Peter Skaarups grundlovstale, Søndermarken
I dag fejrer vi Grundlovens 160 års fødselsdag. Grundloven er blevet ændret flere gange siden 1849. Senest i 1953 – og på søndag skal vi til det igen. Eller rettere vi skal stemme om tronfølgeloven, der jo har samme status som Grundloven og derfor er underlagt den samme behandling som Grundloven, når den skal ændres.
To på hinanden følgende Folketing skal altså vedtage forslaget til ændring af tronfølgeloven, hvorefter minimum 40 procent af de stemmeberettigede skal afgive stemme til fordel for forslaget for at det kan træde i kraft.
Derfor er det vigtigt, at alle møder frem i overmorgen på valgstederne og afgiver deres stemme, så vi kan få vedtaget den nye tronfølgelov.
Kræfter i Det Radikale Venstre har forsøgt at tage Kongehuset som gidsel i partiets politiske kamp for at få en ny Grundlov. Vi skulle have haft en samling afstemning om en ny Grundlov lyder det fra De Radikales Marianne Jelved. Det er beskæmmende, for i Folketingssalen stemte Marianne Jelved for tronfølgeloven uden at nævne noget om, at hun ville kæde afstemningen sammen med De Radikales ønske om en ny Grundlov.
I virkeligheden er det Det Radikale Venstre som er ude på overdrevet i denne sag. De er godt klar over, at der i befolkningen ikke er nået stort ønske om en ny Grundlov. Befolkningen synes Grundloven har tjent os godt i de 160 år, vi har haft den, så de Radikale har haft en plan om, at man med en ændring af tronfølgeloven som lokkemad kunne overtale danskerne til at stemme ja til en ny Grundlov, der ville åbne en ladeport for afgivelse af suverænitet, som ville skrive menneskerettighederne ind i den danske Grundlov og som ville ulovliggøre den udlændingepolitik, som et flertal på Christiansborg fører og som et endnu større flertal i befolkningen er glade for.
Det er meget mere rigtigt og troværdigt, at vi nu adskiller de afstemninger. Befolkningen får lejlighed til alene at forholde sig til ændringen af tronfølgeloven, og hvis Det Radikale Venstre på et tidspunkt – hvad vi selvfølgelig bestemt ikke håber – får lejlighed til at præsentere befolkningen for et forslag til en ny Grundlov ved en folkeafstemning, så kan de Radikale ikke bruge Kongehuset til at lokke danskerne til at sige ja.
Derfor vil jeg også sige til jer, der er mødt frem i dag. Sørg nu for at få stemt tronfølgeloven igennem, så vi ikke får brug for flere folkeafstemninger om Grundloven.
Et stort spørgsmål optager sikkert rigtig mange danskere – og rigtige mange af de fremmødte her i dag – nemlig spørgsmålet om de afviste irakiske asylansøgere, der befinder sig i Brorsons Kirke på Nørrebro. Jeg er i hvert fald blevet spurgt til den sag mange gange – og lad mig sige det helt klart, så det ikke er til at misforstå.
De afviste irakiske asylansøgere er netop afviste og skal derfor rejse hjem.
De får ikke held til, ligesom palæstinenserne gjorde i 1992 at få en særlov gennemført, der resulterede i permanent opholdstilladelse til dem alle. Det sker ikke i 2009. Det ville også være helt forkert, fordi det ville være ensbetydende med, at Folketinget tiltog sig en rolle som dømmende magt ved at tilsidesætte den afgørelse, som de kompetente myndigheder – Udlændingeservice og Flygtningenævnet – har truffet i denne sag.
Der er ikke grundlag for asyl til irakerne – derfor skal de heller ikke have det.
Ind imellem har jeg truffet nogle af vore vælgere, der siger. Kan vi ikke bare give de her mennesker asyl. Det er jo synd for dem, for de har været i Danmark i rigtig mange år, og nogle af dem taler flot dansk og har danske kammerater.
Jeg kan godt forstå de danskere, der får medlidenhed med irakerne. Men man må bare forstå, at grunden til, at irakerne overhovedet er i Danmark i dag, er, at de har afvist at rejse hjem efter, at deres sager er blevet afgjort. Deres sager har været afgjort i lang tid – det er ikke på grund af smøl fra de danske myndigheder, at de stadig er der. Det er simpelthen fordi, at irakerne har sat sig ud over loven.
Det skal vi naturligvis ikke belønne. Hvis vi valgte at give irakerne opholdstilladelse i Danmark, så sagde vi også til fremtidige asylansøgere, at hvis bare de hager sig fast i Danmark og nægter at rejse ud, så kan de få lov til at blive her. Det er det helt forkerte signal at sende.
Det forstår de fleste af vores vælgere også godt. Men hele denne her sag viser jo, hvor vigtigt det er at sørge, at vi kan returnere asylansøgere, der ikke får opholdstilladelse i Danmark til deres hjemland hurtigt. Kan vi ikke det, så risikerer vi en gentagelse af denne ulykkelige sag.
Hvor længe kan irakerne så blive i Brorsons Kirke? Ja, menighedsrådet har jo givet irakerne lov til at blive der til august. Det er i sig selv et problem, at et menighedsråd i en dansk kirke sætter sig ud over de danske udlændingeregler og giver husly til personer, der opholder sig ulovligt i Danmark. De ved udmærket godt, at det med at lade politiet gå ind i kirken og henter irakerne for at sende dem hjem ikke ser pænt ud.
Derfor appellerer jeg også til Menighedsrådet om at besinde sig: Udlændingepolitikken føres på Christiansborg. Konkrete afgørelser træffes i Udlændingeservice og Flygtningenævnet. Det er ikke op til kirken at føre udlændingepolitik. Derfor meddel i al stilfærdighed irakerne, at I har taget fejl af jeres rolle og bed dem så om at forlade kirken i god ro og orden.
I modsat fald er jeg ikke bange for at lade politiet hente irakerne i Brorsons Kirke. Det bliver nødvendigt – ikke fordi vi har lyst til det – men fordi Menighedsrådet og irakerne har villet det sådan.
Det er muligt, at Irak ikke er verdens fredeligste land. Men landet er åbenbart fredeligt nok til at tre stuvende fulde rutefly hver uge kan sendes fra lufthavne i Sverige til Irak fyldt med irakiske flygtninge, der vil på ferie i deres oprindelsesland.
Det krænker mange danskere af to grunde. For det første fordi der sidder nogle afviste asylansøgere i Brorsons Kirke og hævder, at det er dødsensfarligt overhovedet at rejse til Irak. For det andet fordi vi i Danmark har givet disse mennesker et hjem, medens de var i fare og nu rejser de på ferie i deres hjemland uden så meget som et sekund at overveje at rejse hjem for at bosætte sig der.
Det er derfor vi har sagt og siger igen og igen fra Dansk Folkepartis side, at det at være flygtninge skal ikke nødvendigvis være ensbetydende med, at man bosætter sig i Danmark for tid og evighed uden nogen som helst form for vilje til at integrere sig.
Med respekt for værtslandet bør man som flygtet iraker, der har fået opholdstilladelse i Danmark, medens Saddam Hussein styrede spørge sig selv. Er jeg nu faldet rigtig godt til i Danmark, har jeg lyst til at blive integreret i Danmark, har jeg lyst til at ændre mig og sige farvel til den kultur, som jeg og min familie havde i Irak – og kan man svar nej til de tre spørgsmål, så synes jeg, at man alvorligt skal overveje at tage imod det særdeles gunstige tilbud om at modtage repatrieringsydelse og vende hjem til Irak for at opbygge en tilværelse selv i sit hjemland og for at hjælpe irakerne med at genopbygge landet.
Det ville være et værdifuldt signal til det land, som har huset og brødfødt en i en årrække. Tak for hjælpen i den tid, hvor jeg var i fare, nu vender jeg naturligvis hjem, for når jeg kan tage på ferie i mit hjemland, så er jeg selvfølgelig ikke i fare længere.
Jeg vil heller ikke her undlade at berøre den verserende bandekrig i Danmark. Bandekrigen berører desværre mange mennesker. Især i København hvor mange opgør især op til og i weekenderne har gjort helt almindelige danskere bange for at færdes ude om aftenen og natten af frygt for at komme i vejen for en kugle. Vi har set at indvandrerbanderne på Nørrebro patruljerer og visitere veltrænede danskere, som de mistænker for at være rockere. Vi har set skyderier på må og få, hvor uskyldige mennesker er blevet ramt.
Vi vil ikke finde os i, at Nørrebro skal omdannes til en krigszone. Vi vil genvinde magten på Nørrebro. Det kræver, at politiet sætter massivt ind over for banderne.
Vi vil simpelthen ikke finde os i, at indvandrerbander og rockere gør det umuligt at færdes uden for i nattetimerne eller at indvandrerbander forhindrer mad i at blive bragt ud til vores ældre.
Vi skal have et forbud mod banderne. I forbindelse med den store nordiske rockerkrig undersøgte rigsadvokaten om det kunne lade sig gøre at forbyde rockerbanderne i henhold til grundloven. Rigsadvokaten nåede frem til samme konklusion som i forhold til Hizb ut-Tahrir nemlig at dette ikke lod sig gøre. Jeg tror, at det er ligegyldigt hvilken gruppering, man spørger rigsadvokaten om, hvorvidt vi kan forbyde, så vil svaret være nej.
Derfor må vi prøve at køre en sag om opløsning om grupperne ved domstolene. Derved kan man få prøvet ved retten om det er muligt at opløse rocker- og indvandrerbanderne. Banderne har jo kun et eneste formål nemlig at holde en kriminel virksomhed kørende og kontrollere hashmarkedet, markedet for hårde stoffer og våben samt en vis del af prostitutionsvirkomheden.
Selvfølgelig stiller Grundloven sig da ikke i vejen for at opløse kriminelle organisationer.
Vi skal også have sat alle de kriminelle bandemedlemmer bag tremmer. Disse mennesker er uden for pædagogisk rækkevidde. Det nytter ikke at foregøgle, at vi kan få gode samfundsborgere ud af folk, der er villige til at skyde vildt omkring sig mod civile på åben gade. Det kommer ikke til at ske.
De af bandemedlemmerne, der ikke er danske statsborgere, skal vi have udvist for bestandig, Det er noget, som man har respekt for i indvandrermiljøerne. Det man nødigst vil er at blive sendt tilbage til sit hjemland.
Hvordan forhindrer vi så disse grupper i at rekruttere nye bandemedlemmer? Her kommer nultolerance ind i billedet. Når vi tolererer kriminalitet, får vi bare mere kriminalitet ud af det. Unge mennesker, der ikke mødes med en konsekvens første gang, de begår en kriminel handling, tænker, at når jeg kunne slippe godt fra det denne gang, så kan jeg sikkert slippe godt fra det igen.
Derfor skal vi have nedsat den kriminelle lavalder. Det så en kort overgang ud til, at regeringen var begyndt at nærme sig overvejelser om en nedsættelse, men nu ser det desværre ikke længere sådan ud – og det er komplet uforståeligt. De helt unge begår mere og mere kriminalitet – og kriminaliteten bliver stadigt grovere – især indvandrermiljøerne. Vi er nødt til at slå hårdt ned allerede første gang man begår en kriminel handling. Derved kan vi nå at standse den unge, inden vedkommende fortaber sig på en kriminel løbebane.
I virkeligheden skal vi starte endnu tidligere. Samfundets forråelse begynder allerede i folkeskolen. Når børn begynder at kalde hinanden skældsord som luder og lignende helt ned i folkeskolens små klasser, og flertallet af folkeskolelærere i hovedstaden har prøvet at blive truet, så er der noget galt. Vi skal ikke tolerere sådan en sprogbrug, og vi skal slet ikke tolerere, at lærere eller elever for den sags skyld bliver truet af visse elever.
Vi skal have mere disciplin i skolen, og det forudsætter, at lærerne begynder at bruge de redskaber, som de har til rådighed, når eleverne opfører sig forkert. Eftersidninger, karantæne fra skolen og jævnlig orientering til hjemmet er nødvendige tiltag som skal i anvendelse for at genoprette lærernes autoritet.
Især i mange indvandrerhjem er der ingen respekt for lærernes autoritet, og det smitter af på eleverne – kun kontant afregning ved kasse et vil gøre en forskel.
Formodentlig skal vi også være bedre til at håndtere familier, der ikke kan håndtere deres børn. Den kedelige sag om et avisbud på Amager, der blev slået ihjel af en dreng, hvis mor flere gange havde forsøgt at få hjælp fra kommunen, viser, at kommunerne kan gøre det bedre. Når en mor kommer med et nødråb om, at hun ikke kan klare opdragelsen af sin søn, så må kommunen lytte efter, ellers risikerer vi tragedier som den på Amager. Her var viljen jo klart til stede hos moderen, evnerne slog bare ikke til.
I den slags sager kan vi hjælpe. Det er langt værre, når forældrene ikke bidrager. Jeg er nok ikke den eneste, der kan huske et indslag på TV2 fra Gellerupparken, hvor en indvandrerfamiliefader, hvis ældste børn allerede var dybt kriminelle, fortalte, at det var politiets skyld det hele, og han og hans kone mente ikke, at deres børn havde gjort noget som helst – og det på trods af et alenlangt synderegister. Det er desværre en opfattelse, som man finder i en del indvandrerhjem. Her nægter man simpelthen at acceptere, at børnene har gjort noget galt. I sådanne sager må man overveje tvangsfjernelse. Forældrene skal tage ansvar for deres børn. Alt andet er uacceptabelt.
Politiet har ikke en let opgave i øjeblikket. Man skal tage sig af en verserende bandekrig, man har unge indvandrere, der forøver alvorlig kriminalitet, man har autonome, der vil vandalisere byen til trods for, at de har fået det ungdomshus, som de smadrede København for at få og til efteråret skal der bruges mange mandskabstimer i forbindelse med klimatopmødet i København.
Der trækkes hårde veksler på politiet i disse måneder. Derfor må man også forstå, at politiet har behov for at få luft, hvad politiforbundet i Danmark så har gjort gennem en annoncekampagne i dagspressen.
Dansk Folkeparti bakker politiet helhjertet op. Politibetjentene på gadeplan gør alt, hvad de kan for at hjælpe borgerne. De er imidlertid ikke altid synderligt godt hjulpet af politiledelsen. Der er desværre meget langt fra gadeplan til skrivebord, hvor der ofte sidder jurister, som aldrig har udført egentlig politiarbejde.
Jeg ved, at mange menige betjente føler sig svigtet af politiledelsen og nogen måske også af politikerne på Christiansborg. I Dansk Folkeparti skorter det ikke på sympati for betjentene. Vi har presset på for at få tilført endnu flere betjente end oprindeligt lovet i Politireformen., for vi kan se, at behovet er der, og behovet bliver blot større og større.
Jeg synes, at vi her fra vores Grundlovsmøde i Søndermarken skal sende en hilsen til de danske betjente og sige dem tak for det arbejde, de gør hver dag under vanskelige vilkår, for at hjælpe helt almindelige danskere med at føre en helt almindelig tilværelse.
Jeg vil slutte der, hvor jeg begyndte med Grundloven. I 160 år har Grundloven tjent os godt. For min skyld kan der godt gået 160 år mere, inden vi behøver ændre Grundloven igen, når vi nu altså lige på søndag får stemt tronfølgeloven igennem – endnu en god grund til at stemme, for det bliver forhåbentlig den eneste gang i vores levetid, at vi behøver at gå hen og stemme til en afstemning, der har betydning for vores Grundlov. For de af os, der ikke var med i 1953, da Grundloven sidst blev ændret er det både første og sidste gang – og jeg glæder mig da personligt til at gå hen og stemme på søndag og sikre, at vi får ligestilling i Kongehuset – og så naturligvis – og det må vi ikke glemme – sørge for at Dansk Folkeparti bliver repræsenteret i Europaparlamentet.
Det er vigtigt, at vi med vores deltagelse sørger for, at afstemningen på søndag kommer til at handle om ligestilling i Kongehuset – og ikke alt muligt andet og uvedkommende.
I ønskes alle en fortsat god Grundlovsdag.
Print