Pressemeddelelser
Nyheder
Presseafdelingen
Billeder
Årsmødetaler
Valgfilm
Annoncer
Logoer
Other languages
 

Christiansborg, fredag den 13. juli 2012/RT

PRESSEMEDDELELSE

DF: Sig undskyld til danskerne

Husejerne kommer til at betale dyrt, Danmark mister 10.000 vis af job og statsfinanserne kommer under massivt pres.

Sådan lød daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens og det store flertal i det daværende folketings skræmmekampagne forud for folkeafstemningen om kroner eller euro i 2000.

Dommedagsprofetierne viste sig at være ren – eller rettere - uren luft. Danskerne viste sig klogere end politikerne og stemte et rungende nej til euro og et lige så rungende ja til den danske krone!

Dansk Folkepartis EU-ordfører, MF Pia Adelsteen er beskæmmet over, at danskerne aldrig har fået en undskyldning fra dem, der så åbenløst søgte at forføre vælgerne.

”Det vil være passende, at alle de politikere, der dengang ville droppe den danske krone og indføre euro i Danmark, siger undskyld. De vil jo fortsat have euro, hele banden! Det er jo kun, fordi euroen er i en dødskamp, at de ikke råber så højt om det lige nu”, siger Pia Adelsteen.

For hvad skete, da danskerne sagde nej til euro og ja til kronen?

Den danske økonomi voksede - ligesom antallet af arbejdspladser.

De danske boligejere blev ikke plukket, tværtimod.

Men i de nye eurolande måtte befolkningerne døje med prisstigninger på mellem 10 og 15 pct. da de nationale valutaer blev skrottet, og nu er Grækenland tæt på statsbankerot, irerne er blevet presset med i den nye europagt, mens Italien, Spanien og Portugal kæmper for ikke at følge med Grækenland i afgrunden. Nu står den på hjælpepakker i trecifrede milliardstørrelser.

Og for nu at runde eurokatastroferne af, er vismændene kommet på banen med en evaluering af det danske nej til euro. ”Vi har stor fordel af at stå udenfor euroen”, lyder det.

Godt, danskerne valgte kronen.

Morgenavisen Jyllands-Posten bringer i dag tal fra Økonomiministeriet, der viser, at Danmark som ikke-euroland bidrager med 20,6 mia. kr. til valutafond og som lån.

Havde vi sagt ja til euroen i 2000, havde det kostet os 358,6 mia. kr. i tilskud til de slunkne eurokasser. Dansk Folkeparti stod i spidsen for krone-kampagnen i 2000. Man kan ikke indføre en fælles valuta uden at aftale mere union og suverænitetsafgivelse.

”Tænk, hvis Poul Nyrup Rasmussen og et stort flertal af Folketingets partier havde fået deres vilje.

Jeg synes, at Poul Nyrup Rasmussen, hans regering og de øvrige partier, som dengang søgte at skræmme danskerne til at give afkald på kronen, skylder danskerne en undskyldning af de store”, siger Pia Adelsteen.

 Tilbage
 Print