Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 19. marts 2012

Brøleaber, alfahanner og konefinter

Sidste uge bød på to alarmerende historier fra erhvervslivet. Først blev det statsejede DONG energys direktør Anders Eldrup fyret med øjeblikkelig virkning, fordi han på mærkværdigvis har forgyldt nøglemedarbejdere i et omfang, der har overrasket selv garvede erhvervskommentatorer.

Blandt andet fik en medarbejder, Jakob Baruel Poulsen, mere i løn end direktøren selv – samt en fratrædelsesgodtgørelse på 20 millioner kroner. Anders Eldrup må ”nøjes” med 17 millioner kroner. Ingen ved rigtigt, hvad der er foregået i DONG. Men millionerne har flydt i en lind strøm. Nu vil Rigsrevisionen forhåbentligt få lejlighed til at undersøge sagen til bunds.

Dernæst kom det frem, at mindst tre tidligere topfolk i den krakkede Roskilde Bank har benyttet sig af en såkaldt ”konefinte” for at undgå at betale erstatning til staten og dermed skatteyderne. Det drejer sig om millioner af kroner, som snedigt er blevet overført til ægtefællerne. Staten måtte i 2008 holde hånden over sparerne i den krakkede bank, mens aktionærerne tabte formuer for milliarder.

Som den folkekære sanger John Mogensen sang i ”Der er noget galt i Danmark”, så er der ”noget skævt i toppen, no´et der trænger til at skiftes ud”. I tilfældet Roskilde Bank var det finanskrisen, der fik vognen til at vælte. Det var det for så vidt også for storsvindleren Stein Bagger og hans ”IT-Factory”, som ikke var andet end varm luft.

I en af de talrige bøger om fænomenet Stein Bagger taler forfatterne Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen om ”brøleaber og alfahanner”. Dem var der rigtigt mange af under højkonjunkturen. Deres armbevægelser var store, og de strøede om sig med penge. Nullerne var grådighedens årti – og i øvrigt ikke kun i erhvervslivets top. Og så helt almindelige danskere lod sig forføre af brøleabernes hujen.

En af topfolkene fra Roskilde Bank lod sig for nyligt interviewe i TV – jeg husker ikke navnet. Han kunne ikke se noget forkert i, at han havde benyttet sig af konefinten. Han udnyttede jo blot den gældende lovgivning og overlod dermed uden at blinke endnu en regning til skatteyderne. Aktionærerne, de er for længst glemt, og ingen synes at have medlidenhed med dem, for de købte vel netop deres aktier ud fra et grådigt motiv?

En tidligere medarbejder i DONG havde i TV heller ingen skrupler over lønniveauet. Hver eneste krone var han værd. Han havde nemlig reddet DONG energy fra at blive overtaget af svenske Vattenfall.

I filmen Wall Street udtaler finansmanden Gordon Gekko, mesterligt spillet af Michael Douglas, at ”Greed is good” – grådighed er godt. Kapitalismen fungerer ifølge ham ikke uden dette element af grådighed, som vi også kunne vælge at kalde ”flid” eller ”ambitioner”. Men hvad sker der, når krisen indfinder sig? Er det så ikke netop disse ellers så liberalistisk indstillede topfolk, der hyler op om, at staten må træde til?

Grådighed i skikkelse af et ønske om størst mulig profit via størst mulig lønsomhed er naturligvis legitim – men ikke uhæmmet grådighed og efterfølgende ansvarsforflygtigelse.

Præsident Kennedy sagde engang, at ”sejren har mange fædre, men nederlaget er altid forældreløst”. Når katastrofen indtræffer, har ingen ansvaret. I sidste ende er regningen for storstilede spekulationsbobler derfor altid havnet hos ganske almindelige mennesker – enten i form af arbejdsløshed, inflation eller regninger for statsstøtte.

Enhver krise giver anledning til selvransagelse. Det er kun naturligt. Den aktuelle krise bør give anledning til en række hårdt tiltrængte ændringer og opstramninger. I tilfældet DONG energy må Rigsrevisionen som allerede nævnt undersøge hele sagen til bunds. Hvad er der foregået i det statsejede energimonopol? Hvilke forretningsmetoder har det betjent sig af?

DONG har været særdeles ivrig efter at opkøbe og vokse sig større. Det betyder, at selskabet undervejs har slugt mindre selskaber og nu reelt er en monopolvirksomhed, der selv kan bestemme priserne. Kunderne står med håret i postkassen – de kunder, som i øvrigt halvandet år inde i finanskrisen måtte betale deres regninger et kvartal tidligere. Har det haft noget med lønpolitikken at gøre?

Danskerne er hver dag konfronteret med krisen. Mange oplever en nedgang i reallønnen og frygter for deres job. Historier om topfolk i banker, der bruger smarte metoder for at undgå at blive stillet til ansvar, eller en direktør for en statsejet virksomhed, der udover al rimelighed smider tocifrede millionbeløb efter sine medarbejdere, er en direkte hån mod almindelig moral og anstændighed.

I Dansk Folkeparti vil vi have ryddet op i sumpen. Som folkevalgte politikere er det vores ansvar at lovgive på en måde, som sikrer anstændigheden. Det skal undersøges, om konefinterne kan forhindres. Advokat Anja Cordes udtalte til TV2-News, at såfremt penge og værdier er flyttet i en ”ond mening”, kan en ægtepagt omstødes. Det må domstolene i givet fald vurdere. Med hensyn til DONG skal Rigsrevisionen optrevle sagen, således at lovgivningen kan ændres.

Brøleabernes og alfahannernes årti er forbi. Forhåbentlig vil krisen give ordet anstændighed en ny mening. Det er nødvendigt, hvis tilliden til vores samfundsorden skal bevares intakt.

Med venlig hilsen