Pressemeddelelser
Nyheder
Presseafdelingen
Billeder
Årsmødetaler
Valgfilm
Annoncer
Logoer
Other languages
 
DF: Useriøst integrationsforslag fra S

Christiansborg, tirsdag den 5. juni 2007


Det er useriøst, når Socialdemokratiet taler om en øvre grænse på 25 procent elever med indvandrerbaggrund i børnehaven. Socialdemokratiets egen udlændingepolitik vil nemlig snart medføre, at andelen af indvandrere i Danmark vil udgøre langt mere, og derfor kan vi ikke tage forslaget alvorligt, lyder meldingen fra Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen på Socialdemokratiets integrationsudspil i dag.

- Socialdemokraternes udspil, og for den sags skyld også undervisningsminister Bertel Haarders udspil om 50 procent som øvre grænse i folkeskolen, er alt for uambitiøse. En andel på 25 procent indvandrere lever er stadig ødelæggende for integrationen, og det er en ”gratis” udmelding fra Socialdemokraterne, idet den slet ikke hænger sammen med deres egen uansvarlige udlændingepolitik, pointerer Martin Henriksen.

- Skal der være en maksimumgrænse på andelen af indvandrerbørn i skoler og børnehaver, så skal den ligge på 10 procent. Ellers er det virkningsløst. Dertil kommer, at kommunerne må holde op med at indrette specielle forhold for børn med indvandrerbaggrund, såsom kønsopdelt svømmeundervisning, fritagelse fra lejrture og særlige madordninger. Det slags særbehandling er skadelig for integrationen. Det, vi skal satse på, er eksempelvis flere skole/hjem-samtaler, hvor vi blandt andet forklarer indvandrerne det hensigtsmæssige i at tale dansk, også derhjemme, fastslår Martin Henriksen.

- En ting kan jeg dog blive enig med Socialdemokraterne om: Berøringsangsten over for indvandrerfamilierne skal væk, og vi skal åbent turde håndtere de problemer, som eksempelvis religion udgør for integrationen. Det har Dansk Folkeparti talt åbent om i mange år, og det kan kun glæde mig, at dette nu også er gået op for Socialdemokratiet. Nu må de så også vise handling i form af en troværdig og aktiv integrations- og udlændingepolitik, siger Martin Henriksen.

 Tilbage
 Print