DF sikrer bedre mad til ældre

Hos DF mener vi, at vore ældre medborgere fortjener god, hjemmelavet mad. Derfor har DF på finansloven for 2017 fået afsat en pulje på 450 mio. kr. til bedre mad til ældre.

Vi har alle glæde af god mad, duften af den, at tager sig godt ud og er sund og velsmagende. Det gælder også vores ældre medborgere, som ikke længere selv er i stand til at svinge potter og pander. Vi har derfor sikret, at der afsættes penge til bedre spiseoplevelser for vore ældre.

425 mio. kr. skal bruges til genetablering af køkkendriften på landets plejehjem. De mange millioner betyder, at de ældre fremadrettet kan få frisk, hjemmelavet mad frem for præfabrikeret mad fra storkøkkener.

Pengene, der kan søges til renovering, etablering eller genetablering af køkkendriften, betyder, at madlavning bliver en fast del af de ældres hverdag. Håbet er, at plejehjemsbeboerne vil blive inddraget i den daglige madlavning og finde glæde i det fællesskab, der eksisterer omkring køkkengerningen, og at den dejlige duft af hjemmelavet mad vil sprede sig på gangene og give god appetit.

På finansloven for 2016 stod DF bag den såkaldte værdighedsmilliard. Et af værdighedsmilliardens vigtigste mål var og ikke mindst er at sikre flere hænder i ældreplejen. For DF er det helt oplagt, at kommunerne bruger en del af værdighedsmidlerne til ansættelse af køkkenpersonale, der kan understøtte projektet om bedre ældremad.

Ud over de 425 mio. kr. har DF i samarbejde med de øvrige partier i blå blok afsat 25 mio. kr. til at forbedre maden for de ældre, der modtager mad i eget hjem. Pengene kan bruges til innovative projekter, der skal gøre leveringen og anretningen mere interessant og appetitlig.