(Læserindlæg bragt i Morsø Folkeblad den 3. februar 2010)

Burkaforbud ikke grundlovsstridigt

I august 2009 foreslog Det Konservative Folkepartis integrationsordfører Naser Khader, at burka og niqab skulle forbydes i det offentlige rum. Efter en tid trak partiet forslaget med den begrundelse, at et forbud ville være i strid med såvel Grundloven som internationale konventioner.

Den begrundelse er forkert. Under behandlingen i Folketinget af Dansk Folkepartis forslag om et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum, har regeringen svaret, at Justitsministeriet er mest tilbøjelig til at mene, at et forbud mod at bære burka i det offentlige rum vil indebære, at nogen på grund af trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder, og at det giver anledning til væsentlig tvivl, om forbuddet vil udgøre en berettiget undtagelse fra lighedsgrundsætningen i Grundlovens § 70.

Om de internationale konventioner skriver Justitsministeriet, at: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ikke haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af et forbud mod at bære burka i det offentlige rum er foreneligt med konventionen, herunder artikel 9.

Da hverken burka eller niqab er nævnt konkret i hverken Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, bygger diskussionen om et forbud alene på subjektive tolkninger af lovteksten. Så indtil videre er der ikke noget skråsikkert, der peger i retning af, at et forbud mod burka og niqab skulle være i strid med Grundloven eller menneskerettighedskonventionen.

Så hvorfor ikke gøre det; hvorfor ikke give de kvinder, der forsøges påtvunget at bære en burka elller niqab,en trumf på hånden; nemlig det gode kort, at de kan henvise til over for familien, at loven forbyder, at de skal holdes i dette fysiske og åndelige fængsel, som burkaen er udtryk for.

 Tilbage