Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 11. juni 2012

Christiania og den danske slaphed

Sidste uge havde jeg lejlighed til at besøge Christiania sammen med andre medlemmer af Folketinget. Det var forresten første gang, jeg var der. Vi fik blandt andet en snak med nogle af de beboere, som ønsker at bevare ”fristaden” som et sted med alternative måder at leve på. En slags oase med andre livsformer.

Men det hele virkede kunstigt. Det var spil for galleriet. En kulisse.

Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at vi blev præsenteret for et glansbillede – et skønmaleri, der står i skærende kontrast til virkeligheden i fristaden. Derfor spejdede jeg forgæves efter de hashhandlere, som politiet tilsyneladende har opgivet at bekæmpe. Ikke mindst fordi ordensmagten skal rykke ind med en mindre hær, hvis de har et ærinde på det gamle kaserneområde.

Pusher Street var ”lukket” – den formiddag.

Mine bange anelser blev senere på dagen bekræftet, da en journalist fra TV-2 fejt blev overfaldet, tævet og afklædt, så han nøgen og forslået måtte tage flugten. Hans brøde? Han havde med sit kamera forsøgt at dokumentere den livlige aktivitet i Pusher Street, som naturligvis atter blomstrede op, da politikere og ordensmagt var forsvundet.

Journalisten oplevede den ægte og rustikke ”charme” ved Christiania, som heldigvis ikke blev os andre forundt. Han oplevede en bydel, et parallelsamfund, med egne love og regler. Det samme gjorde en parkeringsvagt i øvrigt for nogle måneder siden, da han blev slået halvt fordærvet af voldelige bøller, fordi han passede sit arbejde uden for Christianias porte.

I fristaden bryder man sig hverken om politi, medier eller parkeringsbøder.

Gang på gang sker der voldelige overfald i fristaden eller dens umiddelbare omgivelser. Gang på gang understreger de kriminelle elementer, der har taget Christiania og et helt kvarter som gidsler, at her gælder ikke det danske samfunds, men derimod rockernes og bandernes brutale love.

Årsagen er naturligvis den ulovlige handel med hash, der har gjort fristaden kendt i det meste af verden, og som hvert år tiltrækker i tusindvis af turister. Christianitterne vil naturligvis hævde, at deres alternative livsform med ”højt til loftet” og ”tolerance” er årsag til tilstrømningen. Men mon ikke også muligheden for ”næsten” legalt at købe en joint, en klump hash eller en lille pose græs yder sin del?

Fra Enhedslisten og andre dele af venstrefløjen bliver det i én uendelighed gentaget, at hvis vi blot legaliserer hashen, så bliver alt godt. Så mister rockerne og de øvrige kriminelle bander en del af deres indtægtsgrundlag. Det synes jeg er en underlig opgivende holdning. En ren kapitulation over for de kriminelle.

Når det i den ene undersøgelse efter den anden er fastslået, at mennesker med et regelmæssigt hashforbrug får indlæringsvanskeligheder, bliver sløve og ugidelige, får personlighedsforstyrrelser, eller at de kan havne i værre misbrugsformer, kan jeg ikke følge argumentet.

Hvis loven bliver overtrådt, så skal loven hævdes og de kriminelle straffes. At sørge for at dette sker fyldest er politiets og domstolenes opgave. Hvis politiet mangler ressourcer, skal disse naturligvis bevilges. Så enkelt burde det være. Men så enkelt er det desværre alligevel ikke.

Politiet har opgivet kampen. På den baggrund er det ikke underligt, at de kriminelle føler sig berettigede til at hærge og regere som selvbestaltede magthavere på eget territorium. Reaktionen fra en af Christianias talsmænd var da også meget typisk: Hvis den pågældende journalist virkelig havde filmet Pusher Street, hvor der jo er fotoforbud, var det ”ikke så smart”.

Med andre ord: Journalisten kunne jo bare have ladet være. Han var selv ude om, at han fik bank og blev ydmyget offentligt. Sådan argumenterer demokratifremmede mennesker altid. Volden er ganske vist uacceptabel, men der er altid det berømte lille ”men”. Hvor har man dog hørt det mange gange før. Argumentationen viser i øvrigt, at christianitterne sympatiserer med hashhandlerne og deres bagmænd.

I Dansk Folkeparti spørger vi os selv, om christianitterne virkelig er modne til at overtage fristaden. At de ikke vil holde orden i egne rækker, burde være åbenbart for enhver. Vil Christiania ikke i endnu højere grad udvikle sig til et parallelsamfund, hvor jungleloven og den organiserede kriminalitet råder, hvis fristadsaftalen bliver en realitet? Skal staten sælge et område til kriminelle?

”Jamen, hvad med de mange tusinde turister, som hvert år besøger fristaden”, vil nogen sikkert spørge. Jeg er flintrende ligeglad. Hverken København eller Danmark har nogen helst grund til at være stolte af Christiania. Den slags turisme er jeg i øvrigt helst fri for. Sandheden er, at mange turister morer sig over, at et område har været besat i fire årtier, uden at nogen har grebet ind.

Det udstiller en ufattelig dansk slaphed. En slaphed, som rockerne udnytter til at udbygge deres reder.

Derfor bør fristadsaftalen udsættes, indtil loven også gælder på Christiania.

Med venlig hilsen