Dansk Folkeparti: Nej til "Barnets Bog"

25-02-2004


Dansk Folkepartis uddannelsesordfører; Louise Frevert, afviser at lægge stemmer til et forslag fra Kommunernes Landsforening om en Barnets Bog, der skal indeholde pædagogers og læreres evalueringer og observationer af det enkelte barn, og som skal følge det fra fødslen til det fyldte 18. år:

- Barnets bog med informationer om vægt og højde, som vi kender den fra sundhedsplejersken, er en positiv og nyttig ting, men en udvidet barnets bog med informationer om evner, opførsel og behov er ganske uspiseligt og indeholder ubehagelige totalitære tendenser, siger Louise Frevert og fortsætter:

- En sådan bog vil fratage forældrene deres ansvar, og det vil være synd for barnet, at det måske på et tidligt tidspunkt bliver forsynet med et mærkat, som det får svært ved at slippe af med igen. Når barnet skifter fra børnehave til folkeskole og fra folkeskole til gymnasium eller andre ungdomsuddannelser skal det have mulighed for at viske tavlen ren og starte på en frisk.

Jeg forstår ikke, at undervisningsminister Ulla Tørnæs kan få sig selv til at omtale forslaget som spændende. Der er tale om en idé, der burde befinde milevidt fra traditionel borgerlig-liberal tankegang, siger Louise Frevert.