Kristian Thulesen Dahls ugebrev

Mandag den 24. september 2012

- Jeg går i erhvervspraktik!

Kender politikere til verden udenfor Christiansborg? Kender de overhovedet dem, de laver love for? Og ved de noget om, hvordan folk sådan i al almindelighed har det?

Det er den slags spørgsmål, der har været rejst den seneste uge. Flere aviser har indgående beskrevet, hvordan mange ledende politikere overhovedet ikke har nogen erhvervserfaring. Mange politikere har ikke færdiggjort deres uddannelse. Og de politikere, der har færdiggjort deres uddannelse, har den samme, som de embedsmænd, der arbejder på Slotsholmen. Det er noget skidt – færdig slut.

Sådan nogenlunde har fremstillingen været. Selvfølgelig har det – som det ofte er – været malet sort/hvidt op. Som om man ikke kan være en del af den almindelige danskers hverdag, hvis man har en uddannelse. Eller man ikke kan leve sig ind i en industriarbejders eller plejehjemsassistents virkelighed, hvis man ikke selv har været det. Selvfølgelig kan man da det. Det afhænger jo blot af, hvilket menneske man er.

Nogle mennesker har indlevelse. Nogle mennesker har en sund interesse i andre mennesker. Nogle mennesker vil bare gerne vide noget om, hvordan andre mennesker har det. Og sådanne mennesker vil jo ganske ofte – uanset uddannelse og erhvervserfaring – være gode politikere.

Nogle mennesker lever afsondret fra andre. Nogle mennesker ønsker ikke at møde andre. Nogle mennesker vil gerne passe sig selv – måske sammen med ligesindede men så heller ikke andre. Og sådanne mennesker vil jo ganske ofte – uanset uddannelse og erhvervserfaring – være dårlige politikere.

Uanset hvad er det jo vælgerne, der bestemmer. Det er vælgerne – og ingen andre – der må vurdere, hvilke politikere, de ønsker! Og sidst sammensatte de altså et Folketing, hvor et flertal ønskede en leder, der - selvom hun har en fin uddannelse - stort set ikke har nogen erhvervserfaring. Det var vælgernes afgørelse, og den må man respektere.

Men selvfølgelig klinger det hult, når politikere siger til vores unge, at de skal være hurtigt færdige med deres uddannelse – og de så ikke selv er færdige – eller har været særdeles længe om at blive færdige. Det er jo altid en god ide at gå forrest – ikke bare i ord – men også i handling.

Og når det kommer til spørgsmålet om erhvervserfaring, skal jeg være den første til at acceptere, at det er et problem, at vi er så mange på Christiansborg uden stor erhvervserfaring. Personligt havde jeg, som så mange andre danskere, en række ungdomsjobs, mens jeg gik i folkeskolen og på gymnasiet. Så kom jeg i ”trøjen”, så på Universitetet, hvorefter jeg jo blev valgt til Folketinget. Min uddannelse blev færdig et år forsinket, fordi jeg var blevet valgt til Folketinget.

Havde jeg planlagt mit liv, ville jeg afgjort have brugt min uddannelse i erhvervslivet, inden jeg efterfølgende kom i Folketinget. Det ville have været det bedste. Men jeg var ikke i en situation,

hvor jeg turde sige nej tak til muligheden for at komme ind og få indflydelse. Vælgerne gav mig muligheden, og jeg tog den med stor taknemmelighed. Til gengæld har jeg søgt at leve op til det ansvar, jeg er blevet givet og har hele tiden været bevidst om, at jeg skulle lære og leve mig ind i de vilkår, der gælder i samfundet.

Gennem tolv års byrådsarbejde har jeg set, hvordan Folketingets beslutninger påvirker de nære forhold på plejehjem, i børnehaver, i skoler og så videre. Gennem bestyrelsesarbejde i Billund Lufthavn har jeg lært, hvordan en virksomhed kræver fast styring og beslutsomhed for at komme godt igennem tilværelsen. Som lægdommer i Landsskatteretten har jeg mødt ganske almindelige mennesker, som har følt sig trådt på af systemet – men også virksomheder, som kæmper deres ret. Og som bestyrelsesmedlem i Nationalbanken siden 2008 har jeg på tætteste hold drøftet og vendt de økonomiske vilkår for alle dele af det danske samfund.

Men, og dette er min pointe, man kan aldrig få nok erfaring og viden om virkeligheden: For den udvikler sig hele tiden. For arbejdsvilkårene for alle faggrupper ændrer sig hele tiden. Jeg tror, at hvem som helst, der læser dette, vil give mig ret i, at hendes eller hans arbejde er markant anderledes end for bare ti år siden på grund af den teknologiske udvikling. Det samme kan man jo også sige mere generelt om virksomhederne: Deres forhold ændrer sig jo også hele tiden. Og hvad bør vi politikere så gøre? Jo, vi bør selvfølgelig hele tiden følge med fra sidelinjen i det daglige – men også med mellemrum tage ud i ”den virkelige verden”.

Derfor bruger jeg sidste uges debat om politikernes manglende erhvervserfaring som et kærligt spark til at få gjort noget ekstra ved dette: Jeg vil simpelthen gå i erhvervspraktik!