 af hvad efterlønsordningen koster. EU’s stats- og regeringschefer har endnu ikke fundet ud af, hvordan udvidelsen i 2004 skal finansieres. Det skyldes naturligvis, at ingen lande vil betale mere end de gør i dag. De fleste medlemslande har i forvejen problemer med at få deres budgetter til at hænge sammen, og borgerne i de gamle EU-lande har svært ved at acceptere det høje skattetryk samtidigt med, at der til stadighed sker velfærdsforringelser. Og det bliver borgerne i de gamle EU-lande, der skal betale for den seneste udvidelse. Det bliver også disse borgere, der skal betale for EU’s udvidelse med Tyrkiet.

Det er umuligt at sige, hvor meget det vil koste at optage Tyrkiet. Men hvis Tyrkiet skal have EU-støtte på lige fod med de andre EU-lande, bliver det nødvendigt med meget store stigninger i de nuværende medlemslandes bidrag til EU, og det bliver uden tvivl de lande, der i forvejen betaler mest til EU, der skal betale endnu mere. Det er ikke usandsynligt, at danskerne fremover kommer til at betale to eller tre gange så meget, som de ca. 16 mia. kr. om året, vi betaler nu. Det vil uundgåeligt betyde kraftige skattestigninger og forringelser i de eksisterende velfærdsordninger. Optagelse af Tyrkiet vil svække EU økonomisk og med sikkerhed belaste EU-landenes økonomier med social uro og øget polarisering til følge.

Politiske overvejelser

Spørgsmål:

Har de europæiske regeringer ikke lovet Tyrkiet, at det skal være en del af EU? Kan vi løbe fra det?

Svar:

Der er ingen forpligtelser for EU til at optage Tyrkiet.

Den folkelige og politiske virkelighed:

Under EU-topmødet i Helsinki i 1999 besluttede EU’s stats- og regeringschefer at give Tyrkiet status som kandidatland. Det betød, at EU accepterede Tyrkiet som ansøger. Men EU er overhovedet ikke forpligtet til at optage Tyrkiet. EU er ikke engang forpligtet til at indlede optagelsesforhandlinger. EU består af demo-kratiske lande, som er nogenlunde enige om, at EU også skal være en form for demokrati. Beslutningen om at optage Tyrkiet i EU er den absolut største beslutning EU-landene nogensinde har taget, idet den vil medføre en total forandring af alle EU’s medlemslande – følgerne vil blive højere skatter, forringelse af de mange velfærdsordninger som f. eks. efterløn og folkepension og en mangedobling af indvandringen. For nogle lande kan det komme til at betyde en egentlig islamisering af samfundet. Sådanne beslutninger kan ikke tages i demokratiske lande uden først at have hørt de berørte – borgerne i EU-landene.

Mange politikere og embedsfolk overalt i Europa har advaret mod konsekvenserne ved at optage Tyrkiet. Valéry Giscard d’Estaing, Frankrigs tidligere præsident og formand for det konvent, der havde til formål at forfatte en grundlov for det fremtidige EU, har ofte henvist til den kulturelle og religiøse afstand mellem Tyrkiet og EU. Var EU’s forfatning blevet vedtaget, ville de store lande have fået mere magt i EU’s beslutningsproces og kunne have domineret de mindre lande i højere grad end i dag. Som følge heraf advarede d’Estaing også mod at optage Tyrkiet på grund af dets størrelse. I 2015 vil Tyrkiets befolkningstal efter al sandsynlighed være større end noget EU-lands. I Kristeligt Dagblad den 14. september 2004 er d’Estaing citeret for følgende: ” med de kommende regler i EU vil konsekvenserne af et tyrkisk EU-medlemskab blive meget større end med dem, der er i dag (…)hvis man bringer et land ind, som alene tæller 16-17 procent af EU’s samlede befolkning, vil det ændre EU fuldstændig”.

Flere tidligere medlemmer af EU-kommissionen har advaret mod tyrkisk medlemskab bl.a. fordi det vil føre til EU´s opløsning. Særdeles mange politikere er opmærksomme på de alvorlige konsekvenser, men de tør ikke sige det, mens de er ved magten. Inden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i Danmark er han i bogen ”I godtvejr og storm” fra (side 226 – 227) 2000 citeret for disse ord: ” det er nødvendigt at gøre sig overvejelser om, hvor stort og omfattende EU-samarbejdet kan være, samtidig med at det skal fungere som en effektiv og beslutningsdygtig organisation”. Dette forklarede han, kunne opnås ved en model, som består i, ”at der er en kerne af EU-lande, og udenom er der cirkler af lande med en stærkere eller løsere tilknytning til kernen”. Herefter gjorde Anders Fogh Rasmussen det klart, at han ikke kunne forestille sig Tyrkiet som medlem af EU: ”Jeg kan ikke forestille mig Tyrkiet som medlem af EU. Politisk, økonomisk og kulturelt ville landet blive en fremmed fugl i samarbejdet, og et tyrkisk medlemskab kunne gøre samarbejdet ustabilt. Et tyrkisk medlemskab ville udvide EU’s ydre grænse til Iran og Irak, og dermed vil vi bevæge os ind i Mellemøstens urocentre.” Officielt har statsministeren skiftet standpunkt – måske fordi Tyskland under Gerhard Schröder vil have Tyrkiet med i EU.

Afslutning

”Hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen ved Wien i 1683 en spildt indsats”

Den tidligere kommissær for det indre marked, hollænderen Frits Bolkestein, advarede mod optagelse af Tyrkiet under en forelæsning på Leiden Universitet i Holland den 6. september 2004, kort før EU-kommissionen skulle komme med sin anbefaling til Det Europæiske Råd om, hvorvidt EU bør indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Frits Bolkestein udtalte ”Det vil blive enden på EU i dets nuværende form, hvis et land med 68 millioner indbyggere, der måske vokser til 83 millioner i 2010, lukkes ind.”. Kommissæren gjorde det klart, at hvis Tyrkiet nogensinde skal med i EU, skal tyrkerne helt ændre deres identitet. Han fremsatte den markante udtalelse: ”…hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen (fra osmannerne) ved Wien i 1683 en spildt indsats.”. Bolkestein gjorde opmærksom på de økonomiske konsekvenser, en optagelse af Tyrkiet vil få, og sagde, at det ville være umuligt at fortsætte med de nuværende landbrugsstøtte- og strukturstøtteordninger (Nyhedsbrevet ”EUObserver.com” 7. september 2004). Han påpegede, at hvis Tyrkiet optages, bør nogle af de lande, der ligger langt tættere på Europa – både geografisk og kulturelt – også optages. Han nævnte bl.a. Ukraine og Hviderusland, og mente, at i løbet af 15 til 20 år kan vi have et EU med op til 40 medlemmer. (citaterne er fra Kristeligt Dagblad 9. september 2004).

I tiden op til den 6. oktober 2004, hvor EU-kommissionen traf beslutning om at anbefale, at der indledes optagelsesforhandlinger med det store islamiske land, var der omfattende splid internt i Kommissionen. Det var ikke overraskende stærke tilhængere af EU-samarbejdet, der advarede mod optagelse mod Tyrkiet. I et brev til de andre medlemmer af EU-kommissionen advarede den daværende landbrugskommissær Franz Fischler i stærke vendinger mod tyrkisk medlemskab.

Fischler begrundelser var delt op i en kulturel, en økonomisk og en politisk: For det første: ”Tyrkiet er i bund og grund ikke et europæisk land, og muslimske fundamentalister kan hurtigt vende den demokratiske udvikling i landet. Tyrkiet er langt mere orientalsk end katolsk. Der må være en alvorlig bekymring for, om Tyrkiet i det lange løb kan forblive sekulært demokratisk.” For det andet ”En optagelse af Tyrkiet vil sprænge EU’s budget. Den årlige omkostning alene på landbrugsområdet vil blive større end for de 10 nye medlemslande tilsammen.”. For det tredje advarede han mod, at en optagelse af Tyrkiet vil ødelægge det europæiske samarbejde. I den forbindelse gjorde han opmærksom på, at de to største støtter af tyrkisk medlemskab er USA og Storbritannien, og skriver, at disse lande ”ikke er bekymret for, om optagelsen af Tyrkiet vil svække Unionens politiske udvikling”, og antydede dermed, at disse landes støtte til Tyrkiet ene og alene var et forsøg på at splitte de europæiske lande. (De her anførte citater stammer fra Berlingske Tidende 11. september 2004).

Tyskland har traditionelt været en af Tyrkiets nærmeste støtter i Europa, men denne støtte er blevet stadig mere upopulær i den tyske befolkning. Der bor flere millioner tyrkiske indvandrere og efterkommere af disse i Tyskland. Høj arbejdsløshed og kriminalitet præger denne gruppe mennesker og det tyske samfund bruger enorme ressourcer på denne befolkningsgruppe. Tyskland er endvidere det land der brutto og netto betaler flest penge til EU – på trods af, at Tyskland selv oplever store økonomiske problemer. Dette har fået de ellers så pligttro tyskere til at reagere. Det store flertal vil ganske enkelt ikke acceptere tyrkisk medlemskab, og det er nogle af de tyske politikere så småt begyndt at forstå. Lederen af CDU, det ene af Tyskland to store politiske partier, Angela Merkel, har således ved flere lejligheder advaret mod at optage Tyrkiet. I et brev til ledere af konservative politiske partier i EU-landene samt EU’s formand, Tony Blair og EU-kommissionsformand, José Manuel Barroso, skrev hun: ” Vi er fuldstændig overbeviste om, at et tyrkisk medlemskab både vil overbebyrde EU politisk, økonomisk og socialt true den europæiske integration”. Merkel har tidligere gjort det klart, at efter hendes mening bør Tyrkiet aldrig blive medlem af EU. Hun har i stedet foreslået, at EU tilbyder Tyrkiet et privilegeret partnerskab. Frankrigs nuværende indenrigsminister, Nicholas Sarkozy, og den mest sandsynlige efterfølger til præsidentembedet ved det franske præsidentvalg i 2007 har været en af de stærkeste modstandere mod tyrkisk medlemskab. Sarkozy har valgt at lytte til den franske befolknings bekymringer og dette har været stærkt medvirkende til at man nu i Frankrig har besluttet at underkaste en eventuel beslutning om tyrkisk medlemskab en folkeafstemning i Frankrig.

Modstand mod at optage Tyrkiet i EU betyder ikke nødvendigvis modstand mod udvidelse af det europæiske samarbejde. Den østrigske kansler Wolfgang Schüssels holdning belyser dette. Han var varm fortaler for EU’s seneste udvidelse med de øst- og centraleuropæiske lande, og han er tilhænger af yderligere EU-udvidelse med bl.a. Kroatien. Men Schüssel er også godt klar over, at Tyrkiet udgør den største trussel mod Europas sikkerhed og eksistens siden Sovjetunionen. Som en konsekvens heraf har den østrigske kansler foreslået, at der afholdes folkeafstemninger i alle EU-landene om spørgsmålet. Det blev dog pure afvist af hovedparten af stats- og regeringscheferne – herunder den danske statsminister. Kansleren lovede sine egne landsmænd, at de får lov til at tage stilling ved en folkeafstemning.

EU står overfor store udfordringer. De næste mange år skal bruges til at få samarbejdet til at fungere efter udvidelsen med de ti lande, der blev medlemmer i 2004. Med få undtagelser er disse lande økonomisk mere tilbagestående end selv de fattigste lande i EU-15. De nye medlemslande skal op på niveau med de gamle EU-lande før EU´s ledere overhovedet bør begynde at tale om yderligere udvidelser. Og når dette sker, så bør europæiske lande være garanteret fortrinsret, når det gælder om at påbegynde optagelsesforhandlinger. EU er først og fremmest et europæisk samarbejde og medlemskab skal være forbeholdt europæiske lande. Hvis EU optager et ikke-europæisk land, vil det blive svært at afvise andre ansøgere i fremtiden.

Overalt i Europa vokser modstanden mod at optage Tyrkiet i EU. En lang række politiske ledere og flere højt placerede embedsfolk har advaret. De politiske ledere beroliger undertiden befolkningerne med, at der nok skal blive afholdt folkeafstemninger før den endelige beslutning, - måske om 10 år. Man skubber problemet foran sig, men ved at forhandle med Tyrkiet nu opbygger man store forventninger hos tyrkerne, som vil kunne føre til en større konfrontation, hvis folkestemningen i EU – som det må forventes – er den samme om 10 år som i dag. Undertiden hører man også det synspunkt, at forhandlingerne med Tyrkiet i virkeligheden føres på skrømt – blot for at hindre at Tyrkiet vælger den arabiske verden i stedet for EU. Det er en farlig tankegang, for hvis forhandlingerne på et tidspunkt må afbrydes på grund af modvilje hos de europæiske befolkninger, vil frustrationerne i Tyrkiet være betydelige og konsekvenserne vanskelige at forudse.

Allerfarligst vil det dog være, hvis EU over nogle år bringer sig i en sådan forhandlingsposition, at man reelt ikke har andet valg end at gennemtvinge en optagelse af Tyrkiet uden at tage hensyn til modstanden i EU’s befolkninger. Det vil kunne føre til uoverskuelige konflikter i hele EU.

De europæiske politiske ledere henviser undertiden til, at Tyrkiet er under forandring og vil være helt anderledes om 10 år. Men en stor nation ændrer ikke sin kultur på 10 eller 20 år. I bedste fald kan det ske over flere generationer eller måske over et eller flere århundreder. Kultur ændrer sig ikke som følge af vedtagelse af en lovgivning, som EU ønsker. En kulturændring kan kun komme indefra. Det er os i Vesten, der i dag ønsker en anden tyrkisk kultur, men det er formentlig ren ønsketænkning, for flertallet af tyrkerne tilstræber ikke at udskifte deres kultur med en anden. I Tyrkiet er det en udbredt opfattelse, at det er EU’s medlemslande, der har brug for at skifte kultur!

Vi må håbe, at der indenfor den nærmeste fremtid kommer ansvarlige ledere til i nogle af de større medlemslande, som vil lytte til borgernes bekymringer og meddele Tyrkiet, at det aldrig kan accepteres som medlem af Den Europæiske Union. Det vil være et nederlag af dimensioner for de mange etablerede regeringschefer i Vesteuropas demokratiske lande, der har handlet uansvarligt ved at gå imod befolkningernes interesse, men det er en nødvendighed, hvis Europa og de europæiske befolkninger skal kunne imødese en stabil udvikling og en tryg fremtid.

#####

Læs Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet