Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 10. oktober 2011 

 

Åbningsdebat uden indhold

 

En indholdsrig og skarp åbningsdebat hører med til folketingsårets højdepunkter. Som regel er der rigtig meget at diskutere, og statsministerens åbningstale danner grundlaget. Men sådan var det ikke i torsdags under åbningsdebatten.  Dels fordi den nye statsminister Helle Thorning-Schmidt serverede en tynd kop te, der ikke indeholdt meget andet end løse hensigtserklæringer. Dels fordi regeringen af en eller anden grund ikke er meget for at påbegynde lovgivningsarbejdet.

 

Under debatten havde jeg ind i mellem lejlighed til at iagttage den nye regering. Den strålede ikke ligefrem. Jeg så trætte ansigter. Så trætte og uoplagte, at man skulle tro, de allerede havde været ved magten i mange år. Måske er det de lange forhandlinger i det efterhånden så berømte tårn på Hotel Crowne Plaza, der har tæret på kræfterne? Eller måske er det bevidstheden om at være kommet til magten gennem det, der har vist sig som et af de større politiske løftebrud i den nyere tids danmarkshistorie?

 

Under alle omstændigheder var jeg ikke imponeret over gåpåmodet. Jeg var heller ikke bjergtaget af mange af de nye medlemmers evne til at debattere og stille spørgsmål til ordførerne. Det fik mig på et tidspunkt til at udbryde ”Jeg troede, at I var en smule bedre. Det er vildt pinligt”. Spørgsmålene bar præg af at have været udformet på forhånd. Det afsløres som regel, når stilleren ikke er i stand til at uddybe spørgsmålet.

 

Ja, og så er det altså heller ikke farten, der dræber. I næste uge arbejder Folketinget kun onsdag, hvorefter der er efterårsferie. Oppositionen har forberedt 80 mundtlige spørgsmål til regeringen på onsdag. Således forsøger oppositionen at løbe regeringen i gang, når den ikke rigtig selv kan komme ud af starthullerne. Hvad i alverden skulle vi ellers lave, indtil regeringen præsenterer sit lovkatalog i november? Så kunne vi jo alle holde ferie indtil da.  

 

Mens vi venter på kataloget, kan vi passende minde regeringen om den løftebrudslavine, der blev resultatet af forhandlingerne på Crowne Plaza. En lavine, der tager mere og mere med sig på vejen ned i dybet. I begyndelsen af sidste uge var det de ”12 minutter”, millionærskatten, skat på banker, boligpakken, børnechecken, dagpengeperioden og efterlønnen, der måtte lade livet. Og senest har det vist sig, at løftet om en maksimal ventetid på 30 minutter for skadestuepatienter var baseret på et fejlagtigt grundlag og derfor nu opgivet.  

 

Hvorfor gør fagbevægelsen ikke åbent oprør? Hvor bliver annoncekampagnerne af – aviserne kunne godt bruge lidt ekstra indtægter, nu hvor valget er overstået? Hvorfor er Poul Erik Skou Kristensen eller Harald Børsting ikke for længst kommet på banen? Tavsheden i fagbevægelsens top vidner om, at den udmærket er klar over, hvad den medvirkede til, da den forsøgte at hænge Dansk Folkeparti ud som skyldig i efterlønnens ”afskaffelse” – og at fagbevægelsen udmærket var klar over, at tilbagetrækningsreformen også ville stå ved magt efter et valg. Man løj borgerne og fagforeningsmedlemmerne lige op i ansigterne.

 

I Dansk Folkeparti fremlagde vi klart for vælgerne i god tid før folketingsvalget, hvad vores politik gik ud på. Vi stod derfor bag tilbagetrækningsreformen både før og efter valget. Nu skal Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti snart stemme ja til en ændring af efterlønnen, hvor de gik til valg på det stik modsatte.

 

Men de omfattende løftebrud begrænser sig ikke udelukkende til velfærdsområdet. Lige så alvorligt er det, at den nye regering har indledt et frontalangreb på de sidste ti års udlændingepolitik. Reglerne for permanent opholdstilladelse via reglerne om familiesammenføring bliver lempet, og det samme bliver reglerne for opnåelse af dansk indfødsret. Hertil kommer, at starthjælpen og kontanthjælpsloftet bliver afskaffet, og at afviste asylansøgere efter en vis periode skal kunne søge arbejde eller påbegynde en uddannelse.

 

Folketingssamlingen blev åbnet, som traditionen foreskriver. Men det politiske indhold skal man lede langt efter, da det i sagens natur er svært at drøfte alle de ting, som er blevet taget af bordet på grund af de mange indrømmelser til Det Radikale Venstre.

 

Igen sidder vi og venter. I første omgang sneglede tiden sig af sted, indtil der forelå et regeringsgrundlag. Nu venter vi på, at regeringsgrundlaget bliver udmøntet i konkrete lovforslag. Men det betyder samtidig, at vi har god tid til at gå de mange løfter fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti i valgkampen igennem endnu en gang. Og de ting, vi eventuelt synes om, har vi skam tænkt at fremsætte forslag om, så vi får se, hvor meget eller lidt, der var sandhed i.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard