Pia Kjærsgaards ugebrev

tirsdag den 27. december 2011

2012 – det bliver spændende som en Hollywood-film

Hollywood leverede sit bud på år 2012 allerede i 2009 – i katastrofefilmen af samme navn. I ”2012” udsættes jorden for en række frygtindgydende katastrofer. Kun en række udvalgte mennesker reddes i kæmpemæssige udgaver af ”Noahs Ark”. 2012 er ikke noget tilfældigt år – i hvert fald ikke, hvis man skal tro på en stærkt omdiskuteret fortolkning af Maya-folkets kalender, hvor tidsregningen standser i 2012.

Hvis man ikke hører til dem, som tror på den amerikanske filmindustri, så leverer FNs klimapanel dagligt håndfaste beviser på, at jordens undergang skulle være lige om hjørnet, hvis ikke vi bruger energisparepærer og plastrer såvel land som vand til med støjende vindmølleparker og dermed sænker den globale temperatur med en halv til en hel grad.

Helt så galt går det næppe…

Alligevel bliver 2012 et interessant år. Ikke mindst fordi Danmark for nogle måneder siden fik en ny regering – bedre kendt som den ”røde løftebrudsregering”. Denne regering overtager fra årsskiftet EU-formandskabet, og det har både sine fordele og ulemper. Set med statsminister Helle Thorning-Schmidts øjne kan formandskabet være en kærkommen anledning til et forsøg på at bortlede offentlighedens opmærksomhed fra en stribe løftebrud, hvis lige aldrig har været set i danmarkshistorien.

Omvendt skal den overvejende EU-skeptiske danske befolkning ikke nære de store forhåbninger til det danske formandskab. Helle Thorning-Schmidt har allerede vist vejen ved at sige ja til den finansielle union – den såkaldte ”europagt”, hvor Danmark medvirker med en garanti på 40 milliarder kroner til redningen af den fælles valuta, vi ved flere lejligheder har sagt pænt nej tak til – og som et overvældende flertal af danskerne er indædte modstandere af.

Men vi kommer ikke til at afgive suverænitet, og derfor bliver en folkeafstemning ikke nødvendig, lød det jublende fra regeringen og kommissionsformand Barroso. Er afgivelsen af så store økonomiske garantier ikke også en form for suverænitetstab? Bør regeringen ikke spørge danskerne? Regeringen vil under det kommende formandskab arbejde aktivt for, at Danmark bliver fedtet ind i så meget som muligt – under det forældede motto, at vi ”alle er i samme båd”, og at Danmark slet ikke kan klare sig uden Europa.

Herhjemme er regeringen løbet ind i så mange problemer, at selv EU-formandskabet med alle dets skæbnesvangre udfordringer må forekomme at være en svalende oase under en lang ørkenvandring, hvor både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti undervejs er i færd med at sluge samtlige kameler, der findes nord for Ækvator. Til småtingsafdelingen hører sagerne om en kåd boligminister, en livsglad overborgmester og en storrygende fødevareminister. Eller en udenrigsminister med dårligt bundet slips, der i Washington på de bonede gulve havde glemt alt om sin tid i opposition.

I den mere alvorlige afdeling finder vi den endeløse sag om erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og Danmarks Kommunistiske Partis modtagelse af enorme summer fra Sovjetunionen. De seneste oplysninger peger på, at de danske skatteydere også ufrivilligt kan have været involveret i støtten til det kommunistiske femtekolonne-parti. Eller sagen om Henrik Sass Larsen og hans rocker-relationer. Eller statsministerens skattesag, der også er kommet til at involvere medlemmer af den tidligere regering

Og danskernes hverdag bliver dyrere. Meget dyrere. Når det kommer til afgiftsforhøjelser, har den røde regering nemlig været knap så flittig med løftebruddene. Afgiftsstigningerne bidrager ikke til nogen ”kickstart”, og den eneste eksport, de fremmer, er eksporten af danske arbejdspladser til udlandet. Det har regeringen selv indrømmet.

Betalingsringen rundt om København holder regeringen så stædigt fast i, at det næsten virker komisk – måske fordi den udgør den lille rest af den oprindelige eufori fra dagene i det ”sorte tårn”, hvor regeringsgrundlaget med møje og besvær blev forhandlet på plads. Og hvor blev i øvrigt de billigere tog - og busbilletter af? De forduftede sammen med alle de andre løfter.

I forbindelse med betalingsringen kan jeg i øvrigt tilføje, at Dansk Folkeparti vil arbejde for dens afskaffelse, hvis flertallet ændrer sig efter et kommende folketingsvalg. Selve det fysiske anlæg vil kunne genanvendes – måske til den grænsekontrol, som vi naturligvis ønsker at genindføre.

Den røde regering har ligeledes fjumret rundt i debatten om ret og pligt. Nu skal et par på kontanthjælp finde et job med en løn på næsten 30.000 kroner, før det kan betale sig at arbejde, fordi regeringen har fjernet kontanthjælpsloft og starthjælp.

Regeringen har desværre valgt at lukke virkeligheden ude. Nederlag og løftebrud omfortolkes på livet løs til sejre, og statsministeren har en formidabel evne til at lukke både øjne og ører – og bare vise kunstig optimisme. Men virkelighedens udfordringer står i kø. EU-formandskabet og den alvorlige økonomiske krise burde i hvert fald få smilet til at stivne.

2012 bliver et spændende år.

Jeg ønsker alle et godt nytår.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard